Genrer


Den danske sangskat: "Flying"
Flying – Musik & Tekst: Michael Kolster, fremført af Nice Little Penguins 1994
Det er december måned 1983. Den almindelige julestemning har indfundet sig i det meste af landet og overalt er der pyntet op til jul.
I Aarhus-forstaden Viby, sidder en ung lærerstuderende og stresser over en eksamensopgave. Julestemningen har ikke indfundet sig hos Michael Kolster endnu.
Han er studerende ved Århus Seminarium, og har en eksamensopgave hvis deadline er faretruende tæt på.
Opgaven lyder: Lav musik til et musikhold inkl. Instruktion og beskrivelse af processen.
Michael Kolster har ønsket sig en akustisk guitar og har fået en ukulele af sin kæreste. Det er næsten komisk.
Men, ok. Det instrument må kunne bruges til noget. Med en pakke cigaretter og rigelige mængder kaffe til arbejdet komponerer han et meget hurtigt lavet nummer på sin ukulele. Sangen, der får titlen ”Mickey Mouse”, omhandler Walt Disneys vennesæle karakter i en amfetamin-rus. Ret surrealistisk og udelukkende for sjov og for at få afleveret opgaven inden juleferien. Slut med den sang, der er lige så hurtig glemt som den er skrevet.
10 år senere er Nice Little Penguins, der er dannet under dette navn året før, i gang med indspilningerne af deres andet album, der skal følge op på den meget lovende og gennemarbejdede debut ”Beat Music”, der er udsendt i foråret 1993. Som på debuten, er pladens producer guitaristen Michael Bruun der har en fortid i det danske progressive orkester Thors Hammer samt senere succesfulde poporkestre som Tøsedrengene og Ray Dee Ohh.
I Verner Studiet i København NV er man ved at lukke pladen, men der mangler lige et eller andet for at fuldende albummet her i 11. time.
Om det er studie-kuller eller hvad der foregår i studiet er lidt uklart, men i hvert fald hives ”Mickey Mouse” op af mølposen som kandidat til at ryge med på pladen. Teksten er indiskutabelt for meget, og lige inden båndet ruller skrives den hurtigt om af Michael Kolster. Sangen får titlen ”Flying”, der også bliver albummets titel da det udsendes i foråret 1994.
Hvad kun bandet ved er, at det er en ren intern joke at nummeret kommer med på albummet. Ingen fra orkesteret, den ekstra hyrede guitarist Boi Holm eller producer Michael Bruun, forventer at skulle forholde sig yderligere til det nummer. Der er andre numre på pladen der forventes meget mere af.
Det går anderledes. Ret hurtigt får det fængende omkvæd, den dejlige lette stemning og de gode vibrationer i nummeret fat i publikum over det ganske land.
DR spiller nummeret både tidlig og sent på P3 og efter at havde spillet nummeret live i flere primetime shows på landsdækkende tv er bandets gennembrud en realitet. Ganske anderledes end den musik bandet ellers spiller, der rummer mere seriøsitet og musikalsk set er mere iderig og nysgerrig.
Albummet, der udkom som cd og kassette, sælger vanvittige 70.000 ex. inden nytår, og DR kårer sangen som årets radiohit i 1994.
Trioen, der består af Michael Kolster på guitarer vokal, Carsten Kolster på trommer samt Bo Feierskov på bas og vokal, turnerer massivt i flere lande det næste halvandet år, og sangen vinder et stort publikum over det meste af kloden.
Senere bruges nummeret endog som baggrundsmusik til flere reklamer, blandt andet for Dansk Tipstjenestes Lotto.
Generelt har nummeret anno 2018 fået sit eget liv. Udover de to versioner som bandet selv har indspillet, findes der over 50 coverversioner på flere forskellige sprog.
Det vidste ingen den dag i 1993 i Verner Studiet i København. Bandet vidste sikkert heller ikke at de ville stå i de fleste byer fra Gedser til Skagen og spille nummeret 25 år senere på den igangværende sommerturne her i sommeren 2018. Men sådan blev det. Og det er en ganske god pophistorie.
P.S. Den omtalte ukulele er i øvrigt senere doneret til Museum Ragnarock - Museet for pop, rock og ungdomskultur, der ligger i Roskilde.
Danmarks Fællessang 2018
Danmarks Fællessang er et initiativ arrangeret og skabt i samarbejde med Spil Dansk, Højskolerne og Kulturmødet Mors