dummy

Dansk/amerikansk hyperthrash-debut ser dagens lys i maj

12-03-2021
Niels Mark

Det dansk-amerikanske hyperthrash-metalband Terminalist er klar med deres debut i maj - nærmere betegnet den 7. maj hvor albummet "The Great Acceleration" udgives på pladeselskabet Indisciplinarian.

Det æstetisk indbydende og sci-fi-inspirerede album-cover, beskriver ret præcist det fremtidsbaserede univers, som ligger til grundlag for hele albummets koncept.

Bandet selv beskriver konceptet bag albummet som følgende:
"Verden domineres af hastighed. Og som hastigheden driver historien frem, accelererer den bestandigt i en selvforstærkende dynamik. Sådan lyder den grundlæggende påstand i dromologien, en hastighedsvidenskab udformet af den franske filosof Paul Virilio (1932-2018). Det er den grundidé, som det nye dansk-amerikanske metalband Terminalist baserer deres musikalske univers på. På debutalbummet ’The Great Acceleration’ griber de fat i dromologiens tankesæt og tilfører den deres egne science fiction-fantasier, når de beskriver en verden i opbrud og en klode i sammenbrud, der forlades til fordel for en kolonisering af rummet."

Konceptet og stilen vækker på dragende vis associationer i retning af det roste og unikke amerikanske progressive thrash-metalband Vektor. Og det første singleudspil fra Terminalist tegner da også yderst lovende.

Baggrund
Terminalist blev dannet i 2018 hvorefter de året efter debuterede med EP’en ‘Abandon All Liberties’.

Det fire mand store band rækker tilbage til 1980’ernes traditionelle og tekniske thrash metal og fusionerer det med black metallens blastbeats, dødsmetallens growlvokal og prog rockens storstilede koncepter. Resultatet er et udtryk, som er retro i sin appel og moderne i sin sammenblanding – og som gruppen har døbt 'hyperthrash'.