Genrer
Den gamle greve
Dette har intet med Adelskalenderen at gøre. Vi taler om Count Basie, et navn, der rager op i jazzhistorien som Armstrong og Ellington.
Han var en lille, firskåren mand, nærmest trind. Venlig og ligefrem, men uden f.ex. Duke Ellingtons helt specielle, sofistikerede elegance. Ingen skjulte dagsordener her, intet krukkeri - det være sig nok så charmerende -, men en mand, der på sin egen diskrete måde kom til at præge jazzen igennem et halvt århundrede. Og som ikke mindst, dybest set nok i højere grad end Ellington, medvirkede til at gøre jazzen populær, i dette forslidte ords bedste forstand.
I realiteten var han enebarn (en broder døde som spæd), og moderen gav ham selv lidt klaverundervisning i hjemmet i den lille by Red Bank ude i New Jersey. Fødselsdagen var den 21. august 1904, døbenavnet var William, og han var stadig teenager, da han begyndte at tage turen ind til New Yorks Harlem og lade sig inspirere af lidt ældre kolleger som James P. Johnson, Luckey Roberts og Willie The Lion Smith. Men det var mødet med den jævnaldrende Fats Waller, der for alvor tændte ild i den stræbsomme unge mand, og snart havde Waller hjulpet ham til jobs med bl.a. en række af tyvernes talrige turnerende vaudevilleshows, foruden at han ofte spillede i stumfilmsbiografer.
I 1928 blev Basie medlem af bassisten Walter Page's Blue Devils (stadig spillede Page dog primært tuba) i Kansas City, byen, som ikke mindst i kraft af borgmester Tom Pendergasts temmelig liberale forhold til lovgivning omkring spiritus og forlystelsesliv var et sandt Mekka for alle former for underholdning. Man kan jo mene forskelligt om Pendergasts måde at styre byen på, men det forekommer indlysende, at det virkede stærkt stimulerende på musiklivet. Det følgende år indgik en del af musikerne fra Pages orkester i Bennie Motens, som hurtigt markerede sig som et af midtvestens førende og endda tog på en længere turné østpå. Men få år senere havde orkestre som Andy Kirks og Thamon Hayes' Kansas City Rockets vist Motens orkester vintervejen, og det endelige strå, der knækkede kamelens ryg kom i 1935, da Moten døde (angiveligt ved en slags lægesjusk), da han skulle have taget mandler. En del af musikerne gik sammen under Basies ledelse og dannede grundstammen (omend der hurtigt skete udskiftninger) i det Basie-orkester, der snart skulle vække opmærksomhed også langt udenfor Kansas City. Det er imidlertid hér, Basie-orkestrets historie for alvor bliver skudt igang, og dét ved et af historiens sælsomme tilfælde. Et af dem, hvor den med "hvad nu hvis ..." kunne være sjov at bruge.
En novemberaften i 1935 havde Benny Goodmans orkester spillet på det fashionable Congress Hotel i Chicago. Blandt lytterne var, som så ofte, en ung mand ved navn John Hammond, jazzfan om en hals, ud af Vanderbilt-familien, og god ven af Goodman (som senere giftede sig med hans søster). Efter at musikken var slut, sad Hammond på et tidspunkt på parkeringspladsen i sin bil, som havde en ekstremt kraftig radio. Han fangede en transmission fra Reno Club i Kansas City med netop Basies orkester, og, som han siger det i sin selvbiografi: "Jeg troede simpelthen ikke mine egne ører". Få dage senere mødes de, og Hammond er stærkt medvirkende til, at Basies orkester først får jobs i Chicago og senere i New York. De første måneder ikke ligefrem med øresønderrivende succes, for den musik, som den halve snes mand leverede, var efter alt at dømme ikke videre raffineret. Arrangementerne enkle, robuste, riff-baserede, som regel bare aftalt musikerne imellem, ofte uden brug af noder, og samtidige vidnesbyrd giver ikke points for hverken elegance eller præcision i sammenspillet.
