dummy

Den gamle skærslippers forårssang

29-11-2024
Jens Laigaard

Denne sang er en hyldest til outsiderne, de hjemløse, vagabonderne, dem samfundet har udskilt eller som selv, af den ene eller den anden grund, har valgt at leve uden for samfundet. Det er en hyldest til deres ukuelige humør og deres vilje til at overleve på trods. Alt samlet i et billede: den gamle skærslipper.

Hvad er en skærslipper? Nu findes de ikke længere, men før i tiden gik en skær-sliber fra hus til hus, især på landet, og tilbød at slibe knive, sakse, økser og andre skærende redskaber. Han var som regel i forhutlet stand, for han overnattede i lader eller i fri luft og fik ikke altid nok at spise. Det var en af de sidste udveje, hvis man ikke ville være decideret tigger.

Sigfred Pedersen tekst er fra 1955. Han var tidens bedste visedigter, og blandt hans andre topnumre kan nævnes “Nu går våren gennem Nyhavn” og “Katinka, Katinka, luk vinduet op”. Den valsende melodi var af Kai Normann Andersen, som ellers mest skrev raffineret musik til film og revy.

Nogle vil mene, at “Skærslipperen” giver et romantiseret billede af det hårde liv på landevejen. Men den optimisme og humor, der præger sangen, er den hjemløses svar på det, der følger med et liv på bunden, kulde, sult og sygdom. Den mørke side er bestemt også med.

Hvor er I nu, alle I jeg kendte,
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes i flaskens kluk.

Sundholm var en anstalt for tvangsarbejde på Amager, hvor sprittere, tiggere og “løsagtige” kvinder skulle forbedre sig til ordentlige borgere.

“Den gamle skærslippers forårssang” er som skabt til Erik Paaske med en harmonika i baggrunden. Så selvfølgelig har han indsunget denne folkelige perle, og det samme har Erik Grip, Poul Reichardt og Povl Dissing. En duet med Allan Olsen og Niels Hausgaard er det også blevet til.