dummy

Den fortabte søn vender tilbage

12-03-2019
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne

Medierne beskæftigede sig i sin tid meget med dokumentarfilmen Searching for Sugar Man om rockmusikeren Rodriquez, som efter at have indspillet to kritikerroste (men ikke særligt succesfulde) plader i 1970 og 1971 forsvandt ud i glemslen og fandt sig et job som bygningsarbejder. Dvs. helt glemt var Rodriquez ikke. I Sydafrika og i Australien var lytterne begejstrede for hans plader, som solgte i kæmpemæssige oplag og indbragte musikeren flere platinplader (selv om ingen fortalte ham om succesen). Først i 1998 fik Rodriquez kendskab til sin berømmelse i andre verdensdele, og i begyndelsen af det nye årtusinde blev hans plader genudgivet i USA, så et helt nyt publikum fik mulighed for at stifte bekendtskab med den "glemte" singer-songwriter.

Helt så spektakulær er historien om Bob Lind ikke, selv om den faktisk ligner historien om Rodriquez en hel del. Bob Lind oplevede i modsætning til Rodriquez berømmelsen i fuldt omfang med en af sine tidligste indspilninger, "Elusive butterfly" fra 1966, og nummeret har fortsat nærmest mytologisk status inden for rockmusikken. Men efter den første overvældende succes begyndte det at knibe for Lind med at holde fast i sit publikum. To lp'er: Don't be concerned og Photographs of feeling, begge fra 1966, fulgte op på singlehittets succes og blev begge pænt modtaget af kritikerne og publikum. Men Lind var ikke nem at arbejde sammen med, og det lykkedes ham ikke at få udsendt flere plader i 60'erne. Til gengæld vendte han stærkt tilbage i 1971 med den kritikerroste lp Since there were circles – men pladen solgte ikke ret godt.

Efter den nedslående udvikling på musikfronten kastede Bob Lind sig over andre arbejdsområder og begyndte bl.a. at skrive romaner, skuespil, filmmanuskripter, artikler mv. Han forsvandt fra musikscenen, og selv om hittet "Elusive butterfly" stadig levede i bedste velgående på opsamlingsplader fra 1960'erne, hørte man ikke mere til musikken fra Linds side. Før i 2006, hvor selskabet RPM Records valgte at genudsende Since there were circles på cd, hvorved lytterne igen fik mulighed for at lægge øre til den 35 år gamle, glemte udgivelse.

Cd'en blev vel modtaget, og Lind øjnede en ny chance for få sin musik ud. Allerede i 2004 havde Arlo Guthrie overtalt ham til at vende tilbage til live-scenen, og han har siden med jævne mellemrum optrådt med sit omfattende repertoire i USA og England. I 2006 fik Linds fanskare andre steder på kloden så også mulighed for at høre, hvordan en koncert med sangeren lød, da han udsendte cd'en Live at the Luna Star Cafe på sit eget forlag. Og ikke nok med det; Bob Lind havde i løbet af sine turnéer fået lyst til (og mulighed for) at få sin nyskrevne musik ud til fansene, og denne drøm blev til virkelighed i efteråret 2012, hvor cd'en Finding you again blev udsendt. Oven i købet en uge forsinket i forhold til udgivelsesplanen på grund af mange forudbestillinger!

Bob Lind lever endnu (han er midt i 70'erne) og har det godt at dømme efter hans senere udspil. Hans stemme er lige så fyldig og har lige så stor rækkevidde som for 40 år siden, og hans sange er lige så smukke og iørefaldende som i 1971. Måske er der ikke en "Elusive butterfly" blandt de nye numre, men det er der heller ingen grund til. Det gamle nummer kan fortsat høres af alle, og det er fortsat en ren fornøjelse at gøre det. De nye numre befinder sig inden for det samme tekst- og melodi-univers som Linds tidligere sange, men bærer samtidig et umiskendeligt præg af at være blevet til i en mindre uskyldig tid, hvor forholdene ikke er helt så rosenrøde som de (måske) var i 1960'erne.

I was reading about the astronauts
They were weightless out in space
Like floating flecks of dust they soared and swirled
But when they got back home
They had to teach their legs to walk again
Crippled by the gravity of the world.

And for no reason I know of I thought about lies
The lies that protect our money
The lies that guard our pride
The lies that keep our trigger finger curled
The necessary lies that keep our loved ones free from pain
Keep us tethered to the gravity of the world.

Det rockende indledningsnummer på Finding you again, "How dare you love me", præsenterer en sanger, som både er ældre og mere erfaren end den unge Bob Lind – og måske af samme grund også mere skeptisk over for sig selv. Sangen "The gravity of the world" trækker linjer fra de nære ting til de store spørgsmål i livet og gør det til akkompagnement af en smuk og følsom melodi. Der er masser af musikalske højdepunkter på pladen, og faktisk er der kun et enkelt svagt bidrag: nummeret "Somebody's angel". Sangen er skrevet af Peter Allen og David Lasley, og det er første gang nogensinde, Lind har indspillet et nummer, han ikke selv er ophavsmand til.

Det skulle han ikke have gjort. Sangen starter roligt, men bliver mere og mere svulstig, efterhånden som nummeret skrider frem, og er til slut ganske ubærlig at lytte til, indsovset som den er i en vældig strygerindpakning. Hvad der har fået Bob Lind til at lade nummeret indgå på cd'en på lige fod med sangerens dejlige sange om livet, døden og kærligheden er for denne lytter en gåde. Akkompagnementet er helt anderledes end på de øvrige 12 sange, og det virker som en befrielse og en lise, når man kommer fra "Somebody's angel" til cd'ens næste sang, "The thunder of goodbye". Mærkværdigt.

Hvis man efter at have hørt den nye cd har fået blod på tanden efter at se Bob Lind optræde live, er der også mulighed for det. Enten kan man se klip med sangeren på YouTube (eller på Linds egen hjemmeside), eller man kan købe dvd'en Perspective, som dels indeholder koncertoptagelser af 13 af Linds sange, dels et interview, hvor sangeren fortæller om sit liv og sin karriere. Måske er indholdet på dvd'en ikke lige så interessant som filmen om Rodriquez, og måske er historien om Bob Linds tilbagevenden til musikscenen efter 40 års fravær ikke lige så fantastisk som beretningen om den genfundne sanger Rodriquez. Men det er tæt på.

Lån musik med Bob Lind fra dit nærmeste bibliotek