Genrer
Dansk rock - med mange og fine ord
Rock i Danmark – Studier i populærmusik fra 1950'erne til årtusindskiftet. Syddansk Universitetsforlag, 2013
Dette er et digert universitetsværk på 527 tætskrevne sider med enkelte åndehuller, nemlig herlige fotos fra de sidste 50 års rytmiske danmarkshistorie.
Forordet pointerer, at det ikke er en historisk fremstilling, men en række historier. Og tak for det; hvis det skulle have været "populærmusikken fra 1950’erne til årtusindeskiftets" samlede historie med samme grundighed som her, er mit gæt på sidetal 11.000 …
I begyndelsen af dette årtusind blev et forskningsprojekt om rockkulturen i Danmark støttet af Det Frie Forskningsråd, og det er resultatet af dette projekt, der her ligger i bogform. Forfatterne har baggrund i både musikvidenskab, sociologi, antropologi, medievidenskab og litteraturvidenskab.
Hold da op – så er man advaret. Eller jeg mener selvfølgelig, at man kan glæde sig til tilegnelse af rockmusikviden på højeste plan i kongeriget.
I elleve artikler belyses vidt forskellige emner i det fælles sprog, vi finder i ph.d. afhandlinger og videnskabelige artikler.
Intro
Første artikel af Annemette Kirkegaard og bogens redaktør Morten Michelsen er en generel introduktion af rockens historier, kulturer, genrer og geografier. De kan fortælle, at der faktisk ikke er kommet nogen sammenhængende, omfattende fremstilling af rockens historie i Danmark. Der har været nogle tv-udsendelser og bogen Husker du , og der er kommet en del lokalhistorier om eksempelvis Horsens' og Fyns rockhistorie. Så det er bogens intention "at nuancere en homogeniseret og enhedskulturel historiefremstilling". Og nuancerne kommer sandelig, men det er ikke lige let at udlede konklusioner af artiklerne. Gennemgående vægtes de sociale fællesskaber og processer tungere end de mange individcentrerede fremstillinger, der findes.
Mange mener, at 1950'erne er det årti, hvor der ikke skete noget. Men på 60 sider beskriver redaktøren de ændringer i underholdningsmusikken, som slørede de ellers stringente grænser mellem kunstmusik og jazz og skabte begrebet rock'n'roll, som var med til at definere begrebet ungdom. Et grundigt kapitel med velkomne billeder af en danseglad og smilende ungdom, og afslutningsvist hele seks sider med referencer. Jo tak, noteapparatet er imponerende hele bogen igennem.
Charlotte Rørdam Larsen fortæller "om rock, musikere og musikerfaget 1953-70", hvor Dansk Musiker Forbund måtte ændre radikalt på optagelsesprøverne, idet de nye musikere ikke nødvendigvis kunne læse noder. Det var tidligere et must for at kunne være professionel musiker: man skulle naturligvis kunne spille, hvad der stod på nodepulten. Reglerne blev ændret, så der nu var A-, B- og C-medlemmer i fagforeningen. Først i 1972 blev optagelsesprøven afskaffet; jeg har hørt mange (halv)gamle musikere fortælle om den frygtede prøve.
Povl
”Lad mig blive noget” sang Povl Dissing udfordrende i 1967. Dette nummer er centralt i Henrik Smith-Sivertsens artikel om "originalitets- og autenticitetsforestillinger i det populærmusikalske felt". Nummeret er – undtagelsesvist for tiden – en oversættelse, nemlig af amerikanske Shel Silversteins "Lemmebesomethin" fra 1965. Den ferme popsmed Thøger Olsen lavede en fordanskning, og Dissing udødeliggjorde sangen. Og helt nyt og anderledes var akkompagnementet med en af tidens hotteste beatgrupper Beefeaters med karismatiske Peter Thorup i front. Artiklen er en fantastisk grundig og veldokumenteret beretning om tilblivelsen af nummeret, og hvordan det videre gik. (Dog kunne sidste krølle godt have været, at Dissing faktisk i 2013 har liveindspillet sine tidligste numre, som han ellers ikke har spillet i mange, mange år.) Forfatteren har interviewet alle nøglepersoner og frekventeret samtidige kilder og uddrager mange spændende konklusioner.
ALLE nøglepersoner? Side 185 skriver Smith-Sivertsen, at det må stå hen i det uvisse, om Povl Dissing kendte den originale indspilning. Og det ved vi godt er sådan, for side 177 står lakonisk i en note: "Povl Dissing selv har desværre ikke ønsket at medvirke i artiklen". Øv altså, men det er måske symptomatisk for sådant et projekt? Jeg kan levende forestille mig, at den gemytlige og høflige Dissing har sagt: "Ja ja, det er fint, at du skriver dine fine ord, men lad mig nu bare spille og synge …" For det er vel det, det drejer sig om?
