Den danske sang: Musens sang

”En enlig lille muse har det svæ’re end man tror”. Ja, det er ikke altid let at være en dejlig dame med mod på livet!

Før der rigtigt var noget, der hed musical, komponerede Kai Normann Andersen det ene musicalhit efter det andet. Sangene løftede film som ”Alle går rundt og forelsker sig”, ”Odds 777”, ”Mille, Marie og mig”, der fyldte biograferne, og i 1951 havde ”Mød mig på Cassiopeia” premiere med stjernerne Bodil Kjer, Hans Kurt og Poul Reichardt i hovedrollerne. En letbenet, romantisk komedie, hvor den stakkels operettekomponist mangler melodier og beder om hjælp fra musen Polyhymnia, der minsandten forlader sin ophøjede plads i Olympen og kommer ned på vores jordiske klode for at hjælpe. Naturligvis med en masse forviklinger, og selveste Zeus, Polyhymnias far, dukker osse op.

I filmen hører vi blandt andet de eviggrønne ”Løft din hat og sving din stok”, ”Alene med en yndig pige” og ”Den allersidste dans”. Og så den stærkest lysende stjerne – ”Musens sang”. En langsom melodi i valsetakt med en melankolsk tone, selvom tonearten er den lyse D-dur. En rolig optakt med et A-stykke, der gentages, hvorefter et B-stykke skaber en voldsommere dynamik, inden sangen falder til ro på et afsluttende A-stykke.

Børge Müllers tekst er smægtende sødladen, men med en melankoli, så tårerne står på spring. ”Mellem himmel og jord” gentages igen og igen; selvom der er spændende på jorden, er det jo nok i himlen, Polyhymnia hører til.
”Musens sang” er ikke den mest oplagte fællessang. Den behøver ikke at blive sunget fra karsken bælg, men prøv en stille fremførelse, gerne med blot et nynnende mellemvers.  Melodien har et stort omfang, og kan da også spilles i C-dur. Men giv den en chance i D-dur – det klinger!

Jeg kan forstille mig komponisten nynne sangen på en aftentur; Kai Normann Andersen var et diskret og privat menneske. Og han har nu endelig fået en biografi: Den sky romantiker.