Genrer
Den ubærligt smukke dødsmesse
Mozarts "Requiem" er månedens tema i P2 Klubben, november 2011.
Derfor skal du høre det
Mozarts Requiem er så smuk musik, at det gør ondt. Og mens man lytter må man oven i købet bære tanken om stakkels Mozart, der på sit dødsleje skrev sit Requiem for de afdøde - og selv døde, før musikken var færdig. Requiet blev hans sidste værk, et sørgemonument over ham selv.
Gåde på gåde
Requiet er ikke bare et af Mozart - og dermed verdens! - bedste stykker musik. Mozarts Requiem er også en gåde. Undervejs med arbejdet fik Mozart tvangstanker om at han skulle dø, fordi han var blevet forgiftet. Siden har årsagen til Mozarts død været endevendt igen og igen.
Og så er der gåderne om, hvordan var musikken blevet, hvis Mozart havde levet bare få uger længere og fuldendt sit sidste mesterværk. Hvordan ville han i det hele taget have komponeret, hvis han havde overlevet sin sygdom? Der er en hudløshed og intensitet i Mozarts Requiem og hans andre sene værker, der viser, at han var på vej ind i en ny fase, hvis musikalske resultater man kun kan gætte på.
Halvt færdigt
Mozart skrev Requiet på bestilling fra en rig greve. Honoraret ville blive fyrsteligt, hvis Greven til gengæld fik lov til at udgive musikken for at være sin egen komposition. Mozart var i pengebekneb og tog imod bestillingen selv om han havde travlt med arbejdet på Tryllefløjten og sin Klarinetkoncert.
Først i oktober 1791, tre måneder efter han havde fået det første forskud, begyndte han at komponere på Requiet. Da han døde et par måneder senere var kun 2/3 af værket skitseret. Ganske lidt var fuldt færdigt, noget krævede udfyldningsarbejde og 1/3 var slet ikke påbegyndt.
Vennerne tager over
To af Mozarts venner, Freystädtler og Süssmayr, sørgede for at de to første afsnit blev klar til at blive opført ved Mozarts begravelse. En uges tid senere bad hans enke Constanze en anden elev, Joseph Eybler, om at gøre hele værket færdigt. Men han måtte stoppe der hvor Mozart også selv stoppede: I Lacrimosa-satsen, som var det sidste Mozart fik komponeret. Frygtelig symbolsk betyder de latinske ord "Store dag, du kummerfulde".
Requiet gik igen videre til Süssmayr. Han turde godt ordne resten, også de afsnit, hvor Mozart end ikke havde noteret en eneste node. Formodentlig gav Constanze ham Mozarts skitser at arbejde ud fra. Til sidst skrev Süssmayr hele værket af for at tilsløre, at fire forskellige penne havde bidraget, og han sluttede af med at forfalske Mozarts autograf.
Så nær man kan komme
Requiet blev ikke helt som Mozart havde tænkt sig. Süssmayr var ikke verdens dygtigste komponist, og derfor står musik af høj kvalitet side om side med utilstrækkelige lappeløsninger. Til forsvar for Süssmayr kan man til gengæld sige, at hans restaurerering er udført så tæt på Mozart, som man kan komme. Derfor er Süssmayrs version af Requiet stadig den man spiller. Musikken trækker os helt nær på Mozart, tæt på situationen ved hans død og den rådvildhed, der har været i hans nærmeste kreds. Ganske ubærligt - hvis ikke musikken var så stærk og smuk.
Vidste du at..?
I dag ved musikforskere meget om Mozarts stil, som hans elever ikke vidste. Derfor har flere eksperter prøvet at forbedre Süssmayrs version. Amerikaneren Robert Levin er sikker på, at Mozarts plan var at afslutte hver hoveddel af Requiet med en fuga. Det magtede Süssmayr bare ikke. Robert Levin har derfor skrevet en helt ny fuga på baggrund af en skitse, hvor man kan se, at Mozart arbejdede på en fuga over ordet "Amen", det sidste ord i teksten til Lacrimosa.
Han har også korrigeret overgange, hvor Süssmayr ikke lever op til sin mester. Men den psykologiske arv fra Requiet kan Levin ikke rokke ved. Som han selv siger, håber han at hans nye version "lever op til Mozarts ånd og giver lytteren mulighed for at opleve denne storslåede Requiem-torso i en ramme, der er i overensstemmelse med dens historiske tradition."
Links
Mozart dikterer sit Requiem på dødslejet – i filmen ”Amadeus” (se videoklip)
Samme sats, dirigeret af John Eliot Gardiner (se videoklip)