Genrer
Danni Travn: Bent Fabricius-Bjerre
Journalist og forfatter Danni Travn fik udgivet biografien Bent Fabricius-Bjerre op til 90 års-fødselsdagen i december 2014, og den har sandsynligvis ligget under en del juletræer.
Hvor er det dejligt med en så velskrevet biografi. En del biografier klarer sig på markedet alene på grund af den biograferede; det skrevne ord er lidt for ofte sjusket og uredigeret.
Men her har vi en skribent, der forstår at fortælle en historie levende og engageret, selvom historien er ligeud ad landevejen. Og ”ligeud ad landevejen” er Bent Fabricius-Bjerres motto – her er ikke de store melodramaer, men et flittigt og dedikeret liv. Som han selv siger: ”Jeg vil blot underholde”.
Fabricius-Bjerre skrev sin første vals som syv-årig, og i 1950 blev han Danmarks yngste grammofonselskabsdirektør. Og siden er det kun gået fremad; vi har fået ”Alley cat”, de udødelige temaer fra Olsen Banden og Matador og såmænd også dance-hittet ”Jukebox”. Fabricius-Bjerres forretningsimperium har beskæftiget sig med den brede underholdningsindustri indenfor musik, film og tv med et væld af virksomheder.
Tre koner – tre liv
Bogens kapitler holder en nogenlunde kronologisk rækkefølge, men er overordnet efter tema. Derfor har eksempelvis kapitlerne 6, 8 og 9 overskrifterne ”Sexsymbol”, ”Fabrik” og ”Bent”.
Fabricius-Bjerres forhold til de mange kvinder beskrives gennem bogen på en yderst nobel og salonfähig måde. Om hans tre ægteskaber udtaler han selv, at han har haft tre liv – eet per kone. Første ægteskab var med Harriet, som døde i 1975. Hendes jalousi berøres sporadisk i forbindelse med Fabricius-Bjerres affære med den engelske popsanger Petula Clark, så vi må selv forstille os, hvor dybe sårene har været.
Ægteskabet med Anne, som blev biografdirektør i imperiets Dagmar Teatret, afrundedes sandsynligvis med en større bitterhed, end bogen angiver. Betegnende for Fabricius-Bjerres styr-på-alting var betingelsen, at Anne ikke måtte interviewes til denne bog. Hm, så må der altså være noget, som han ikke ønsker på tryk?
Cool
For det er ellers et imponerende arbejde, der ligger i bogens research. 40 personer er blevet interviewet i foråret 2014, og det er notabiliteter som Erik Brandt, Nils Foss, Peter Zobel, Peter Langdal, Jørgen Ingmann og Klaus Rifbjerg. Topnavne indenfor dansk erhverv og inden for kulturen, hva’ba’. Selv folk, som nærmest er blevet det, vi kan kalde snydt i forretninger, taler alligevel pænt om Fabricius-Bjerre. For selvom han garanteret er en cool forretningsmand, har han hele tiden haft en charme og en ligefrem ærlighed, så eksempelvis Peter Abrahamsen, som solgte rettighederne til Svantes viser aalt for billigt, må beundre forretningsmanden Bent Fabricius-Bjerre.
Danni Travn når lidt længere end Fabricius-Bjerres egen selvbiografi Klaver med mer fra 1994, som han selv opdaterede og udgav i 2006 med titlen Tanker ved tangenterne. Travn er sandsynligvis i arbejdet med bogen kommet så tæt på hovedpersonen, så det er svært andet end at holde af denne sympatiske ener.
Jeg husker selv, da supermarkederne begyndte at spille baggrundsmusikken muzak for at få folk til at købe mere. Det var minsandten et produkt fra et af Fabricius-Bjerres mange selskaber, og han fik dengang en del negativ omtale. I dag omtaler han det som en vare, et produkt, der ikke har med ”rigtig musik” at gøre. Det må skurre fælt i et musisk menneskes ører, men Fabricius-Bjerre er så charmerende og sympatisk, at megen kritik bagatelliseres af kritikeren selv.
Denne velkomponerede biografi giver et interessant portræt af en tonegivende person, der har formået at holde sig på forretningsverdenens og musikverdenens mest velbonede gulve i usædvanligt mange år. Man kan så være uenig med Bent Fabricius-Bjerre i hans arbejdsmetoder og musiksmag, men manden er – beundringsværdig.
Bent Fabricius-Bjerre er den mest velskrevne biografi, jeg længe har læst – tak for det.