Den gamle mand og lydhavet

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter med Aarhus Sinfonietta, SPOT Festival 2014, 3. maj, Store Sal, Musikhuset Aarhus

Store Sal bød på en lørdagstreenighed - et rytmisk ensemble, et klassisk ensemble og Den Gamle Digter. Men lad Dem ikke narre, digteren reciterede med en ungdoms klarhed og et indhold, der er hinsides alder, og den ledsagende musik var datidens jazz, nutidens nerve og fremtidens forunderlige fabuleringer.

I 1981 debuterede digteren Søren Ulrik Thomsen med City Slang, som Lars Hug satte musik til to år efter. Siden har Thomsen manifesteret sig som en af Danmarks ypperste digtere. For fire år siden begyndte han at arbejde sammen med det jazzede ensemble Det Glemte Kvarter, en septet med trompet og klarinet i front. Sammen udgav de for et år siden pladen Rystet spejl. Musik og Poesi, hvor Søren Ulrik Thomsens 23 digte iklædtes tætsiddende rytmisk musik. Uvilkårligt førte det tankerne tilbage til slutningen af 1970’erne, hvor vi nød Dan Turells oplæsning i tæt løb med legendariske Sølvstjernerne.

Til dagens opførelse var ensemblet udvidet med Aarhus Sinfonietta, som er et af Danmarks førende ensembler for ny, klassisk musik. De nyskrevne arrangementer er skrevet af komponisten Benjamin de Murashkin. Dirigent For Det Hele var Jeppe Uggerhøj, som forløste den mangefacetterede opgave med bravour. Hertil bidrog eventens stjerne betragteligt; Søren Ulrik Thomsen reciterede med en rytme og timing som en godtgarvet musiker.

Det veltalte ord

Søren Ulrik Thomsen lagde tyst ud med ”Selvom du stadig er smuk”, som også indleder samlingen Rystet spejl. På en gyngende bund i 6/8 byggedes værket roligt op med Mikkel Grevsens tætte trompet og den ordløse sangerinde Maja Hartnacks vævende vokaliser. For det var Thomsen, der havde ordet - og det havde han i sin magt. Vi fik meget lidt snak mellem numrene, men til ”Ode til regnen” oplyste Thomsen om digtets tilblivelse og videre liv via Politikens spalter. Regn er et gennemgående emne i digtsamlingen, og Store Sals luftfugtighed føltes stigende på en velbehagelig måde, hvor Søren Ulrik Thomsens sobre stemme medvirkede til en løsnen i skuldrene og afholdt afslapning. Men en afslappethed med åbne sanser; her blev formidlet vellyd med vinkel.

Den velfaldende regn

”På de dårlige dage” indledtes med skinger sirenesang, og indeholdt et crescendo, hvor balancen mod slutningen var faretruende ved at defavorisere digteren. Men det var ikke en dårlig dag, så Thomsens slutlinje var lige præcis hørbar. Vi oplevede vandpytterne på Melchiors Plads i ”Mens en urolig himmel flimrer” med et tilbageholdt flygel, hvor pianisten Janus Rønn Lind skabte associationer til Debussy - eller måske til en Agnes Obel-komposition? Før slutnummeret var vi ”I Hvidovre, på novemberdage” med en guitarsolo og en slutning, der endte i en ren kakofoni. Vi kunne se, at de dybe strygere var på hårdt arbejde med halsbrækkende hurtige løb. Skønne, spildte kræfter; passagerne lod sig ikke dechifrere i mine ører…

I 11. og sidste nummer fik vi en stille og afklarende coda, hvor digteren kunne fortælle os: ”Jeg har sat mig ved det bagerste bord”. Her sad han alene, sekunderet af en muted, æterisk trompet, og kunne tænke tilbage på rige og blå oplevelser. Regnen faldt - og bifaldet faldt. Det lykkedes at udvide udtrykket betragteligt med det klassisk ensemble, og koncertsalens størrelse var perfekt; det havde været for meget i en af de mindre salen. Når det talte ord bliver akkompagneret så musisk og samhørende som her, er det en stor oplevelse. Tak for en oplevelse, som sandsynligvis ikke lige vil blive gentaget, men tjek så Søren Ulrik Thomsen ud!