Dansende Dylan

En paradoksal overskrift – Bob Dylan og dans?
Jamen, Dylan ER et paradoks. Denne 78-årige ener er på sin uendelige turné og rammer Roskilde Festival en onsdag aften.

Bob i medsol
Solen bager over pladsen, og allerede kl. 20 vil årets hovednavn optræde. Så kan vi komme hjem i snusfornuftig tid. Men lige så snusfornuftig publikummet er, lige så ufornuftig kan Dylan være på alverdens scener, som er blevet hans dagligstue, hans hjem.

For år tilbage var sætlisten uforudsigelig; ikke to aftener lignede hinanden. Når jeg kigger på den sidste måneds Dylan-koncerter, ligner aftenernes sanglister grangiveligt hinanden. Okay, det er Dylan jo ikke ene om.
Til gengæld får vi numre, som vi tror, vi kender, men som i aften lyder som noget, vi hører for første gang. Og aftenen viser en udadvendt Dylan, der ofte sender sit smørrede grin ud til os: ”Ha, dét havde I nok ikke ventet?”
Jo, vi havde da ventet det uventede.

Publikums gennemsnitsalder er sandsynligvis festivalens højeste, men også mange helt unge er troppet op; ”nu har far jo snakket så meget om ham dér Dylan”. Men det betyder også, at mange (unge) forlader pladsen under koncerten i takt med solens dalen mod horisonten.

Så rykker vi da bare tættere. Og oplever et tætspillende orkester i noble, sølvfarvede jakker, hvor guitaristen Charlie Sexton brillerer gang på gang med en gedigen rock’n’roll-guitar som i slutningen af 1950’erne, hvor meget var mere ukompliceret. Trommeslageren George Receli udmærker sig især med en markant og stabil brug af gulv-tam og stortromme, som giver numrene en sjælden tyngde. Og vi får en fest med up-tempo-numrene, hvorimod de mere stille ballader sænker publikumsopmærksomheden.

Smil på smil
Tidligere – i årtier – var Dylan den gamle, sure mand, der snerrede af alt og alle. Og tænk; vi får smil på smil denne aften, og han træder minsandten frem til scenekanten flere gange for at modtage vores applaus. Nogle af smilene er i den sardoniske afdeling: ”Nå, der blev I overraskede?”, når der går øjeblikke, før vi opfatter, at det faktisk er ”Like a Rolling Stone”, som Dylan og band spiller.

Igen og igen får vi numre, som vi tror, vi kender, i grundlæggende anderledes arrangementer end de indspillede. Nej, der gror ikke mos på denne rullende sten – Bob Dylan er i konstant bevægelse og udvikling, og i aften stråler spilleglæden ud af ham. Ofte rejser han sig bag klaveret mod numrenes afslutning og giver finalerne med rock’n’roll-attitude. På enkelte numre griber han mundharmonikaen, som elskes eller hades af det store publikum. Gennem tiderne er der sandelig også kommet uventede klange ud af det lille blæseinstrument. I ”Make You Feel My Love” får Dylan lynhurtigt vendt harmonikaen rigtigt. Det kunne ellers ha’ været interessant at høre en omvendt harpe…
Det blankpolerede flygel ligger langt tilbage i lydbilledet, og det tror jeg ikke gør noget; det er ikke klaverspillet, Dylan er kendt for.

Og ikke mange kalder Dylan en stor sanger i almindelig forstand, men han har en tone, der til hver en tid vil genkendes. Og i aften er der mere styrke på stemmen end ved tidligere koncerter. Men som vanligt spyttes de mange, mange ord ud i en stadig strøm, og tit snuppes endelserne af – videre, videre. Derfor er det en fordel, når vi selvfølgelig er kendt med de budskabsfyldte tekster i forvejen

Efter 15 numre er den ordinære spilletid slut. Og så er det tid for to ekstranumre. Vinden er voldsom på dyrskuepladsen, men selvom det havde været vindstille, havde vi garanteret alligevel fået ”Blowin’ in the Wind”. Og for første gang denne aften snupper steelguitarspilleren Donnie Herron violinen og giver en smægtende andenstemme til den kendte melodi, hvor vi dog har svært ved bare at finde førstestemmen! Altså; denne klassiker er nu et stykke salonmusik som taget fra tidligere tiders underholdningsorkestre på de borgerlige danse- og spiserestauranter.
Koncertens allersidste nummer ”It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry” bliver serveret som en sumpet blues. Bob Dylan ta’r et par dansetrin og bukker pænt til afsked.

En nærværende koncert med Bob med Budskab og et fedt swingende orkester. Og så langt fra fællessang som muligt; her er det Bob, der bestemmer takten og tonen.
Take it or leave it. Vi ta’r det - og si’r tak!

Sætliste:
Things Have Changed
It Ain't Me, Babe
Highway 61 Revisited
Simple Twist of Fate
Cry a While
Honest with Me
Make You Feel My Love
Pay in Blood
Like a Rolling Stone
Early Roman Kings
Girl From the North Country
Love Sick
Thunder on The Mountain
Soon After Midnight
Gotta Serve Somebody
Blowin' in the Wind
It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Lot to Cry
Foto: Peter Elmelund
[fem bibzoomugler]