Den danske sangskat: Man binder os på mund og hånd

I dag forbinder vi lynsnart tekstens ord med besættelsen og frihedstrangens ukuelige ånd, men det var paradoksalt nok besættelsescensuren og udeladelsen af frihedsparolerne, der gjorde sangen til det, den er i dag.

Sangen blev skrevet af Poul Henningsen i 1940 til revyen Dyveke (melodi Kai Normann Andersen). Visen var allerede færdigskrevet før besættelsesdagen, den 9. april. Revyen Dyveke skulle have præmiere i maj, så Henningsen fik travlt med camouflering og luftige omskrivelser. Fangenskab, bundethed og besættelse blev omdannet til at handle om ægteskabet og dettes fortrædeligheder. Selvom ægteskab muligvis heller ikke dengang var en dans på roser, var hensigten ikke til at tage fejl af – sangen blev allerede fra præmieren et udtryk for dansk besættelsesmodstand.

Revyviser havde via sin form gode levevilkår under censurradaren i besættelsestiden. Hvis man tog den omskrevne tekst for pålydende, gik den igennem censuren. Nazister kunne vel også sætte sig ind i det almengyldige ved trælse ægteskaber?

Et fremherskende genretræk ved revyen er jo netop ironien i det usagte og de dobbelte betydningslag. Derfor kan man – ironisk – sige, at censuren gjorde Man binder os på mund og hånd en kæmpetjeneste. Det er netop det usagte og påtrængende, der gør visen smuk og betydningsfuld.

I 2004 blev sangen genindsunget af gruppen Outlandish, der beholdte teksten, men satte en ny melodi på. I Outlandish’ version fik parolerne om tankens frihed og censurens undertrykkelse en moderne, men lige så skarp betydning som en lussing i ansigtet på de, der ikke kan læse mellem linjerne.