Anisette
Vi oplever noget af samme problematik i Annemette Kirkegaards artikel om Savage Rose og rockkulturens internationale relationer: "Blomsterbørnene og den vilde rose". Savage Rose er en enestående gruppe i dansk musikhistorie. Med en klassisk baggrund etablerede brødrene Koppel gruppen sammen med musikere fra både jazz- og popverdenen, og med den karismatiske sangerinde Anisette fik vi Savage Rose – en dansk gruppe med internationalt format. En gruppe, som ubesværet gennem årene har spillet på vidt forskellige steder; på Gamle Scene på Det. Kongelige Teater og på gaden i Albanien. Og som valgte at sige nej til guld og mammon i USA. Forfatteren placerer veldokumenteret gruppen mellem postkolonialisme og danskhed og beskriver fint 1970'erne og tiden efter med globalisering og postkolonialisme. Her er igen et væld af dokumentationsmateriale og interviews, men altså ingen med Anisette Hansen – hvorfor ikke?
Peter, Henrik og de andre
Henrik Bødker skriver i sin artikel om Gnags og Genlyd om "fællesskabet, selskabet og musikken som politisk praksis". Her fortæller nøglepersonen Peter A.G. Nielsen om nødvendigheden af at starte sit eget selskab og om kombinationen af det frie hippieliv og det stramt styrede produktionsselskab. Og om forskydningen fra fællesskab til selskab som en nødvendig professionalisering.
Et anderledes frisk pust er Lisbeth Ihlemanns fanhistorier, hvor dedikerede fans fortæller om deres forhold til Otto Brandenburg, The Lollipops, Walkers og Gasolin'. Her er vi mange, der kan nikke genkendende til beskrivelserne og også bekræfte teorierne om selvidentitet og erindring.
Den populære popformidler Henrik Marstal fortæller om de nostalgiske produktioner omkring årtusindeskiftet; her fik vi bl.a. Kim Larsens Sange fra glemmebogen og Anne Dorthe Michelsens fortolkninger fra Højskolesangbogen.
En af de teoritungeste tekster må være uddannelsessociologisk professor Gestur Gudmondssons artikel, som tager udgangspunkt i Bourdieus uddannelses- og kultursociologi. Jeg kan dog let og elegant nøjes med at medgive forfatterens sidste sætninger, hvor han konkluderer, at der er sket en generel undervurdering af underholdningsmusik og overvurdering af beatscenen. Og lader gerne sidste sætning stå: "I denne kulturelle forvandling har rockkulturen været central, og den fungerer stadigvæk som en særdeles effektiv hybrid og en elevator mellem kulturens mange lag." Sådan.
Inden den omfattende bibliografi og nødvendige indekser får vi som en rosinbelønning på bunden af storsuppegryden Niels Erik Willes personlige perspektiv "Triviallitteratur, folkelighed eller kunst. Dansk rock ved skillevejen 1965-1975". Her er det ikke en betragtende akademiker, der skriver, men en mand, som faktisk var aktiv deltager. Wille har skrevet flere af teksterne til Burnin Red Ivanhoe, bl.a. "Tingel-tangel-manden". Siden har han været lektor på Roskilde Universitetscenter, hvor han arbejdede for en central accept af pop- og triviallitteratur. I artiklen gør han op med flere myter. Erobringsmyten siger, at de intellektuelle tog rocken fra arbejderne. Denne myte piller han elegant fra hinanden ved hjælp af bl.a. Keld Heick. For rocken levede ufortrødent videre i de brede befolkningslag, selvom den fåtallige, intellektuelle kreds omkring Steppeulvene i dag har mytisk status. Hovedparten af Danmarks ungdom fortsatte med at høre pigtrådsmusik og dens videre udvikling i både dansktop- og Melodi Grand Prix-baner.
Wille er uenig med Niels Martinov, der opfatter beatmusikken som noget, der bevæger sig væk fra "Pop" og henimod "Kunst". Wille mener, at "bevægelsen sker i en helt anden retning og netop væk fra kunstformer, som i stigende grad er blevet intellektualiserede, u-sanselige og opløst i formløse, abstrakte eksperimenter." Ja, er det ikke det, vi vil med musikken?
Spil bare løs
Gennem tiden er det ofte blevet debatteret, hvor meget man skal intellektualisere den rytmiske musik, som primært handler om stemninger, følelser, krop. Mere rabiate stemmer har jævnligt proklameret, at universitetet dræber rocken. Det passer selvfølgelig ikke; jeg synes, det er interessant og historiebevidstgørende at læse om musik. Men det vigtigste er musikken, som ikke skal læses men høres. Hvis overskuddet er der til intellektualisering, er det da bare i orden. Jeg har med stor interesse læst Rock i Danmark. For det har blandt andet også motiveret mig til lige at høre Savage Roses første plader igen. Og så lige Young Flowers. Og Beefeaters. Og …
Rock i Danmark er en flot og vægtig bog – og man behøver jo altså ikke at læse rub og stub. Der er og har været megen god rockmusik i Danmark. Hør selv efter – både på plade og levende live ude i landet!