Genrer


Den lille dame med den store udstråling
Etta Cameron, den lille dame med den store udstråling og dejlige stemme, døde i 2010.
Hun fik et stort publikum med sine mange cd'er og koncerter rundt om i landet. Jeg husker især en af hendes julekoncerter i Holmens Kirke med gospelsang så taget løftede sig. Selv en gammel stivnakket herre, der sad ved siden af mig, måtte give efter for musik og livsglæde og vippe med foden.
Etta Cameron rundede karrieren af med en fin og varm jazz-cd, som simpelt hen hedder Etta. Her hører vi blandt andre Palle Mikkelborg og hans karakteristiske trompet i det herlige nummer "What a wonderful world" og Marilyn Mazurs fint inciterende slagtøj.
Nicolaj Hess har udvalgt de enkelte numre, som passer perfekt til Etta Camerons på en gang bløde og kraftfulde stemme, samtidig med at lyrikken har et budskab, hvilket Etta Cameron lagde stor vægt på.