Genrer


Den danske sangskat: Nu' det jul
Nu' det jul
Komponist & Tekstforfatter: Hans Dal & Flemming Jensen 1988
”Nu’ det jul, nu det’ jul” – et udråb, en konstatering?
Ordet ”nu” går igen i mange julesange og julehistorier, for NU må det da snart være jul. Denne utålmodige venten, som naturligvis skal være tålmodig. For er man ikke et artigt barn, får man måske ikke det, man ønsker sig.
I Danmarks Radios lange række af selvproducerede julekalendere er ”Nissebanden” en af de mest genudsendte. Og det skyldes vel, at den har en blivende kvalitet?
Første gang, vi stiftede bekendtskab med den brogede flok i vandmøllen, er i 1984. Her tumler nisserne Lunte, Gemyse, Pil, Skipper og Hr. Mortensen rundt mellem hinanden. Én ting kan de blive enige om: Risengrød. Risengrødssangen synges i samtlige afsnit, og er blevet sunget lige siden igen og igen. En fin, lige-ud-ad-landevejen sang, hvor det oven i købet er helt legalt at smaske. Dét ka’ vi li’. Det er Lunte selv, der har skrevet sangteksterne. Den gemytlige Flemming Jensen, der uden for julens rammer sandelig også laver samfundsskarpe situationer. Komponisten er den klassiske guitarist Hans Dal, der også optræder på skærmen som agentnissen A-38.
Fem år senere er Nissebanden nu taget til Grønland. For at hjælpe selve julemanden, forstås. Herfra får vi flotte naturbilleder og nye sange, blandt andet en sang om den nuttede sæl Luffe. ”Du har en snude, der er våd af vand / og en hale lissådan.”
Og så denne sang ”Nu’ det jul”. En todelt sang, der starter med det glade budskab: ”Nu’ det jul! Nu’ det jul! / Alle nissebandernisser er så glade / de skal tømme mange, mange fade / fyldt med risengrød.” Et godt tempo, hvor de mange ord serveres rapt.
Andel del af verset er mere majestætisk; her er vi ”Højt oppe, langt mod nord / der hvor Julemanden bor”.
Men er der noget galt? I andet vers er nisserne ængstelige: ”Men hvad nu? Er han træt? Har han grædt?” Selveste julemanden GRÆDT? Nej, det kan da ikke være rigtigt. Og sangen slutter som cliffhanger: ”Får vi noget svar? / Er hans kane klar? Og bli’r det mon en dejlig jul?”
Uha, hvor er det godt, der hvert eneste år er afsnit hver dag, indtil det endelig bliver den 24. For tænk, hvert eneste år er det minsandten blevet jul, selvom alverdens ulykker og onde mennesker har forsøgt at sabotere højtiden.
En fængende sang, som man kan synge med på med det samme. Og oven i købet i velbehagelig C-dur, så de fleste musikanter kan være med.
”Nu’ det jul” burde egentlig afslutte julekalenderen som en Grande Finale med fuld orkestrering og englekor og en salig taksigelse. Musikken lægger op til en pompøs slutning, men indholdsmæssigt er den altså uforløst. Så ”Se næste afsnit i morgen”.
I 2003 sendes Nissebanden minsandten til Dansk Vestindien, og sangene bliver peppet op med calypsosmag, jo jo. Lunte spilles stadig af Flemming Jensen, men nu er der bådet fitnisse og kviknisse med. Og igen får vi flotte billeder fra den svundne tid omkring 1917, hvor Danmark solgte øerne til USA…
Og selvom der tilsættes nordiske reggaeingredienser, synger vi alle med på ”Det er risengrød – smask – smask –smask!”
Danmarks Fællessang 2018
Danmarks Fællessang er et initiativ arrangeret og skabt i samarbejde med Spil Dansk, Højskolerne og Kulturmødet Mors