Allerede fra starten af 1937 kan vi følge orkestret på plade - Hammond prøvede at forhandle en kontrakt hjem med selskabet Brunswick, men Deccas Kapp-brødre gik bagom ryggen på ham og sikrede sig Basies underskrift på noget, der i realiteten var en slavekontrakt: 24 pladesider om året i tre år, betaling til Basie alt i alt 750 dollars om året. Royalties? Nixenbixen. Man tør vel sige, at den investering fra Deccas side har tjent sig pænt hjem, al den stund der imellem de 61 indspilninger, som det blev til, var jazzklassikere som "One o'clock jump", "Blue and sentimental", "Swingin' the blues" og "Jive at five". Nu var orkestret efterhånden udvidet til 13 mand. Rytmegruppen med Basies mere og mere spartanske klaverspil, Water Pages klippefaste bas og Jo Jones' spændstigt flydende trommespil blev forstærket med Freddie Greens guitar (da han døde i 1986, var han få måneder fra sit 50-års jubilæum i orkestret), og var en enestående effektiv, organisk og egalt swingende bærebølge under ensemblespillet, hvor solister som trompetisterne Buck Clayton og Harry Edison, tenorsaxofonisterne Lester Young og Herschel Evans og basunisten Dicky Wells kunne fortælle de smukkeste små historier på de få takter, de som regel havde til rådighed. Foran orkestret stod den korpulente sanger Jimmy Rushing (ikke uden grund kaldet Mr. Five By Five), en af jazzens mest personlige blues-sangere, og - på spindesiden - først Billie Holiday (som dog af kontraktlige grunde ikke kunne indspille med orkestret) og senere Helen Humes.
Fra starten af 1938 er orkestrets nationale berømmelse uomtvistelig. Kombinationen af et heftigt turnéskema, radiotransmissioner fra mange af spillestederne og de første plader har dels gjort orkestret synligt, kittet det effektivt sammen og placeret det tæt på Duke Ellingtons, Cab Calloways, Fletcher Hendersons og Chick Webbs. Sammenspillet var pudset af (men ikke i en grad, så det robuste swing var tæmmet) og solisterne var en veritabel stjerneparade, hvad jo også kan aflæses af, at mange af dem hyppigt blev brugt ved pladeindspilninger udenfor orkestrets kreds, ikke mindst i en række optagelser med Billie Holiday. I sammenligning med andre af swingtidens store orkestre er det tydeligt, at Basies musik ofte har en lidt anderledes elasticitet over sig, både ved pladeindspilninger og på jobbene, hvorfra vi med årene har fået en lang række liveudgivelser, takket være mange klubbers transmissioner.
Fra starten af 40'erne ændrede orkestrets musik sig en smule. Besætningen var nu stabiliseret på fire trompeter, tre basuner, fem saxer og rytme plus et par vokalister. Både størrelsen og den hyppigere udskiftning i besætningen (bl.a. på grund af indkaldelser til de væbnede styrker) gjorde, at nedskrevne arrangementer var uomgængeligt nødvendige, så selv om det vil være urimeligt at tale om "nedtur", havde musikken ofte lidt mindre gejst og gnist end tidligere. Og nok dukkede der fremdeles unge, begavede solister op, men helt fordunkle mindet om Buck Clayton, Lester Young, Dicky Wells og Jo Jones kunne de ikke.
Specielt den sidste halvdel af fyrrerne var en hård tid for de store jazzorkestre. Den nye jazzstil, beboppen, var i udpræget grad en musik for små besætninger, og det brede publikum var ikke nær så interesseret i bigband-musik, hverken som danse- eller lyttemusik, som tidligere. Mange, selv af de mest velrenommerede orkestre blev opløst, og Basie måtte i årene 1950-51 skrue ned for blusset og arbejde med en septet, men det er næppe for meget sagt, at hans musik i årene umiddelbart forinden også havde lidt under en vis mangel på retning og musikalsk focus. Forklarligt nok, al den stund orkestret rummede både ældre og yngre musikere, og at Basie desuden altid havde haft svært ved at være ham, der bestemte uindskrænket. Snarere var han - i modsætning til adskillige af sine kolleger - "one of the boys", hvad der bl.a. afspejlede sig i, at han altid rejste sammen med musikerne i orkesterbussen.
