Genrer


Den mørke fyrste af dansk rap
Bøgescenerne, fredag d. 9.8 kl 23.45
L.O.C aka Liam O’Connor var uden tvivl en af artisterne som mange gæster fredag aften havde set frem til at opleve. Rapperen der har været i stand til at skabe et personligt udtryk i en genre der ellers ofte – særligt i danske sammenhænge, bærer præg af udvandede ghetto-klicheer og ‘yoyo’ blev budt velkommen af et talstærkt publikum. Bakkefaldet der førte ned til bøgescenerne, var længe inden koncertstart tæt pakket med forventningsfulde koncertgængere.
Klædt I jakkesæt med dertilhørende læderhandsker indtog den stilede danske hitmager som en skitzofren blanding af en gangster og en gentleman den store scene I bøgeskoven.
Den karismatiske mand introducerede aftenens sætliste med ordene: “Eftersom det her er min eneste koncert i år, tager vi hele lortet fra starten af.”BOM! Og med det famøse hit, "Frk Escobar" var festen igang. Det var tydeligt med numre som “Absinth”, “Drik din hjerne ud” og “Hvem” at det er i bagkataloget LOC gør sig bedst. Der er både rent statur- men også tekstmæssigt noget uhyggeligt og samtidigt dragende over rapsmeden og de historier han gerne vil fortælle. Her er det især numrene fra en afgjort mere dyster fortid, der også afslører en sårbarhed og smerte som går godt i spænd med det mørke og kolde, som er gennemgående i L.O.C’s musikalske univers.
Det eneste tidspunkt hvor energien forsvandt var i den sjælfulde ballade version af nummeret “ Hvorfor vil du ikk?” Kun akkompagneret af Rasmus Seebach-guitaristen Daniel Davidsen. Her nåede den dystre herre ikke rigtigt ud over scenekanten. Og et utålmodigt publikum, på jagt efter en dansefest, mistede koncentrationen.
Men det flygtige publikum vendte dog tillidsfuldt tilbage da “XXX Couture” efterfølgende bragede ud af højttalerne og festen kunne fortsættes. Med gæsteoptrædender fra U$O, Marie Key og Barbara Moleko blev sløjfen slået på et gennemført og imponerende show.