Der er et yndigt land

Den kender vi. Det er vores nationalsang, og vi synger den med eftertryk til landskampe. Men alligevel kender vi den ikke rigtigt. De ni linjer, vi synger før en fodbold- eller håndboldkamp, er kun det første vers, påhæftet sangens tre sidste linjer, der tjener som afslutning: Vort gamle Danmark skal bestå ...

Graver man lidt i erindringen, dukker en længere version op fra skolens sangtimer. Det var noget med de harniskklædte kæmper, der engang sad udhvilede fra strid, inden de igen drog ud og bankede landets fjender. Den udgave står i Højskolesangbogen. Fire vers a seks linjer, hvor linje tre og seks gentages. En både venlig og majestætisk melodi, som understreger landets fredelighed.

Men heller ikke her finder man hele historien. Vi må tilbage til begyndelsen, til 1818, hvor der blev udskrevet en konkurrence om en fædrelandssang. Folk manglede noget nationalt at samles om, især efter det bitre nederlag i Napoleonskrigene. Vinderen af konkurrencen blev Juliane Marie Jessen. Ja, hvem? Offentligheden brød sig ikke om hendes kluntede og overbroderede tekst; man skulle endda synge “Dannemark” for at få versefødderne til at passe. Det lignede en fiasko. I en fart fik dommerudvalget skaffet en anden sang, skrevet af landets digterkonge Adam Oehlenschläger, og lancerede den uden at lade sig mærke med, at konkurrencen allerede var afgjort. Sangen var “Der er et yndigt land”, og den gik lige hjem hos danskerne. I 1835 fik den sin melodi, skrevet af komponisten H.E. Krøyer.

Vi vender tilbage til Højskolesangbogen. Der kan siges meget om sangbogsudvalgets leflen for politisk korrekthed og især dets hang til at beskære gode og velfungerende digte. Der er åbenbart ikke tiltro til, at højskolernes kor kan klare mere end højst syv vers. Imidlertid har denne beskærerdille netop gjort noget godt for vores nationalsang.

Oehlenschlägers tekst var oprindelig på tolv vers. Der er altså røget hele otte vers ud i Højskolesangbogen, men der er næppe nogen, der vil savne dem. Nu slipper vi for at synge overdrevne hyldester til hovedstaden og kong Frederik 6. For ikke at tale om vers otte, der ikke ligefrem kan siges at være inkluderende:

Jeg bytter Danmark ej,
for Ruslands vinterørkner,
for Sydens blomstermaj.
Ej pest og slanger kender vi,
ej Vesterlandets tungsind,
ej Østens raseri.