Danske hipstere gav forudsigelig fantastisk festkoncert

Efterklang hev alle de mest oplagte festivalredskaber op af værktøjskassen, da de skulle fylde Arena. Naturligvis var det betagende, men inderligheden var længe om at nå de bagerste koncertgæster.

 

 Anmeldelse: Efterklang, Roskilde Festival 2013, Arena, Lørdag 16.00.

Der er virkelig langt fra Sydney til Roskilde, og der er endnu længere fra et verdenskendt operahus til et stort festtelt. Det var den umiddelbare udfordring for det danske orkester Efterklang, der spillede på Arena lørdag eftermiddag. Bandet appellerer bredt, men gennem de seneste år, har det været nemmere at se dem på fornemme scener bakket op af symfoniorkestre end på en ølglad sommerfestival. Og Efterklang havde ganske åbenlyst arbejdet på at gøre deres sæt mere rocket og festival-venligt.

Det hverken ligner eller klæder dog Efterklang at pille ved deres stil for at passe bedre ind. Åbningsnummeret ”Hollow Mountain” blev serveret nydeligt med masser af korsang og en nærmest opreaklingende indledning. Da den bærende vokal satte ind, kunne man dog fornemme, at der skjulte sig lidt nerver hos det ellers så stilsikre og selvbevidste band.

Præcis som på den seneste plade, Piramida, fulgter ”Apples” efter åbningsnummeret, og allerede her var stilen mere sikker. Med ”I Was Playing Drums” og et endnu ældre og mere elektronisk nummer blev publikum hevet tilbage i bagkataloget, der bestemt stadig sidder som det skal hos de gennemusikalske mænd.

Famlende forsøgte de at orkestrere festen med indskudte guitarsoli, et underligt gave-uddelings-intermezzo, fællesskål og sammensang; alle de oplagte festivalfif blev taget i brug, men publikums koncentration blev ikke fanget i mere end halvdelen af det velfyldte telt. Selv med det tindrende smukke ”Sedna” kom de dybe følelser ikke langt nok ud.

Mod slutningen slap Efterklang nerverne og deres charmerende venskabelighed trængte endelig ud til de mange fans. Med ”Modern Drift” og en fjollet og legende udgave af ”Raincoats” blev festen og smilene sat fri, og den overvældende musikalitet, som Efterklangs succes er bygget på, stod rent frem på Arena.

Koncerten kulminerede med en eksperimenterende version af ”Alike”, hvor et intermistisk trommesæt på et håndklæde på scenekanten var det bærende instrument. Og det var præcis den legesyge og kreativitet, der skulle have været tilstede hele koncerten frem for billige festtrick og publikumspleasende indskud. Så ville koncerten have haft mulighed for at skrive sig ind i festivalhistorien.