dummy

Det er pigerne, som har gjort sig fine

6-10-2011
Steffen Kronborg

I 2004 var jeg deltager i et besynderligt arrangement i Lyngby Kulturhus en kold februaraften, helt præcis d. 12. februar kl. 20. Denne aften udgjorde jeg og måske 20 andre personer det samlede publikum ved Oscar Danielsons første og eneste nordkøbenhavnske koncert i forbindelse med hans promotionturné for sit 3. album, Att vara vacker är modernt igen

Man kan undre sig over, at koncerten overhovedet blev gennemført med så lille et publikum; eller omvendt kan man vælge at undre sig over, at der trods alt var omkring 20 personer i lokalområdet, som faktisk havde hørt om Oscar Danielson og om koncerten, og som desuden var villige til at betale 70 kr. i entréafgift. Svenske rockmusikere på besøg i København er ikke hverdagskost, og flere større navne end Danielson har måttet aflyse deres koncerter her til lands på grund af for ringe publikumsinteresse. Men altså ikke Oscar Danielson i 2004. Sammen med "kompisen" Daniel gennemførte Danielson tappert den intime koncert og fik også på et eller andet niveau demonstreret sit talent for det fremmødte publikum – heriblandt undertegnede, som på det tidspunkt var moderat fan af Oscar Danielson og hans musik. 

Snarere end de konkrete indspilninger med Oscar Danielson og hans hyggeakkompagnement var det nok i lang tid selve den omstændighed, at musikeren spillede selvkomponerede sange på svensk, der gjorde mig interesseret. Og vel var sangene på de fire første cd'er behagelige at lytte til, men heller ikke mere. Cd tre og fire købte jeg nærmest for gammelt venskabs skyld, i det fromme håb, at Danielson på et eller andet tidspunkt skulle vise sit fulde potentiale og indspille en seriøst god cd. Men desværre forgæves; der er masser af gode anslag og intentioner på de fire første cd'er, men rigtigt overbevisende bliver det aldrig. Indtil i januar 2011, hvor musikerens 5. udgivelse, Stockholm i mitt hjärta, omsider forløste hans potentiale og gav mig belønningen for min trofaste venten. 

Stockholm i mitt hjärta har frækt lånt sin titel fra den tidligere "Allsång på Skansen"-leder Lars/Lasse Berghagens berømte signatursang til programmet – en sang, alle svenskere kender og kan synge med på. Det er både dristigt og satset at associere til en så kendt sang, og det ligner et udslag af hybris fra en musiker, der realistisk set nok kun spiller i rockens anden division i Sverige. Men dels er titlen retfærdiggjort af et titelnummer, som næppe kunne have heddet noget andet. Og dels er musikken på Danielsons femte cd langt bedre end på de fire tidligere udspil, såvel kompositionsmæssigt og tekstmæssigt som med hensyn til instrumenteringen. Det virker simpelt hen, som om Oscar Danielson har koncentreret sig voldsomt om at præstere over niveau og levere det længe ventede mesterværk. 

Det er ikke, fordi Danielson har skiftet stil i forbindelse med Stockholm i mitt hjärta – tværtimod. Sangerens udtryk er her som tidligere den lavmælt humoristiske, stærkt underspillede attitude til livet og omverdenen, og det er en attitude, som på de første fire cd'er gav sig udslag i nogle meget tilbagelænede sange – ind imellem sange næsten uden melodi. Men på dette udspil har Danielson altså taget sig kraftigt sammen, allieret sig med inspirationens muse og kreeret nogle både iørefaldende og mindeværdige melodier og tekster. 

En af teksterne har lagt navn til denne artikels overskrift. Sangen hedder "Flickorna" og fortæller om det lille mirakel, der sker, da drengene for allerførste gang bliver opmærksomme på pigerne som andet og mere end forstyrrende elementer for drengelegene: 

Vi skulla springa runt och slåss med pinnar, som vi alltid gjort
Men plötsligt stod vi där och gapade, och fick inte fram ett ord
Tio bleka killar på en rad, som mötte sitt öde just den dagen
Något som börja, något som brast, något mystisk som fick oss fast …
Men först förstod vi inte vad det var
Men det var flicokorna som gjort sig fina
Vi kastade våra pinnar, och vi har aldrig nånsin sett tillbaka 

Serveret med fløjt, cellospil, klaversoloer og et skævt smil på læberne er det bare uimodståeligt iørefaldende – og så skader det naturligvis ikke, at Danielson har fået gode og garvede musikere som Norpan Eriksson, David Nyström og Ola Gustavsson (som også har produceret) til at hjælpe sig med akkompagnementet på denne og de andre sange på cd'en. Det er simpelt hen et udvalg af Sveriges skarpeste skyts på musikfronten, der er kørt i stilling til Oscar Danielsons femte soloudgivelse, og det skal naturligvis kunne høres i det færdige resultat. (Hvis man er interesseret, har man i parentes bemærket mulighed for at høre, hvordan tre af sangene på cd'en lyder i helt afskrællede demo-versioner, for Stockholm i mitt hjärta ledsages af en bonus-cd med de tre sange i en nøgen udgave, kun med Danielsons guitarakkompagnement). 

Cd'en er i modsætning til musikerens tidligere udspil (endnu) ikke tilgængelig i fysisk form på de danske musikbiblioteker, og det kan måske godt undre en smule, når Danielsons tidligere udgivelser alle er anskaffet af et eller flere biblioteker her i landet. Men indholdet på Stockholm i mitt hjärta kan da heldigvis opleves i digital form via Bibzoom. Så må man håbe, at de danske lyttere er svenskkyndige nok til at kunne afkode indholdet i Danielsons (heldigvis meget tydeligt sungne) tekster. Andet ville være synd og skam, for her er bestemt noget at komme efter – også i andre af cd'ens numre end den allerede citerede "Flickorna". 

Hør f.eks. denne på samme tid kærlige og ironiske beskrivelse af livet i en svensk provinsidyl – i dette tilfælde lokaliseret til den virkeligt eksisterende lilleby Årjäng, men naturligvis ikke begrænset til kun at dreje sig om dette sted på landkortet. Lillebyen i sangen "Den lokale akvarellisten" er – mindst – lige så meget en mental tilstand som en by på vejen mellem Stockholm og Oslo. Og bemærk venligst bibliotekets centrale rolle i lillebyens kulturelle mini-univers – den karakteristik er nok ikke helt forkert ramt, på godt og ondt: 

Vi har turistinformation, här kan du få en karta
Bakom disken sitter Madde och gråter
Det har tokat till sig med Roger nu igen
Men nu ringer hon en vän, här finns alltid nån som lyssnar
vi är ett sammansvetsat gäng

Den lokala akvellaristen ställer ut på biblioteket hela våren
Länsmuseet har köpt in några verk, så det är inte kattskit precis 

Der bliver mulighed for at opleve Oscar Danielson live, når han d. 11. november (for fjerde eller femte gang i år!) gæster Danmark. Denne dato spiller han på Forbrændingen i Albertslund, som ifølge spillestedets hjemmeside skulle have et ganske specielt forhold til sangeren.

Læs mere om Danielsons koncertturné og hans øvrige gøremål