Danmarks nationalfugl

Danmarks nationalfugl
Ved en landsdækkende afstemning i 1984, arrangeret af DR-programmet ”Dus med dyrene”, blev knopsvanen valgt som Danmarks nationalfugl. En af årsagerne til dette valg er formentlig, at knopsvanen findes overalt i Danmark, hvor der er lidt vand, og derfor er kendt af alle danskere.

En anden vigtig grund til førstepladsen er nok fuglens hyppige tilstedeværelse i vores største nationale forfatters digtning. Ikke mindre end 23 af H.C. Andersens eventyr omtaler svaner, og et af hans mest kendte eventyr, ”Den grimme ælling”, handler specifikt om knopsvanen.

Desuden er nationalfuglen en stor og statelig fugl med sin hvide fjerdragt, og dens røde næb med den sorte knop giver den det særpræg, som også har givet den dens danske navn. For hundrede år siden var knopsvanen næsten udryddet i Danmark som følge af jagt, men siden 1926 har den været fredet. I dag findes der ca. 5000 ynglepar i Danmark, og arten er ikke længere truet.

H.C. Andersen og Kim Larsen
Knopsvanen er ikke så stærkt repræsenteret i den danske sangskat, som man kunne tro ud fra dens status som nationalfugl. Begrebet ”svanesang” optræder ganske vist i en del sangtekster, men dette begreb knytter sig udelukkende til sangsvanen, som har en stemme at synge med, mens knopsvanen er stum (dens engelske navn er ”mute swan”) og kun giver lyd fra sig med vingerne, når den flyver.
Flere af de svaner, man møder i H.C. Andersens eventyr, er da også tydeligt nok sangsvaner, bl.a. svanerne i eventyret ”Vænø og Glænø”, der ”klukker og klager, som hørte man langt borte Klokkeklang”.

Svanesangen har altså ikke noget med knopsvanen at gøre; men det betyder dog ikke, at nationalfuglen slet ikke er til stede i de danske sangtekster. Den gamle børnesang ”Hønsefødder og gulerødder” bringer med ordene ” - og halsen af en svane” erindringer om en tid, da jagt på svaner endnu var tilladt.
Teksten giver på den baggrund god mening, hvilket er mere, end man kan sige om den moderne, ”skånsomme” omskrivning af ordene i børnesangen: ”Hønsefødder og gulerødder/ og Hansen er en svane”.
Øh, hvordan mon det lige skal forstås?

En (næsten) lige så kendt sang om svaner som børnesangen er Dodo & The Dodos´ klassiske fodboldsang ”Re-Sepp-ten” fra 1986, som på vittig vis kobler den danske nationalfølelse på fodboldbanen sammen med nationaldigteren H.C. Andersen. Teksten af bl.a. Jarl Friis-Mikkelsen er sjovt formuleret og vel også i bund og grund årsagen til, at denne sang har overlevet dusinvis af senere forsøg på at skrive en dansk fodboldsang:
”Som den lille grimme ælling/ bli´r man rød og hvid på tælling/ svæver som de hvide svaner/ på alverdens udebaner”.
Den fine og stærkt iørefaldende melodi til fodboldsangen har naturligvis også sin store andel i dens langtidsholdbarhed.

En enkelt digter kan – uden sammenligning i øvrigt! – gøre H.C. Andersen rangen stridig som Danmarks nationalskjald, nemlig Kim Larsen. Kim Larsen har skrevet sange om alt mellem himmel og jord, og ligesom H.C. Andersen har han ved flere lejligheder inddraget svanerne i sin digtning. I den smukke sang om livets store kredsløb, ”Halleluja” fra 1994, lader Larsen svanerne dukke op som symboler på livet efter døden: ”Svanerne flyver/ som engle over søen”.

I sangen ”Hjerter dame” (1986) er det svanerne i de københavnske søer, der får rollen som symboler på længslen efter varme og sol: ”Svanerne de skutter sig/ længes de mon ligesom mig/ efter eksotiske lande?” Og i Gasolin´-sangen ”De fem årstider” (med tekst af Mogens Mogensen) dukker svanerne op som billeder på den lyse danske sommer, hvor alt er let og problemfrit:
”Solen den skinner på Orlas kasket/ og livet det er bare så let/ der er unge svaner på sommertræk/ og én på låget, hvis man er fræk”.

Desuden har Larsen jo i forbindelse med sin genopfriskning af gamle danske sange på ”Sange fra glemmebogen” (2001) sunget den fine Birger Sjöberg-vise: ”Den første gang jeg så dig”, med linjerne: ”Der skinned´ sommersolen/ så blændende som syv vilde svaner”. Alt i alt temmelig mange optrædender af nationalfuglen hos nationalskjalden.

Swans, Stones and Beatles
I den engelsksprogede sangverden er den mest kendte sangtekst med svaner nok den klassiske julesang ”Twelve days of Christmas”, hvor svanerne udgør den elskedes gave på den syvende dag: ”On the seventh day of Christmas/ my true love sent to me/ seven swans a-swimming”, osv. Her har svanerne ingen særlig funktion ud over at være et sjovt og dekorativt element i en sammenhæng, der i øvrigt må karakteriseres som en vrøvlevise.

I gruppen The Zombies´ sang ”Imagine the swan” (1969) er det derimod svanens smukke udseende, sangteksten udnytter i beskrivelsen af den elskede før og efter en eller anden dramatisk vending i hendes liv: ”You´ve been kind of gray/ I imagine the swan/ that you were yesterday”, og: ”You´re not like the swan/ that you were yesterday”. Måske den kedelige udvikling blot består i, at kvinden ikke længere er jeg-personens kæreste?

Rolling Stones-sangen ”Terrifying” fra albummet ”Street wheels” (1989) er en ganske vittig gennemgang af en lang række dyrearter, som jeg-personen og hans kæreste minder om i deres kærlighedsforhold: ”Stronger than an ox”, ”wily as a fox”, ”gentle as a dove”, ”sneaky as a snake”, osv. osv. Blandt de mange zoologiske sammenligninger finder man også en henvisning til svanen i linjen ”I´m faithful as a swan”, og med denne formulering rammer Jagger og Richards faktisk plet i deres karakteristik af (knop)svanen.
Svanen er monogam og har den samme partner hele livet, mens mange andre fuglearter skifter partner flere gange, evt. i form af seriel monogami. Fint set af Stones-lyrikerne i en i øvrigt sjov sang.

En sangskriver, som også har et solidt greb om sin kunst og sine virkemidler, er Paul McCartney, der i en af sine talrige gode sange har inkluderet en svane: ”This one” (1989): ”There never could be/ a better moment/ than this one, this one./ The swan is gliding/ above the ocean”. Der er ikke noget originalt i brugen af en svane som et billede på den elskedes skønhed; der, hvor McCartneys evner som rimsmed og ordekvilibrist viser sig i dette tilfælde, er i udnyttelsen af lyd-ligheden mellem de to udtryk ”this one” og ”the swan”.

I McCartneys sang glider det ene udtryk umærkeligt over i det andet, og det medvirker til at give sangteksten en elegance, der tåler sammenligning med elegancen hos den fugl, teksten handler om: svanen. Her er tale om en flot og gennemarbejdet sangtekst fra en flot og gennemarbejdet albumudgivelse, ”Flowers in the dirt” (1989). Denne plade repræsenterer nok sammen med efterfølgeren ”Off the ground” (1993) højdepunktet i Paul McCartneys post-Beatles karriere – i hvert fald efter denne lytters mening.