dummy

Den danske sangskat: Et hav, der vugger sig til ro nu

1-11-2018
Jens Laigaard

Et hav, der vugger sig til ro nu
Musik: Matti Borg 1997
Tekst: Juliane Preisler 1997

Matti Borg er komponist, sanger og musiklærer. Juliane Preisler er forfatter til en række romaner, digte og noveller. De har samarbejdet om visesamlingen "Lykkedag". Det er tyve sange, som blev indspillet i 2000 af Kurt Ravn med backing af De Nordiske Spillemænd – en kvintet med to violiner, bratsch, guitar og kontrabas. Både stemningen i ordene og den folkemusikagtige klang af instrumenterne lyder vældig nordisk. Især musikken lægger sig tæt op ad den svenske visetradition.

Det gælder også sang nummer 14 med titlen ”Aften”. Her får vi et billede af en fredfyldt dansk sommeraften, oplevet på en strandbred, hvor alle farver langsomt siver over i det blå og de første stjerner titter frem.
Man kan mærke, at det er en nutidig lyriker, der har skrevet teksten. Det kræver lidt tanker og indlevelse, før man forstår det hele og kan synge med – men så bliver man også belønnet.

Teksten er et lille digt. Ved hjælp af gentagelser og små variationer bliver aftenstemningen malet frem. For eksempel optræder ordet ”magi” i linje tre hos alle tre vers, men magien skifter fra ”orangerød” over ”lillalyserød” til ”sommernatteblå”. Man ser det for sig og frydes.

Sangen er en født klassiker. Den kom hurtigt med i Højskolesangbogen og er blevet indspillet i mange forskellige versioner. På den gammeldags maner med stort veldresseret kor, Musica Ficta eller DR Vokalensemblet. I mere enkel udførelse, hvor en enkelt solist synger. Og i jazzet arrangement med violin og harmonika.

Mange steder har sangen skiftet navn, så den i stedet har titel efter den første linje: ”Et hav, der vugger sig til ro nu”.

Danmarks Fællessang 2018
Danmarks Fællessang er et initiativ arrangeret og skabt i samarbejde med Spil Dansk, Højskolerne og Kulturmødet Mors