Den rå upolerede uskyld

Den 20. oktober 1980 udgav Island Records U2’s debutalbum ‘Boy’, og fornemmelsen af noget lovende og stort lå tydeligvis i luften, selv om pladen først solgte for alvor, efter de følgende og langt mere succesfulde udgivelser trak etteren med op.

‘Boy’ blev produceret af den toneangivende producer Steve Lillywhite, der formåede at presse Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr. til det yderste af deres musikalske formåen, og samtidig forsynede han dem med en moderne og hårdt smældende rocklyd, der løftede helheden markant. Det skal her tilføjes, at gruppens medlemmer under indspilningerne af de 11 sange enten lige havde forladt teenageårene eller var tæt på at gøre det.

Med de forhold in mente er håndelaget faktisk ganske imponerende, og der gås til den, som gjaldt det livet. Et nyligt genhør med ‘Boy’ efter adskillige års pause udviklede sig til noget af en aha-oplevelse. The Irish Lads lægger for i åbningsnummeret ‘I Will Follow’ med en rå, upoleret vildskab og sult efter at erobre verden, der varslede såvel nybrud som opbrud.

U2 leverede fyrig post-punk og new wave med afsæt i tidens strømninger ført an af Joy Division, Siouxsie and the Banshees, Magazine og Public Image Ltd, dog uden at reducere sig selv til kloninger. Bandet med rødder i Dublin havde nemlig masser af originalitet at byde på også tekstmæssigt.

Bono kredser om drenge, der udvikler sig til unge, selvbevidste mænd, mens hormonerne pumpede, tvivlen nagede, uskyld stod for fald, og noget større end en selv rumsterede i det indre. Det koger, så låget letter i intense numre som ‘I Will Follow’, ‘Out of Control’, ‘Another Time, Another Place’, ‘Stories For Boys’ og ‘The Electric Co.’, mens Bono krænger stemmen ud, som anråbte han højere magter.

Bassen driver sammen med de hidsigt buldrende trommer musikken frem, og The Edge sætter de soniske toppunkter ved hjælp af opfindsomme klangfarver og rastløst ringlende guitarfigurer. U2 lød kort sagt som U2 unfiltered, før mere ambitiøst udtænkte lydlandskaber trak gruppen mod andre horisonter, hvilket straks er en helt anden historie. Den tages der dog alligevel en smule hul på i det følgende

Så blikket vendes mod øvrige nedslagspunkter fra 80’erne, hvor skribenten her blev fan af orkesteret for dernæst at tage en tur baglæns i værkkataloget.

Efter gennembruddet med ‘War’, der indeholder stærkt politiske og spirituelle sange som ‘Sunday Bloody Sunday’, ‘New Years Day’ og ‘40’, optrådte bandet august 1983 som del af Rockpalast’ store Open Air live transmission fra klippeøen Loreley sammen med blandt andet Joe Cocker og Steve Miller Band.

Oven på lidt indledede skepsis formåede U2 til sidst at overmande det tyske publikum, der lod begejstringen få frit løb. Et stort stadionrockband var tydeligvis født og havde i Bono en frontfigur, der kørte sig selv til kanten af udmattelse for at rive folk med.

Rygraden i Loreley repertoiret blev udgjort af seks sange fra ‘Boy’, der fungerede optimalt live foran en tusindtallig skare. Ud over flere af de ovennævnte titler talte listen ‘Twilight’, ‘The Black Cat’ og ‘Into The Heart’, hvilket fortæller sin historie om debutens slidstærke holdbarhed.

Højstemte hymner velegnet til stadionrock formatet kom til at præge U2’s arbejde i studiet og deres koncerter efter ‘War’. Det gav mening for mange af os, der udlevede den turbulente teenager tid og tog hul på det vidtløftige voksenliv i en dekade iscenesat af post punk, pangfarver og synth-pop.

‘Where The Streets Have No Name’, der indleder ‘The Joshua Tree’ (1987), er karakteristisk for denne udvikling. En sang der bare vokser i intensitet brusende og berusende. ‘The Joshua Tree’ skabte grundlaget for irsk triumf på udebane ved at lægge Amerika for deres fødder som dokumenteret på film- og cd-versionen af ‘Rattle And Hum’ (1988). U2 blev mit soundtrack til kartoffelkuren, kommunismens kollaps og Berlin murens fald.

I 1991 udsendte gruppen et af deres absolutte hovedværker, ‘Achtung Baby’ (1991), hvorefter min entusiasme for U2 dalede langsomt, men sikkert. De havde toppet, lød konklusionen, som mange svorne fans sikkert er lodret uenig i.

Men hele det globale rockeventyr startede med debutens første spæde, men sikre skridt mod berømmelsen. Tillykke til U2 med de 40 år som albumproducerende enhed, og denne skribent fik faktisk lyst til følge med igen for en stund lidt ude af kontrol her i en skumringstid anno 2020. ‘Stories for Boys’ ‘Into The Heart’.