Med et nyt booking-agentur, et par forsøgsvise jobs på nogle af New Yorks store dansesteder og en ny pladekontrakt i ryggen, vovede Basie dog i slutningen af 1951 atter at samle et stort orkester. Stadig med den uforvekslelige, spændstigt swingende puls og arrangementer, der nok var anderledes end førkrigsorkestrets, men stadig bibeholdt det ligefremme og ufortænkte, basalt swingende og ofte bluesbaserede, lå successen lige om hjørnet, og med tilføjelsen til orkestret af de to tenorsaxofonister Frank Foster og Frank Wess (sidstnævnte også en begavet fløjtenist) og effektive arrangementer, ofte af Frank Foster, Ernie Wilkins eller Neal Hefti, var Basie klar til, ikke bare endnu en gang at erobre USA, men også resten af verden. "The New Testament Band" havde kridtet banen op.
Basie-orkestrets første Europaturné i starten af 1954 var starten på en meget lang række af besøg i den gamle verden. Koncertarrangøren og pladeproduceren Norman Granz stod fra nu af for Basies turneer, og det kirsebær på toppen af kagen, som adskillige stadig syntes, at de manglede i Basies musik, dukkede op juledag 1954 i skikkelse af den høje, elegante sanger Joe Williams. Williams havde en glimrende swingfornemmelse, men også en vis rhythm'n'blues-flavour over sig, og så kunne han som få sælge varen uden at overspille rollen som entertainer. Indspilninger fra perioden som "April in Paris", "Every day I have the blues" og "Shiny stockings" var tæt på at blive regulære hits, ligesom 1957-lp'en The atomic Mr. Basie var det. Og var koncertrepertoiret - som det jo også var tilfældet med Ellingtons orkester - ofte farvet af ønsket om at give publikum en ganske liberal dosis af de veltjente successer, var orkestret i disse år dog også præget af en ret uimodståelig kombination af vitalitet, velsmurthed og glimrende solister. Imellem indspilningerne for Norman Granz' selskab Verve lavede orkestret en række plader - en del af dem live-optaget - for selskabet Roulette, og så i første halvdel af 60'erne en håndfuld ganske ujævne for Frank Sinatras nystartede selskab Reprise. Men var de ujævne som helhed, var der dog blandt dem også tre, som alt i alt er blandt det bedste, der kan opdrives i den genre, man kunne kalde "jazz-entertainment" i mangel af bedre betegnelse, nemlig de tre, hvor Basie-orkestret samarbejder med Sinatra himself: Sinatra-Basie (1962), It might as well be swing (1964) og Sinatra at the Sands (1966).
Nu var Basie-orkestretss Europabesøg en stort set årligt tilbagevendende foreteelse. Fulde huse hvorsomhelst og en popularitet langt udover den hårde jazz-kerne, medvirken i adskillige film (som i Louis Armstrongs tilfælde ofte som garniture uden nogen dybere filmisk funktion) og stribevis af gæsteoptrædender i radio- og tv-shows. Hvad egentlig fornyelse angår, var der i disse år ikke meget at komme efter i orkestrets musik. Plader som Basie meets Bond, Basie's Beatle rag eller Pop goes the Basie afspejler mangelen på musikalsk focus, og koncertrepertoiret forblev noget snævert, for Basie selv var altid tøvende overfor at lade nye numre få indpas uden videre. Et eksempel på, hvor meget det kunne hjælpe med lidt nyt blod, var arrangøren Sammy Nesticos arbejde for orkestret, og det var tydeligt, at den måde, Nestico udnyttede orkestrets ressourcer på - frisk, men uden at kaste vrag på de basale elementer, der havde været orkestrets kendemærker i en menneskealder - var lige efter Basies hoved, og plader som Basie - straight ahead og Have a nice day demonstrerer tydeligt, at orkestret i de rette hænder langtfra var udbrændt.
