De små synger og synger stadig

Den lyseblå bog med drengen med det hørgule hår – en institution i den danske børnesang. Det var i 1948, at sanglæreren Gunnar Nyborg-Jensen udgav ”De små synger” med 134 sange for børn. Nyborg-Jensen blev under anden verdenskrig kendt for sine radioprogrammer for børn ”Vi synger sammen”.

Sangbogen blev modtaget med glubende appetit og blev benyttet flittigt i skolerne og hjemmene. Og de bedste børnesange er jo dem, man kan huske fra sin barndom – oftest sunget af mor i det trygge hjem.
134 sange fra ”Se den lille kattekilling” til ”Der er et yndigt land”. Jo jo, der var også flere voksensange, som blev opfattet som kernesange for hele befolkningen. Til gengæld var der ikke skyggen af den nye børnepædagogiske retning fra 1930’erne med mere rytmiske sange af Bernhard Christensen og Astrid Gøssel.

”De små synger” er løbende blevet genoptrykt og typisk foræret af den ældre generation. Repertoiret blev nogenlunde fastholdt, og sangbogen blev efterhånden mere og mere gammeldags. Flere nye børnesangbøger kom til; Politikens Forlag begyndte serien ”Lystige viser for børn” i 1956, og fra 1976 blev sangene med den yderst anvendelige becifring, så pædagogen eller tanten kunne akkompagnere på guitar eller klaver.

Det hæderkronede forlag Wilhelm Hansen udgav i 1987 ”Min sangbog” med 150 børnesange – efter min mening de 150 bedste. Her var også Halfdan Rasmussens skønne sange og blandt andet Anne Linnets ”Sigurd”. ”Min sangbog” blev en central børnesangbog, men ”De små synger” holdt sig stædigt på markedet i sin klassiske 1948-form.

Men endelig, endelig kommer denne sommer 5. udgave - og nu med becifringer. Med samme forside, samme indhold og stadig med tegneren Bitte Böchers kendte illustrationer. Men nu har trompetist og kapelmester Jan Glæsel opdateret nodebilledet og becifreret alle sangene. Præcis, hvad vi er mange, der har efterspurgt i årevis.

”De små synger” er blevet dobbelt så stor. Sidetallet er det samme, men nu er nodebilledet tydeligere og med fin plads til becifringerne.

Mumlen nej tak
Jan Glæsel har valgt at sætte de fleste sange ned.
Okay; en udbredt holdning i Danmark er, at ”alle de dér gamle sange er alt for høje, og man kan ikke synge med på salmerne i kirken”. En del organister sætter derfor salmerne ned i forhold til Den Danske Koralbog, og ved fællessang uden akkompagnement forsøges efter bedste evne at ramme en toneart, hvor flest mulige kan være med. Hvilket desværre ofte giver et murrende resultat, da de dybe toner i sangen bliver den rene growl…

Derfor ligger der et stort sangpædagogisk arbejde i at overbevise om, at sangene altså klinger bedre og lysere i en højere toneart. Undertegnede har tidligere oplevet velmenende ansatte i børneinstitutioner, der har fået ”Lille Peter Edderkop” til at lyde som middelaldermunkemumlen. Men børnene kan synge! Derfor er det vigtigt i sangarbejdet med børn at lægge sangene, hvor de klinger bedst, og det er oftest dér, hvor komponisten har lagt dem.

Benspænd for guitaristen
I nærværende udgave af ”De små synger” har kun 12 sange beholdt deres oprindelige toneart. Resten er sat ned – fra en halv tone helt op til fire toner. Generelt har Glæsel strammet skruen, og flere gange nærmest overstrammet. ”Jeg gik mig over sø og land” er noteret i Bb-dur; den bliver oftest spillet i C eller i den D-dur, den oprindeligt er skrevet i. Og det fungerer fint. ”Højt på en gren” og ”Ole sad på en knold” står nu begge i Eb-dur, og her er vi ved noget centralt.
For hvem er sangene becifret for?

Det er de vel for pædagogen, moderen eller onklen, der spiller guitar til husbehov. Og så er det altså ikke spor rart med b-tonearterne Bb-dur, Eb-dur og F-dur, som rigtigt mange af bogens sange er endt i. (Og som i øvrigt ligger godt for blæseinstrumenter.) F-dur kan til nøds gå, men det er hårdt arbejde at spille sange i Eb-dur på en guitar. Derfor vil disse ofte blive fravalgt på forhånd, eller man ulejliger sig med at transponere dem til D. ”Jeg ved en lærkerede” er oprindeligt skrevet i F-dur og – indrømmet – lidt for højt. Den har vi her i Eb-dur; lad den dog klinge i D. Og lad også Ole sidde på sin knold i D-dur.

En lille pudsighed: Glæsel giver mange af sangene en plagal kadence, hvor han gi’r en subdominant før afsluttende tonika. Det er da et fint lille vip, som bliver brugt fra tid til anden. Men – efter min mening – lige lovligt ofte brugt i De små synger.

Syng – blot syng
Men for alle, der bare synger af karsken bælg, kan dette jo være fuldstændigt ligegyldigt.
I stedet kan man nyde de kendte klassikere og genopdage fordums fine sange, der trods det altmodische skær kan bruges i dag. Jeg kan pludselig huske ”Venter på far”, som min mor sang for mig, når vi i mørkningen sad ved vinduet og spejdede efter min hjemkommende far. Og måske skulle man også give ”Når småbørn klynker ved aftentide” en chance? En alternativ Ole Lukøje og med en melodi af Carl Nielsen, der dog ikke er en af hans bedste; mildt sagt.

De små synger ER en klassiker, som vil forblive stedsegrøn, og hvor brugsværdien er steget betydeligt med denne becifrerede udgave – trods ovennævnte forbehold. Men som absolut skal suppleres med andre af vores gode sangbøger, så vi eksempelvis også får hele Halfdans Rasmussens fantastiske univers med.