Den danske sangskat: Se, nu stiger solen af havets skød

Hårene rejser sig uvægerligt i nakken, spreder sig lynsnart til armene, og bliver til kradsbørstig ståpels, når kirkeorgelet hamrer de første, bombastiske toner af Jakob Knudsens "Se, nu stiger solen af havets skød". Mange danskere, der ikke har en ugentlig tur forbi kirken, forbinder salmen med begravelse og sorg.   Hvis man ikke nærlæser teksten, er dette da heller ikke så underligt; Oluf Rings melodi er storladen og varsler et stille drama mens huden isner til især tekstbrudstykkerne om synd og død, om natmørkt hav, at stævne mod sin grav mens Guds hånd mennesket udriver af dødens garn.   Først ved nærlæsning af teksten ser man, at død og ødelæggelse ikke er kerneomdrejningspunktet, men faktisk det modsatte; liv, forhåbning og begejstring. Se, nu stiger solen er en morgensalme, en hyldest til dagen, til livet, til troen;   Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst   Jakob Knudsens solopgang er oplevet og sanset. Versene svinger frem og tilbage mellem jordisk, menneskelig sansning og det guddommelige i en konstant vekslen.   Denne dualisme mellem det menneskelige og det guddommelige giver tillige et indtryk af den diskussionslyst, tvivl og splittelse, der herskede i slutningen af det 19. århundrede om hvordan man kunne passe nye naturvidenskabelige og naturalistiske tanker ind i kristendommen, så begge kunne leve i fordragelighed side om side. "Se, nu stiger solen" blev derfor også optaget i Højskolesangbogen længe før optagelsen i Salmebogen.  

Om tekstforfatteren

Jakob Knudsen blev født i Rødding 1858 som søn af en højskolelærer og stærkt påvirket af den Grundtvig/Kold’ske tradition. Senere læste han pligtskyldigt teologi, selvom det var filosofien, der i højere grad interesserede ham.    Knudsen har både skrevet salmer, men også romaner, der alle i en vis grad handler om hedensk trang til selvudfoldelse over for angsten for at forspilde livet.