Genrer
Den gode to'er - Allan Olsen fortæller videre
Allan Olsen: Laksetrappen – et skævt tilbageblik. Politikens Forlag, 2019
I 2015 udgav sangeren og sangskriveren Allan Olsen sin erindringsbog Tilfældigt strejfet. Efter fire års arbejde blev forfatteren Dan Phillipsens bog om Allan Olsen kasseret, og hovedpersonen skrev i stedet selv Tilfældigt strejfet – på 14 dage. Og det blev en herlig bog, der viste Olsen som en talentfuld forfatter.
Bogen sluttede, da Allan Olsen forlod hjembyen Frederikshavn og flyttede til universitetsbyen Aarhus. Siden har vi længselsfuldt ventet på efterfølgeren, og nu er den her: Laksetrappen – et skævt tilbageblik – 367 siders fabulerende erindringsglimt med fokus på Olsens hovederhverv: sangskrivningen.
Anekdotisk fabuleren
Og som med Allan Olsens sange og plader er det manden selv, der bestemmer det hele, og går de veje, han selv vil. Laksetrappen er et vidnesbyrd om Allan Olsens indre og ydre rejse fra de spæde universitetsår i Aarhus 1978 til udgivelsen af plade ”Jøwt” på klingende vendsysselsk i 2013. En rejse ofte mod strømmen; som laksen, der indædt rejser op ad floderne og bruger – laksetrappen.
Alene bogens opdeling er usædvanlig: Vi får fire dele, hvor første del er på godt to hundrede sider, anden del på det halve, tredje del på knap 50 og fjerde og sidste del på seks sider.
Gennem bogen bliver stilen mere og mere fabulerende, og Olsen lader tankerne svæve frit og slår ned på enkelte anekdoter, fortællinger. I fin tråd med hans fine og særegne sangskrivning, som har fundet et stort publikum.
Den unge Olsen kommer til Aarhus i slutningen af de frie 1970’ere og starter på danskstudiet på universitetet. Undertegnede startede på samme studie et år før, så Allan Olsens maleriske beskrivelse af sit studie er som en beskrivelse af mit studie. Og han rammer lige på kornet. De uendelige diskussioner, festerne, tilværelsens lethed. Da Allan Olsens hold skal analysere en tekst af Trille, får han nok. Olsen vil hellere skrive de tekster, der skal analyseres, end analysere …
Mig og Johnny
Olsen har gennem årene spillet på de små værtshuse og har ikke haft store musikambitioner. Men gennem møde med musikerne Andrew John og Lissa bliver musikretningen mere målrettet, og de musikalske cirkler udvides. Vi får en herlig beretning om første møde med Johnny Madsen, og de gode historier dukker jævnligt op i bogen. Det er ren poesi, når Allan Olsen beskriver en koncert i Brædstrup med Johnny Madsen, hvor hovedingredienserne er slagsmål og sne. Og Olsen bliver efter eget udsagn voksen; får både bil og kørekort og køber byhus i Aarhus.
Johnny Madsen får et gennembrud med pladen ”Udenfor sæsonen”, og det er gode tider for den nye, danske folkemusik med ikke de letteste tekster. En fin sidebemærkning: Johnny og Allan var ikke til Beatles. Det var for sødt. Og for svært at spille på guitar – ha ha.
Madsen skaffer pladekontrakt til Olsen, og en ny æra starter: Olsen bliver nu ”pladekunster”. For det skal man jo. Men gennem hele bogen ligger undertonen, at det egentlig er på scenen, Olsen har det allerbedst. Her er beskrivelser af indspilningstiden af debutpladen ”Norlan”, der grænser mareridtet. For Olsen er solist, har ikke prøvet at spille sammen med andre – og slet ikke i studiet.
Musikerens fire årstider
Allan Olsen vender flere gange tilbage til den interessante beskrivelse af de tre årstider for en pladekunstner: Den mørke med indspilninger, den anden med udgivelser og den tredje med præsentationen på landevejene. Og så er der den private, hemmelige fjerde årstid: sangskrivningen. Og det er denne fjerde, som vi som læsere får et interessant indblik i.
Tiden med trioen Dalton er beskrevet flere andre steder. I ”Laksetrappen” er perioden nedtonet. ”Vi tjente millioner og ødslede dem på ”fradragsberettigede fornødenheder””. Tidligere i bogen får Grøn Koncert-konceptet et skud for boven, og da Dalton tilbydes at komme med, vil Madsen gerne, men et rungende nej fra Olsen. ”Når Kim Larsen siger ja, vil vi også!”. Underforstået: Aldrig.
Olsen har fået nok af andedammen, og ”Laksetrappen”s andel del begynder med hans flytning til Dublin. Han har en romantisk forestilling, som da Dylan kom til Chelsea Hotel i 1962. Men sådan er virkeligheden altså ikke helt, og Allan Olsen kommer med denne kraftige udtalelse: ”Danske sangskrivere, der skriver på engelsk, tror de kan, men det kan de ikke.” Sådan.
En kontant og hårdtslående bemærkning, som er en af de mange facetter, bogen byder på. For Allan Olsen har en særegen mestring af det danske sprog, som han øser gavmildt af. Nuvel, her er mange ord, rigtig mange ord. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er præcis den dosering, som forfatteren er sikker på er den rigtige.
Råt for usødet
Nå, Olsen kommer tilbage til Danmark og køber en skøn, gammel villa i det fine Hassseriskvarter i Aalborg. Og det er ikke overspringshandlinger selv at udskifte og reparere de fine gamle vinduer; næ, det er ventehandlinger. Dét synes jeg lyder godt.
Allan Olsen har et trofast publikum fra sine første koncertdage, et publikum, som han kalder slagtersvende med rygmærker. Og det er slagsbrødre, som ødelægger nogle koncerter med bestandige tilråb. Olsen indspiller så den anderledes plade ”Onomatopoietikon”, og Olsen konstaterer lakonisk, at ”under den første koncert udvandrede halvdelen af publikum”.
Men villatiden i Hasseris slutter; skilsmisse og flytten tilbage til Aarhus. Vi har nu en velmoden mand, ”der sidder og klemmer et hundeøre”. Og det er vel det, det går ud på? ”At være tilfreds med sig selv sidst på dagen.”
Det kan vi vel kun være enige i og så samtidig være taknemmelige for, at vi får indblik i Allan Olsens sangskrivnings- og almene liv. Især, når det er med Olsens rige ord.
”Sidste del” er blot sidste del af denne bog, men en ny idé fra Allan Olsen: En plade kun for Vendsyssels folk – på vendsysselsk. På bogens sidste sider siger Olsen: ”Måske er det fatalt, måske går jeg fallit og bliver til grin. Det vil vise sig. Men jeg ved, at jeg altid kan underholde et publikum med en guitar, også selvom jeg ikke lige har en ny plade bag mig, for jeg er jo ingen årsunge.”
Nej, og tak for det, Allan Olsen. Du er vist ikke gået fallit, og vi glæder os til nye ord fra dig.