Da Norman Granz i 1972 efter nogle års pause atter startede som pladeproducer, var Basie én af de første kunstnere, han knyttede til sit nye selskab, Pablo (dét med Picasso-logoet, der både kan minde om en gymnasticerende mand og en tissende hund), og indtil sin død i 1984 indspillede Basie udelukkende for Granz. Igen vil det være forgæves at lede efter radikale fornyelser i musikken, men de ca. 40 plader, Basie indspillede igennem denne halve snes år, viser til gengæld noget helt andet, nemlig pianisten Count Basie i meget forskellige sammenhænge udenfor det store orkester. Og hans klaverspil var ofte en solid attraktion i sig selv, for Basie havde hidtil holdt sig i baggrunden som solist. Men nu kunne han pludselig høres i forskellige jamsession-prægede sammenhænge, i duo med Oscar Peterson (Satch and Josh), i kvartetter med Zoot Sims (Basie and Zoot) eller Dizzy Gillespie, eller - måske lidt overraskende - som 70-årig i sin første indspilning overhovedet i det "klassiske" trioformat med klaver, bas og trommer (For the first time). Så indenfor de selvpålagte rammer kunne den lille, trinde mand stadig overraske, som det f.ex. skete ved en af koncerterne på jazzfestivalen i Montreux (Count Basie jam - Montreux '77), hvor han pludselig ruller en trioblues ud af ærmet, kulminerende i en gang stride-klaver af den klassiske slags.
Efter nogle års tiltagende svagelighed og en periode, hvor han indfandt sig på scenen siddende i en elektrisk kørestol (hurtigt døbt en "Basie-scooter") døde Count Basie den 26. april 1984, året efter sin kone gennem næsten 50 år, Catherine. Året efter ville han have kunnet fejre 50-års jubilæum som orkesterleder. Orkestret opløstes dog ikke med Basies død, men fortsatte, først med Thad Jones og senere med Frank Foster og Grover Mitchell som kapelmestre. Glimrende musik er der fortfarende blevet spillet, men det er næppe urimeligt at hævde, at uden Basie (og Freddie Green) er det ligesom, der mangler noget. Jeg tror, det var jazzskribenten Nat Hentoff, der engang berettede om, hvordan han havde overværet en prøve med orkestret: Basie trissede rundt og lyttede, og de spillede glimrende, men i det øjeblik, han selv satte sig på klaverbænken og stak et par af sine karakteristiske, spartanske figurer ud, var det som om, der blev sat strøm til orkestret ...
Blandt hans kolossale pladeproduktion kunne følgende (udover de allerede angivne) nævnes som en art introduktion, ikke mindst til orkestrets forskellige perioder: America's # 1 band! (Columbia), en 4-cd box med optagelser fra perioden 1936-51, inklusive en række live-optagelser i væsentlig bedre lyd, end vi hidtil har kendt dem; The original American Decca recordings (MCA), en 3-cd box med de klassiske 1937-39 indspilninger; Shoutin' blues (Bluebird) med indspilninger fra "overgangsperioden" 1949-50; April in Paris (Verve) fra 1955-56, hvor, ligesom på den samtidige Count Basie swings, Joe Williams sings, 50'er-orkestret mildt sagt swinger fanden et øre af. Breakfast dance and barbecue (Capitol) fra 1959 har orkestret i en veloplagt koncert, og på Count Basie at Newport (Verve) får 1957-orkestret besøg af de gamle venner Lester Young, Jo Jones og Jimmy Rushing. Basie big band (Pablo) er en repræsentativ 1975-udgivelse, og et sjældent (og bestemt ikke kedeligt) møde kan findes på Duke Ellingtons First time - Duke Ellington meets Count Basie (Columbia) fra 1961. Er man i den (lidt absurde) situation, at man bare skal have fat i én Basie-cd, må det blive dén, der er udsendt i tilknytning til Ken Burns' tv-film: Ken Burns Jazz - the definitive Count Basie har velvalgte stykker fra 1932 til 1957.
Og med tanke på det stilfærdigt-lakoniske, der prægede Basies fremtræden og klaverspil, er det tit, når jeg lytter til hans musik, Norman Granz' tilsvarende nøgterne introduktion fra en koncert, der ringer i ørerne: "... and on piano ... one of the real giants of jazz ... Basie".
For det var jo dét, han var.