Genrer


Den sidste turist i Europa
Håb trods alt er emnet for denne vise, som første gang blev sunget af Lulu Ziegler i Riddersalen i 1948. Visen er præget af en postapokalyptisk stemning, og apokalypsen er i dette tilfælde anden verdenskrig, som kun lå tre år tilbage. Europa var en ruinhob. Millioner var blevet hjemløse. Folk sultede.
Visens fortæller er en person, som har levet på sikker afstand af krigen, men nu vender tilbage for at se, hvad der er tilbage af det Europa, hun kendte.
... jeg må se, jeg må vide, om Europa
overho’det kan leve efter kri’en.
Hun ser ødelagte byer overalt; men op mod det sætter hun erindringen om den kunst, der er skabt i disse lande. Kunstens evige og farverige blomster, som hun kalder det. Parthenons doriske søjler, Rafaels freskoer i Rom, Frankrigs katedraler, Rembrandt, Tizian. Digtere som Shakespeare, Goethe og Heine. Og Mozart og Beethoven. Alt dette var - og er stadig - Europa. En verden med sådan en kulturarv kan ikke holdes nede, den må genopstå som en anden fugl Føniks. Hermed slutter visen på en forhåbningsfuld tone.
Jeg var den sidste turist i Europa,
der veg forfærdet for våbnenes gny -
jeg er den første turist i Europa,
når det rejser sig af asken påny!
Lulu Ziegler var en del af Københavns bohememiljø fra sidst i 1920’erne og fremefter. Hun spillede teater, men blev især kendt som kabaretsangerinde, både herhjemme og ved talrige turneer i Sverige, Norge og Paris. I 1930’erne var hun med til at bringe Bertolt Brecht og den nye tyske teaterstil til Danmark - og man mærker også noget Brecht, når hun synger “Den sidste turist”. Hun havde en klar, melodramatisk diktion. Ordene til visen er skrevet af Mogens Dam, som leverede hundredvis af tekster til dansk revy; den indadvendte melodi er en af de mange, som kapelmester og pianist Henrik Blichmann skrev specielt til Lulu Ziegler.
Her fik efterkrigstiden en nødvendig dosis fremtidshåb. Man skulle vide, at Europa var mere end kun en gold arena for den næste krig. Visen er stadig aktuel, selv om historien ikke gentager sig én til én.
Foto: Wikimedia