Genrer


Dejlig sangerinde fra sambaens hjemland
Daniela Mercury er - helt ufortjent - ikke særlig kendt i Danmark, og det er en stor skam.
Nu, hvor der ikke længere er den store efterspørgsel på den cubanske Buena Vista-inspirerede musik, iler jeg med at komme den latinamerikanske musik til undsætning. Latinamerika er mange ting og Brasilien udgør en stor del af det opland, der producerer så medrivende musik, at man (læs: jeg) aldrig holder op med at have sit hjerte begravet et eller andet sted i sambaens skæve rytmer.
Mercury fik sit sologennembrud i 1993 med cd'en O canto da cidade. Hendes sound går under betegnelsen "axé" (udtales ashé) - en blanding af traditionelle sambarytmer, reggae og oxé (afroinfluerede karnevalsrytmer) - i et smittende, energisk tempo, der kan få enhver til at drømme om at deltage i næste års karneval i Rio.
Mercury startede sin karriere som danser og koreograf i en af Brasiliens mange sambaskoler. Hun kommer, ligesom Nascimento, fra Bahia-provinsen, hvor axé-musikken i begyndelsen af 90'erne, med Mercury i spidsen, nærmest blev en musikalsk revolution. Mercury har et udviklet talent for at spotte de store sangskrivere på vej op. Det gælder f.eks. Chico César, som er rigt repræsenteret med adskillige sange på hendes indtil nu 16 cd-udgivelser. Desuden skriver Mercury selv en del af sit materiale. Hun har lagt vægt på at opnå fuld kontrol over sin egen produktion og har i dag sit eget produktionsselskab. Cd'en Feijão com arroz fra 1997, som er hendes ubetingede mesterværk, blev det helt store internationale gennembrud med flere millioner solgte eksemplarer i Europa og Asien. Samme år turnerede Mercury i USA med meget flotte anmeldelser i kølvandet. Hun er i dag Brasiliens største navn indenfor det man kalder "musica popular brasileira".
Det kan anbefales at starte med at lytte til cd'erne: Feijão com arroz fra 1997, en nærmest hektisk cd, der består af lutter fremragende ørehængere, og Elétrica fra 1998, en live-optagelse med næsten overmenneskelig energi.
Tag danseskoene på og hiv din partner op af lænestolen. God fornøjelse!
Lån Daniela Mercury fra dit nærmeste bibliotek