Den skønneste rundtur i den svundne popmusik

Aldrig har jeg oplevet 1800-tallets Danmark mere farverigt end i denne prægtige bog.
Nuvel, guldalderen er vel fyldt med guld? En sandhed med modifikationer – ifølge forfatteren Bertel Nygaard.
Til gengæld formår han i ”Da polka var pop” at fremkalde alle regnbuens farver i læserens bevidsthed: den blodige og sensuelle røde, den naturfyldte grønne, den galdefyldte gule, den royale blå, de 50 kedelige grå nuancer.

Historikeren og musikeren
Historieprofessoren fra Aarhus Universitet Bertel Nygaard glimrer også ved sit aktive, musiske talent. Han skrev i 2020 den anmelderroste Elvis i Danmark. Og bogen blev levendegjort med supermusikalske foredrag med forfatteren selv på sang og guitar sammen med vennen og multiinstrumentalisten Jacob Venndt. 
Så måske øver Nygaard sig på polka derhjemme?

For dansen polka er i dag en bedaget dans, som nok ikke mange har et forhold til. Modsat det 19. århundredes danskere, der hungrende tog imod den nye dans. Og tog imod alle de nye musikalske impulser, der gjorde musikken populær og tilgængelig for hele befolkningen. 
Det ved vi alt om, når vi har læst denne informationsfyldte og særdeles underholdende bog. 

Vi har en anden eminent musikhistorieformidler i Henrik Engelbrecht, der også skriver levende musikhistorier, der forstår at formidle det videnskabelige på en særdeles underholdende måde. Han har i Opera i guldalderens København, i Arven efter Lumbye og i bogen om H.C. Andersen og operaen behandlet samme tid som nærværende bog. Bøger, som også citeres flittigt af Bertel Nygaard. 

Modsat Engelbrechts skriven i frisk nutid benytter Nygaard den videnskabelige datid. Men i en måske yngre friskhed, der benytter flere absolut nutidige fraser. Eksempelvis taler han om valsens groove, når Strauss’ særlige valsestil forklares. 

Samfundet og musikken
”Da polka var pop” starter med et øjebliksbillede fra koncert med en af bogens vigtigste personer: sopranen og celebriteten Jenny Lind. 4.000 mennesker trænger sig sammen i Ridehuset i København for at høre stjernen. Ifølge Nygaard er musikken da blevet en ’”samfundsmæssig nødvendighed”, og de kapitalistiske omvæltninger af verden gør, at det nu drejer sig om varen. Vi vil ikke kun høre musikken. Vi vil vide alt om Jenny Lind – som vi dag vil vide alt om Britney Spears. 

Vi får kalejdoskopiske nedslag i de myriader af kunstnere og stilarter, der indtager den danske befolknings musikliv. Med ørefængende overskrifter som ”Opera a la Rossini”, ”Polka i privaten” og ”Bjergpartisaner” beriges vi med historier om dejlige divaer, forunderlige folkemusikere og joviale jodlesangere.
Og om ”Troldmandens tangenter” – virtuos og superstar Franz Liszt, der medbringer eget flygel. Vi hører om den veritable lisztomani, som vi igen oplever meget senere med Elvis-feberen. Her er blandt andet den drabelige historie om læreren, der skærer sin hånd op mellem fingrene for at kunne spille bredere akkorder. Nygaard må dog erkende, at det blot er en anekdote. Men det er da en god én…

Kontinuert mellem de mange farverige personberetninger får vi også en samtidshistorie, der viser sammenhængen mellem den politiske udvikling i Europa og udbredelsen af populærmusikken til hele befolkningen.

Musik for lav og høj
Og det er her, ”Da polka var pop” særstiller sig i forhold til andre musikhistorier, der primært har beskæftiget sig med musikken for de bedrestillede.
For her er vi virkelig tæt på rendestenen, og de populære skillingsviser får en grundig beskrivelse. Store mængder af sensationelle lejlighedssange spyttes ud til billige penge. Men de flittige forfattere bliver faktisk ikke særlig rige. Vi har undtagelsen men den velkendte Julius Strandberg, som formåede at gøre en god forretning ud af det.   

Den nye forlystelsesinstitution Tivoli får en grundig omtale. Her oplever vi, at den fine musik finder vej til alle samfundslag – til en billig penge. I afsnittet ”Eskapisme og demokratisering” beskyldes Tivoli for at aflede befolkningens opmærksomhed, set med politiske, samfundskritiske briller. Men samtidigt oplyser Nygaard, at det jo også er nydelsen, der demokratiseres. 
Samtidigt sker der også en publikumsdisciplinering: Fra ’de jævnere klassers spontane begejstringsytringer til moderne borgerskabsidealer’. Jo tak, den kender vi i dag: Ve den, der klapper mellem to satser i koncertsalens fine symfoni. 

Mod bogens slutning hører vi om den begyndende afrikansk-amerikanske musiks begyndende ankomst til os i slutningen af 1800-tallet. Men det er en hel anden historie.

”Da polka var pop” har ikke mindre end 666 noter. Sikken bladren frem og tilbage; jeg havde foretrukket, at noten stod nederst på siden i selv teksten, så jeg hurtigt kunne vurdere notens vigtighed for mig. 

Bertel Nygaard opsummerer, at ”1800-tallet populære musik hører ikke til historiens grundigst udforskede emner”.
Det har han så sandelig gjort noget ved med denne pragtbog. 
Han kan også fortælle, at vi mangler en dansk jodlehistorie. ”Det må vi gøre noget ved”.

Tak for denne oplysende og underholdende beretning. Og så kan vi glæde os til jodlehistorien.