Den livsbekræftende fællessang

Rasmus Skov Borring er en flittig foredragsholder og fællessangvært. Han er pianist og har komponeret melodier til et væld af danske sange; i sidste udgave af Højskolesangbogen er han komponist til fire sange.

Til daglig er Rasmus Skov Borring redaktør på Forlaget Højskolerne, der som vigtigste udgivelse har Højskolesangbogen, der som bekendt kom i 19. udgave i 2020. Siden da har han stået for udgivelsen af Korbogen og været med i redaktionen af 2. udgave af Højskolesangbogen for børn, der udkom for et halvt år siden.

Sandheden synger
Nu er Rasmus Skov Borring også bogforfatter. Han har samlet mange af sine tanker og erfaringer fra sit 43-årige liv i denne personlige fortælling: ”Er der steder hvor sandheden synger”. En titel, som er fra Jens Rosendals fine lyrik, hvor Borring har sat melodi til. Og den er kommet med i Højskolesangbogen.

Vi får otte kapitler på hver cirka 20 sider, hvor Borring tager emner op inden for den danske folkekultur. Alle kapitler indledes med en sangtekst – med melodi af forfatteren.
Første og sidste sang giver en fin ramme for bogen. Fra Bjørnstjerne Bjørnsons ”Sangen har lysning” til Iben Krogsdals splinternye ”Så er vi alle stemmer i hinanden”.

For det er jo fællessangen, det drejer sig om. Borring har gjort sig mange tanker om den folkeoplysende fællessang, der medvirker til at kunne svare på de store spørgsmål: Hvem er jeg?
Hvad er verden, og hvor er min plads i den?

Bogen er ikke en fagvidenskabelig afhandling, men en personlig fortælling. Her er ingen fagregistre, men blot Rasmus Skov Borrings reflektioner – både på baggrund af hans professionelle sangformidlerarbejde og hans personlige baggrund.

Her er ingen vilde og provokerende udsagn, men stille og rolige fornemmelser, som lader mange døre stå åbne.

Ramadanen
Eksempelvis nævner Borring episoden om sangen ”Ramadan i København”, der fik en gevaldig tur i den offentlige mening, da den kom med i sidste udgave af Højskolesangbogen. Allerede før beslutningen var taget, at sangen kom med i bogen, var nyheden ude – hvilket vanskeliggjorde hele processen.

Gang på gang pointerer Borring, at vi skal være åbne og registrere vores omverdens udvikling. Derfor er der også god ræson i at medtage sangen.
Men adskillige gange andre steder i bogen pointerer Borring, at det er vigtigt, at ordene også har en god melodi. Samspillet mellem lyrikken og musikken er altbetydende for en sangs udbredelse. Og så tænker jeg: hmm, den melodi er altså ikke den mest spændende. Og jeg tror, Borrings tanker måske går samme vej.

Men han er et høfligt menneske, så konklusionen må vi selv drage: ”Ramadan i København” vil få svært ved at få fodfæste i den danske fællessang.
Som også Borrings gode ven og samarbejdspartner Jens Rosendal sagde: vi skriver ord og musik, men det er først, når den bliver sunget, at det er en sang.

Marskens digter
Jens Rosendal får et særligt kapitel i nærværende bog. Og faktisk hele 40 sider. Borring og Rosendal havde i mere end 10 år et intenst samarbejde, som gav os mange fælles koncertforedrag og fælles sange.

Dette centrale kapitel giver os en følsom beskrivelse af Rosendals liv og levned. Hvor hans Forelskelsessang, ”Du kom med alt det der var dig”, og dens ’efterfølger’ ”Kærlighedssang ved et tab” står centralt i forfatterens produktion. Udover i forbindelse med egne sange strør Rasmus Skov Borrings ikke om sig med navne. Her kunne det være relevant at nævne Per Warming, hvis melodier var særdeles medvirkende til sangenes udbredelse. Og også visesangeren Erik Grip, der har lavet en hel plade med Jens Rosendals sange, kunne nævnes.

Jeg, Rasmus
I det efterfølgende kapitel ”Min fortælling” får vi mennesket Rasmus Skov Borrings fortælling. Her er den stærke fortælling om Borrings døende far, der sender folkeoplysningen videre til sønnens skuldre. Den folkeoplysning, som Rasmus i dag udbreder gennem sine mange foredrag og fællessangsarrangementer.
Og med denne bog får vi også de skrevne ord med. Her er gode ord for os, der arbejder med fællessang. Ingen nye vilde teorier og idéer, men en stadig minden os om, at det sungne ord er vigtigt at holde i live.

Og hver fællessang er forskellig; det er vigtigt at aflæse publikum. En samling velreflekterende granvoksne fungerer så anderledes end en flok efterskoleelever. Men fælles er, at vi alle skal opleve nærværet og forståelsen for fællesskabet.
Og Rasmus Skov Borring minder os også om, at det er altså ikke alle, der har lyst til fællessangen; vi kan – og skal - ikke inkludere alle. Jeg forestiller mig, han også har læst om problematikken i Henrik Marstal og Lea Wierød Borčak’s "Fællessang – fælles sag" fra 2022.

Så syng da
Bogen slutter med tanker om den æstetiske dimension. Vi præsenteres her for det velkendte udsagn, at fællessangens kraft er svær at beskrive – den skal opleves. Og ’sangene er kun noget i det øjeblik, nogen gider synge dem’.

Det gennemgående tema er sangens nødvendighed, og hvad den gør ved os. Alle de pæne ord er velkendte, men det er altid godt at få dem gentaget – og nuanceret. Og så fra en fællessangskapacitet som Rasmus Skov Borring. Lad ham få det sidste ord – de sidste linjer i denne lille, sympatiske bog:

”En forudsætning for at kunne blive ved med at synge er at synge. Nogen har tidligere sunget for nogen, der har sunget for nogen, der har sunget for nogen. Så lad os alle gøre, hvad vi kan derfra, hvor vi står, så nye generationer synger videre. Så kan vi sammen holde Danmarks syngende folkekultur levende.”

Tak for ordene, Rasmus!