dummy

Den danske sangskat: Buster

2-09-2019
Kenth Kjeldgård Nielsen

Sangklassikeren "Buster" stammer fra TV-serien Busters verden og Nanna-albummet “Små blå breve”

Denne fine lille ørehænger om Buster, drengen fra Bjarne Reuters børnebog Busters verden, stammer oprindeligt fra en tv-serie af samme navn. Den så dagens lys tilbage i 1984 og sangen blev Nannas gennembrud.

Vi får – i tidens sound - historien om den lille fyr Buster. Altså ingen ringere end Buster Oregon Mortensen for nu at være helt præcis, og hans tryllerier, drømme osv. Vi hører om morgenstunden, hvor han strækker sin søvnige krop og går en ny, spændende dag i møde.

En dejlig dag hvor fuglene kvidrer, nattens trolde er borte og verden er klar til at blive erobret endnu en gang. I dag kun af en lille dreng – dog altså én med magiske evner– men med tiden bliver han helt sikkert en mægtig stor mand… Nå nej, en stor og mægtig mand, som hele verden vil hylde… Ja måske…

Selve sangen ”Buster” var at finde på albummet Små blå breve. Nanna har selv været medforfatter/-komponist på alle numrene på albummet, som er produceret af Kim Sagild. Det er en typisk 80-lyd, vi hører på albummet – stramt, velproduceret. Det var Nannas andet soloudspil. Sangen om ”Buster” blev et hit og gav hende for alvor det folkelige gennembrud.

”Buster” er et af de numre der står tilbage som en rigtig 80’er-(børne)-klassiker. En klassiker er det vel, for så sent som i 2018 er den optaget i Højskolesangbogen for børn

Buster
KOMPONIST og TEKSTFORFATTER: Nanna

Historier om den danske sangskat
Denne artikel om en danske sangklassiker er produceret som en del af ALSANG 2020.
ALSANG er skabt i samarbejde med Spil Dansk, Højskolerne, Bibzoom og Musiklærerforeningen.

Hør melodien her