dummy

Danmarks Mr. Beatles fylder rundt

16-12-2020
Thomas Vilhelm

På julekort med Yoko Ono, konsulent for Paul McCartney omkring cd antologien ‘Wingspan, der blev belønnet med en eksklusiv invitation til lydprøven i Parken i 2003 før Maccas aften koncert ledsaget af Tim Christensen, besøg af Ringos forgænger i The Fab Four, Pete Best, og et hav af internationale kontakter rundt omkring i verden, der deler passionen for kvartetten fra Liverpool.

Arno Guzeks altopslugende interesse for The Beatles, tilhørende samlermani af såvel tilgængeligt som utilgængeligt materiale om gruppen, dens medlemmer og deres færden samt minutiøst opbyggede arkiv i hjemmet i Hvidovre, der fylder tusindvis af sider og endeløse hyldemetre, tog sin begyndelse i teenageårene omkring 1963-64. Men Guzek var dog ikke tilstede, da Beatles uden Ringo gæstede K.B. Hallen juni 1964. Hans far var syg, og det stod småt til med pengene.

I starten af 70’erne traf Arno Guzek heldigvis en mand i København, der lå inde med en spolebåndoptagelse af koncerten, og en kopi af den skelsættende event forefindes stadig i det enorme og til mindste detalje systematiserede arkiv. Det havde jeg lejlighed til at tale med ham om tæt på 50 årsdagen for Beatles besøget i København. Samme dag interviewede jeg en anden Beatles kender, nemlig Per Wium, og Jette Gottrup, der så gruppen i K.B. Hallen. Skøn sommerdag i 2014 i de gode minders tegn.

Get Back To Guzek, der i 1985 deltog i Otto Leisners ‘Kvit eller dobbelt’ i nørdet paratviden om netop The Beatles, men røg på det absolut sidste delspørgsmål i finalen - det sved noget så eftetrykkeligt, hvilket dog blot er en bagatel i det samlede og unikke virke for at udbrede kendskabet til det nok mest stilskabende band overhovedet.

Formandskabet for den danske ‘Beatles Again’ fanklub med små 4000 medlemmer varetages med den forventede seriøse omhu, hvilket tilsvarende gælder hans redaktør- og skrivetjans for og af den tilhørende publikation, der deler navn med klubben. Jeg har haft fornøjelsen af at møde Arno Guzek ved en del forskellige lejligheder, gæstet hans og konen Birgit Østby Nielsens hjem samt delt studie med ham under optagelsen af en Hos Vilhelm Beatles Special i august i år, hvor sangeren Gry Harrit deltog via telefon.

Den gode Arno Guzek kan man altid blive klogere af at underholde sig med ikke kun om The Four Lads From Liverpool, så her forpasses ingen anledning til en passiar fysisk eller via digitale hjælpemidler. Den danske Mr. Beatles er for et par sæsoner siden gået på pension fra sit mangeårige job som ingeniør med speciale i diverse miljøfaglige spørgsmål, som amter, regioner og senest Miljøstyrelsen har nydt godt af.

Stort tillykke med den runde dag, Arno Guzek, at også EMI i Danmark ad åre jævnligt har valgt at gøre brug af din enorme viden og entusiasme i forbindelse med lancering af ‘ny vin på gamle flasker’ ved Beatles genudgivelser, jubilæer og øvrige fund på lageret, kan vel næppe overraske nogen. Du er The Man her, og lad os håbe, 2021 atter giver mulighed for, vi kan samles om det emne, du mestrer som få, og at du samtidig bliver fejret på behørig vis med færrest mulige Covid-19 restriktioner.

Vi ses nok i det nye år til en gang Come ToGuzek.

Arno Guzek
70 år den 16. december 2020