Den gådefulde musik

Moderne improvisationsmusik er musik, der bliver til uden nogen køreplaner, noder eller forhåndsaftaler, og det er en musikgenre som er udsprunget af 1960’ernes freejazz. Samtidig er den moderne improvisationsmusik som vi kender den i dag en musikgenre, der nok indeholder endnu flere spørgsmål, end den indeholder svar. Hvad kan den? Hvad vil den? Hvor skal den hen, og hvordan lyder den egentlig? Disse er, efter min mening, nogle af de første spørgsmål, der melder sig når man starter som lytter af denne genre. Selvom jeg vil betragte mig selv som en rutineret lytter at denne type musik, kan jeg ikke umiddelbart svare på disse spørgsmål. Derfor er det måske lettere at svare på, hvad improvisationsmusikken nok ikke er, end det er at svare på, hvad den er. Det vil altså sige, at det måske er enklere at tale om genren, som det vi kalder en negation – noget, der definerer sig selv negativt.

Improvisationsmusik er ikke numre, der på forhånd er komponeret. Der kan i regelen ikke bruges tekst, der på forhånd er skrevet. Man kan egentlig ikke bruge indstuderede musikpassager. Man kan ikke bruge materiale fra anden musik. Man kan ikke efterstræbe at lyde som en anden instrumentalist, som man som musiker måske er særligt interesseret i. Alle disse definitioner på hvad genren ikke er – altså negationer – kan måske virke selvindlysende nu, hvor genren vi taler om er improviseret musik, altså noget der ikke på forhånd er planlagt og aftalt. Men, helt så selvindlysende er det nu ikke, for spørgsmålet er, om man som musiker overhovedet kan spille musik, der ikke anvender disse nævnte musikalske virkemidler.

Svaret er ja. Det kan man godt. Og det, der er det glædelige ved dette standpunkt er, at når man som musiker har lagt disse virkemidler bag sig for at arbejde og spille i et musikalsk klangligt miljø, hvor det er andre virkemidler og andre muligheder for at bedømme den musik vi hører, ligger der en verden af frihed og af muligheder. Her skal det dog indskydes, at jeg ikke mener, at det altid er nødvendigt, at bedømme den musik man hører eller spiller. Men, man skal dog være ret så virkelighedsfjernt anlagt, hvis man ikke ser, at det at bedømme den musik vi hører er en ret så væsentlig del af vores vestlige musik- og kunstkultur. Men lad os nu for en stund glemme det og i stedet tale om musikalske muligheder.

Den altoverskyggende alt absorberende og altomsluttende mulighed ved den improviserede musik er friheden. Frihed til at efterlade alt hvad man har lært. Frihed til at vælge fra og vælge til. Frihed til at spille på en totalt ustemt guitar. Frihed til at slå løs på et revnet bækken eller en gammel hjulkapsel. Frihed til at fylde flygelet med avispapir. Frihed til at pille mundstykket af saxofonen og hvæse som en våd kat. Mulighederne er endeløse. Kernen er, at når man forlader det vi kan kalde almindelig musik og almindelige musikalske virkemidler, åbner der sig helt andre muligheder. Den eneste forpligtigelse man har, er i første omgang til sig selv, til sin egen æstetiske indstilling. For selvom den almindelige musik bliver forladt, må det, at lave musik vel stadig dreje sig om at lave noget, der giver en form for tilfredsstillelse at lytte på. Og det er i første omgang nok, at det kun giver én selv en klanglig tilfredsstillelse. Hvad andre synes må komme i anden række.

En af genrens hovedmænd, guitaristen Derek Bailey, der døde i 2005, har sagt, at improvisationsmusik ligeså godt kan udføres af dilletanter, som den kan udføres af højtuddannede musikere. Jeg har taget mig den frihed, at tolke Baileys udsagn i retning af, at æstetisk skønhed har mange ansigter og det, at en musiker er højt uddannet ikke nødvendigvis er garant for klanglig skønhed. Og, nu er vi nok nået til den største frihed, som den improviserede musik indeholder: Friheden til frit at tolke, hvilken form den æstetiske skønhed kan tage, og samtidig erkende det ansvar, der ligger i, at ingen svar er givet på forhånd – den gådefulde musik.      

Læs mere om Jakob Thorkild Overgaard.