Den uforlignelige Mr. Jones

Festivalens sidste dag bød på en legende – en sprællevende legende.

I 1965 brød den walisiske sanger Tom Jones igennem internationalt med It’s Not Unusual med en usædvanlig kraftfuld og udtryksfuld bariton. Og sexet. Det blev hurtigt til, at kvindelige tilhørere i begejstret ekstase smed deres trusser på scenen. Det er altså 40 år siden!

I perioden siden har Tom Jones været der hele tiden; storhedstiden i 60’erne bød på sange, der fik evergreenstatus: What’s New Pussycat, She’s A Lady, Delilah. Synligheden dalede indtil 1988, hvor han fik et verdenshit med en coverversion af Princes Kiss. Og sidste år kom den fine CD Praise & Blame med traditionelle amerikanske sange i enkle, stramme arrangementer, hvor Jones’ stemme stod så malmfuld som aldrig før.

Derfor var der lagt op til en ekstra ekstra stor oplevelse – og det fik vi.

En aggressiv enlig elguitar startede koncerten med riff’et til John Lee Hookers Burning Hell, og mesteren selv kom ind i nobelt brunt jakkesæt til brølet fra den tusindtallige skare.

Tom Jones udstrålede en autoritet, ro og personality, der nåede op på bøgeskovens højeste bakke.

Den vaskeægte, originale rock’n’roll blev præsenteret med Elvis Presley-nummeret Run On, som blev fulgt af gospelnummeret Strange Things, hvor sangeren blev suppleret med de to smækre sangerinder Laura og Sophie.

Som mange (kvindelige) tilhørere sikkert gerne ville bytte plads med – flere og flere trusser blev svinget rundt i luften. Hvad jeg ser som dejlig dansk humor: Her var alle typer fra g-streng, tangatrusser, thaitrusser, hipster, hotpants, thong til forvaskede mormor str. 54 med teksten ”Call me, Mr. Jones”.

Og Mr. Jones himself? Cooool – den mand er bare STEMME. En ultimativ beherskelse af ur-instrumentet; sangen. Uanset, om det var rock, gospel eller country, gav Tom Jones sangen et udtryk, så alt i verden i dette nu blot drejede sig om dén sang. Med et band, der levede op til Tom Jones’ niveau; 10 mand høj med Hammond B3 og blæsersektion.

Efter de første, nyere numre begyndte hittene at drysse: 2 guitarister og bassisten lagde øm 3-stemmig vokal til Green, Green Grass Of Home. Hvor Jones tørt kunne berette, at Jerry Lee Lewis først indspillede den uden den største succes. Men så kom Tom Jones’ indspilning…

De to guitarister gav en introduktion på spanske guitarer i bedste mexicanske mariachi-stil – og Delilah var sat i gang. Fo at fuldende billedet var der naturligvis en solo på muted trompet; denne udgave var en forfriskende, humoristisk version af et nummer, som ellers let bliver for storladent!

Tom Jones havde et krøllet smil om læberne og en beundringsværdig ydmyg, men selvværdig fremtoning. ”Ja ja, det er godt med jer – jeg gør det jo bare, som jeg gør.” Den veritable trusseregn kunne ikke rokke ved, at vi her fik en musikalsk oplevelse i verdensklasse.

Til starttonerne af You Can Leave Your Hat On tog Tom Jones let og elegant jakken af, og brølet kunne høres helt til Aarhus.

Grande Finale med It’s Not Unusual, instuderet fællessang i Hey Pocky Way og en stram og svedig Kiss. Hele bandet kom from til fællesbuk - og det var det.

Søndag i Skanderborg har gerne budt på et verdensnavn, og nogen gange et verdensnavn, som har toppet.

Men ingen tvivl hér: Tom Jones er på sit livs top LIGE NU – og vi fik lov til at opleve det. Tak til Tom Jones og tak til Skanderborg, som valgte helt rigtigt.