Genrer
De La Soul: 3 feet high and rising
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 346 på listen.
Når folk snakker om hip hops guldalder, så snakker de oftest om sidste halvdel af 80'erne og de første par år af 90'erne, selvom jeg nok ville sige, at genren faktisk er bedst lige for tiden. Nutidens hip hop er dog selvfølgelig meget påvirket af 80'er-klassikerne, og få albums har været så indflydelsesrige som 3 feet high and rising af De La Soul. For folk, der ikke interesserer sig videre for genren, er De La Soul nok bare et one hit wonder, der ikke har lavet noget mere bemærkelsesværdigt end sangen "Me, myself and I". Denne sang er at finde på 3 feet high and rising, og med sit sjove funkadelic-sample og sin stærke tekst om identitet er det nok en af pladens allerbedste sange. Og dem er der ellers ikke så få af. Faktisk er der hele 23 individuelle numre, men jeg vil nok ikke kalde dem alle sange. 3 feet high and rising var det første hip hop-album, der brugte skits, altså små, komiske sketches mellem numrene, noget som rigtig mange albums har gjort siden. Nogle af disse er ganske sjove, f.eks. "Intro", men en skit som "De La orgee" er bare lyden af et orgie, og det er over 1 minut af pladen, der bare er fuldstændig spildt med det.
Der er også mange egentlige sange, der bare er rigtig korte. Men det gør ikke noget, at hverken "Can u keep a secret?", "A Little bit of soap", "Description" eller "I can do anything (Delacratic)" kommer op på to minutter. Det får faktisk albummet til at være mere dynamisk, og man behøver jo heller ikke udvande alle ideer, man får. Nogle gange kan man bare nå at sige alt det nødvendige på meget kort tid, og så er der ingen grund til at vade rundt i det. Lad os lige kigge på samtidens store rappere. Vi har LL Cool J, N.W.A., Public Enemy, EPMD, Beastie Boys, Boogie Down Productions – alle meget hårdtslående navne, og de fleste var ikke bange for at være ret grovmundede. Ikke at der er noget i vejen med det, men hvis man ville have blødere, mere radiovenlig hip hop i 80'erne, blev man nødt til at ty til Will Smith eller MC Hammer. Med andre ord: musik, der måske kan være ganske sjov, men som ikke har specielt meget dybde. De fleste af sangene på 3 feet high and rising har hitpotentiale, og de udgav da også adskillige singler fra pladen, så det er sært at kun en enkelt blev et hit.
De La Soul bruger meget kreative samples på 3 feet high and rising. Der er selvfølgelig de typiske samples af James Brown, Parliament/Funkadelic og Sly and the Family Stone. Der bliver dog også samplet mere bemærkelsesværdige sange og lyde: "Mary had a little lamb", "Three is a magic number" og noget stand-up af Eddie Murphy. Det gør albummet meget levende, og hvis man kan genkende et sample, så føler man sig lidt sej, for de fleste er ret svære at finde, for ikke at snakke om at mange af dem i første omgang er ret obskure. Der er mange ord, der går igen i løbet af albummet, og disse idiosynkrasier giver dem noget ekstra charme. De mest fremtrædende er "Jenny", "Daisy", "plug" og "de la", og albummet føles gennemarbejdet og helstøbt, fordi disse få ord danner en rød tråd. Hvis du kan lide klassisk hip hop, så er dette et album, man bare skal lytte til. Hvis du bare kan lide sjov 80'er-pop, så er dette nok heller ikke alt for svært at tilgå, og det kan i alle fald let anbefales, for det meste er rigtig godt.