Genrer
Def Leppard: Hysteria
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 472 på listen.
Jeg vil ikke forsøge på at overbevise nogen som helst om at Hysteria af Def Leppard er et revolutionerende kunstværk, der kan ændre din opfattelse af hvad man kan opnå med musik. For Def Leppard er bare fis og ballade, og når de lægger meget i at være fuldstændig hysterisk latterlige, er de da også bedst. Albummet åbner også med den ene fjollede sang efter den anden, og de første seks sange blev alle udgivet som singler, så det er nogle af deres mest berømte sange. Selvfølgelig betyder det, at næsten alt det, man i forvejen kender, er i starten af pladen, hvilket kan gøre den sidste halvdel kedelig, men selv efter gentagne gennemlytninger føles numre som "Gods of war" og "Don't shoot shotgun" som om, de mangler det enorme hysteri, som Def Leppard ellers præsenterer så godt i starten med klassikere som "Pour some sugar on me", "Rocket", "Love bites" og "Armageddon it". Måske er de faktisk stadig lige så energiske og latterlige som i starten, men efter en halv time af den slags føles de ikke nær så stærke.
Til gengæld er de bedste numre simpelthen umulige at kede sig til. "Women", "Rocket", "Animal", "Pour some sugar on me" og "Armageddon it" repræsenterer alt det, ikke blot Def Leppard, men hele hair metal-genren i det hele taget blev så populær af, nemlig den absolutte forkastning af alt seriøst her i verden. Imellem "Animal" og "Pour some sugar on me" finder man "Love bites", der nok er en af de få triste hair metal-sange, som rent faktisk er til at holde ud. At være latterligt melankolsk er sjældent morsomt, men Def Leppard formår rent faktisk at gøre det. Deres selvironi er ufatteligt tydelig, og det føles som at se et dramatisk b-film-drama, hvor skuespilleren på ingen måde kan opføre sig oprigtigt trist, hvorfor han da bare tudbrøler over selv de mindste småting. Som pladen da skrider frem, bliver det tydeligt, at den ikke er specielt dynamisk opbygget. Næsten hver eneste sang er konstant vild, og efter en time i Def Leppards selskab vil man nok allerhelst høre noget med mindre råben og skrigen.
Hysterias sidste halvdel er generelt svagere – meget af det samme som på første halvdel, og ikke i nær så latterlige grader. "Run riot" og "Hysteria" er nok de to bedste undtagelser til denne generalisering. "Run riot" er fængende og energisk, og riffet lyder ikke som noget andet på albummet. "Hysteria" er derimod nok den eneste oprigtigt lydende sang, Def Leppard nogensinde har skrevet. Den er ikke noget at græde over eller noget, men det er rigtig befriende, at man får denne ene sang, der rent faktisk tager sig selv seriøst. Hvis du er til overdreven hair metal, så er Def Leppards Hysteria en af de mest gennemgående sjove og lystige plader, man kan finde sig. Den har uden tvivl nogle skønhedsfejl, men præcis som bandet ikke tager sig selv for seriøst, så skal lytteren helst heller ikke. Hvis du tager din musik for seriøst, så burde du nok holde dig fra næsten al hair metal. Hysteria er, hvad den er, og det kan så være både godt og skidt.