Genrer
David Bowie: Hunky dory
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 107
Vi mistede mange store musikere i 2016 – Prince, Leonard Cohen, Glenn Frey, Sharon Jones, Phife Dawg og Maurice White, blot for at nævne nogle af mine personlige favoritter. Den største af dem alle var dog i mine øjne David Bowie, som kort før sin død udgav en af sine bedste plader nogensinde, den gudeskønne Blackstar. At Bowie kunne forny sig selv i en alder af 69 er mig et under, for det virkede som om, han allerede havde prøvet det hele. Der er så meget kreativitet til stede i hans musik, og det har der været i adskillige årtier. Et af hans tidligste mesterværker er den klaverdrevne Hunky dory fra 1971. Pladen er især kendt for sine to megahits, "Changes" og "Life on Mars?", men der er masser af smuk musik fra start til slut. De to sanges berømmelse er dog stadig absolut fortjent. "Changes" er en flot, vemodig skildring af tidernes gang, og "Life on Mars?" er med sit storladne, orkestrale arrangement en god kandidat til det bedste Bowie-nummer nogensinde.
Albummet har meget variation i tonen. Det kan være stort og dramatisk som på førnævnte "Life on Mars?", men i den modsatte ende er de lettere skæve, morsomme "Oh! You pretty things" og "Kooks" vidunderlige numre, der vækker store smil på læben. De er flotte i detaljerigdom, de er også latterligt fængende, og de tilføjer absolut til den androgyne æstetik, Bowie præsenterer på pladen. Bowie rammer især dette gennem sin specielle, spøjse stemme. Han har flot kontrol over den, og han kan ramme mange forskellige lyde. Alligevel er han let genkendelig, om det er den henlagte vokal på "Song for Bob Dylan" eller den lyse skrigen på "Andy Warhol", et af de få numre hvor klaveret ikke er i fokus. De to er fra en interessant trio af sange på albummet, hvor Bowie hylder tre af sine ikoner lige efter hinanden, nemlig Andy Warhol og Bob Dylan på førnævnte sange, samt Lou Reed på "Queen bitch". På Bob Dylan-sangen kan man høre inspirationen, og "Queen bitch" har også ligheder med lyden på Velvet Underground-sangen "Sweet Jane". Selv Andy Warhol får en klar musikalsk hyldest med en bizar, avantgarde intro.
Noget af det, der gør Hunky dory så tiltalende er den løse, kærlige stemning man finder på pladen. Det er ikke alt for seriøst nogensinde. Bowie kan være fantastisk, når han tager den seriøse maske på, se blot plader som Heroes eller Blackstar. Der er blot noget befriende ved den lette lyd, Bowie præsenterer her. Selv på de dramatiske numre er der masser af humor, og denne humor bliver aldrig selvhøjtidelig eller ensformig, som den tit kan gøre med mange andre glam-kunstnere. At visse lyttere kalder Hunky dory for glam-rock bunder nok endda mest i, at man ser pladen i lyset af Bowies mere entydige glam-plader, såsom Ziggy Stardust og Aladdin Sane, som den da også har nogle fællestræk med. Måske hjælper makeuppen på albumcoveret også på indtrykket. Der er et par glam-prægede numre, men pladen er som sådan et stort sammensurium af showtunes, folk-rock, barok-pop, klaverrock og selv en smule country-rock på "Eight line poem". At disse forskellige stilarter giver et sammenhængende indtryk er imponerende. Pladen er så levende, at man bare ikke kan få nok af den. Og det er i mine øjne magien ved Hunky dory.