Den hvide Billie Holiday?

Fordomme er noget skrækkeligt noget. Her gik jeg og bildte mig selv ind, at ingen slipper godt fra at være alt for påvirket af Billie Holiday, og så falder jeg over denne skive. Madeleine Peyroux er opflasket på Billie Holiday – no doubt about it. Stemmen er moduleret på samme måde, fraseringen har den samme blæseragtige karakter – Peyroux synger som en altsax, der smyger sig ind i, uden om og omkring melodien, på samme tid ukrukket og sært sofistikeret. Hendes stemme er rund og melodisk, helt uden vibrato.

Careless love, Madeleine Peyrouxs anden cd, indeholder 13 sange produceret af Larry Klein, der også har produceret Joni Mitchell. Den er et klart hit. Der indledes med en jazzet version af Leonard Cohen-nummeret "Dance me to the end of love", og så er stemningen lagt. Madeleine Peyroux synger sig igennem et blandet repertoire af ballader, der alle fortolkes med dette ubesværede og let sørgmodige "feel". Jeg kan ikke komme i tanke om andre end netop Billie Holiday, som hensætter én i samme tilstand af melankoli.

Peyroux har været medkomponist på en enkelt sang, men fortolker ellers et repertoire der spænder fra jazz over blues til country. Hun synger bl.a. Hank Williams' "Weary blues" og Bob Dylans "You’re gonna make me lonesome when you go".

Careless love er en fuldstændig ukrukket cd. Egentlig synger Peyroux bare derudaf, men hun får skabt en stemning, der er stærkt vanedannende. På den måde minder hun om Norah Jones, som flere anmeldere har sammenlignet hende med. Peyroux debuterede imidlertid allerede i 1996, blot 22 år gammel og længe før Norah Jones, med cd’en Dreamland, som blev så stor en anmeldersucces, at hun gik i en slags dvale og efterfølgende brugte otte år på at følge den op.

På Dreamland fortolkede Madeleine Peyroux Edith Piafs "La vie en rose". Hun er født i USA af en fransk mor og har boet adskillige år i Paris, hvor hun har absorberet stemningen fra den franske chanson. På Careless love fortolker hun "J’ai deux amours",  som Josephine Baker sang for de allierede tropper under 2. verdenskrig. Fransk chanson og amerikansk jazz i en tidløs blanding.

Peroux akkompagneres af en kvartet med bl.a. Larry Goldings på keyboards og Dean Parks på guitar. Hun spiller selv rytmeguitar.

Pladen er ikke til at lægge fra sig. Hør den og blive afhængig.