Genrer


Dansk jazzmusik med i Woody Allen-komedie
Når Woody Allens romantiske komedie ”Midnight in Paris” får danmarkspremiere den 11. august, er det med dansk jazz som del af filmens soundtrack.
Allens nye komedie, der er en nostalgisk kærlighedserklæring til byernes by, Paris, indeholder nemlig jazznummeret ”Seul ce soir”, skrevet og produceret af den herboende dansk/engelske bassist Peter Williams og kvartetten Swing 41. Nummeret ”Seul ce Soir” er et klassisk sigøjnerjazznummer inspireret af Django Reinhardt og Stéphane Grappelli.
Kontaktet af Woody Allen
Nummeret blev oprindeligt udgivet i 2008, og efter kvartettens opløsning fortsatte Peter Williams med at promovere musikken. I 2010 havnede cd’en hos Woody Allen i New York, og instruktøren blev så vild med musikken, at han straks kontaktede Peter Williams for at få nummeret med i ”Midnight in Paris”.
En kæmpe ære
”Jeg er stor fan af Woody Allen, og hans film har givet mig enormt meget glæde gennem årene. Derfor syntes jeg, at det var en sjov idé at sende cd’en til ham og en tilfredsstillende tanke, hvis han lyttede til og nød musikken. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at et af numrene kunne komme med i en af hans film. Det er en kæmpe ære, og jeg er meget stolt” siger Peter Williams.
Mest indtjenende Allen-film
”Midnight in Paris” er Woody Allens mest indtjenende film i USA nogensinde og er blevet rost af anmeldere verden over for at formidle en helt unik og charmerende pariserstemning. På rollelisten ses blandt andre Owen Wilson, Rachel McAdams, Kathy Bates, Marion Cotillard, Michael Sheen, Adrien Brody og selveste Frankrigs præsidentfrue Carla Bruni-Sarkozy.