dummy

Det glæder Bibzoom sig til på SPOT

25-04-2013
Jonas Sloth Bach

Udvalget af potentielle klasse-koncerter er overvældende på årets SPOT Festival. Vi har fundet et sikkert, et satset, et sfærisk og et norsk bud på en uforglemmelig koncert. Ønsker du flere anbefalinger så læs vores guide til SPOT festival 2013.

Sfærisk skønsangerinde – Kirstine Stubbe Teglbjærg

Den tidligere sangerinde i Blue Foundation er gået solo med en glimrende debut. Hamskiftet bliver totalt, når hun under eget navn stiller sig på scenen til SPOT. Udtrykket vidner om mange gode år med den blå elektrogruppe, og på det musikalske fundament har hun fundet sine egne kvadratmeter i musiklandskabet. Og dem fylder hun ud med et inderligt udtryk og en stadig sjælfuld stemme.

Hypet, hot og hitsikker

Det virker som om, succesen allerede er sikret for den unge, danske sangerinde Karen Marie Ørsted, der professionelt blot kalder sig MØ. Anmelderne har for længst kronet hende som et af de mest interessante navne på den danske pop-scene. Det til trods for, at MØ ikke har særlig mange udgivelser bag sig. I radioformatet klarer hun sig fint, men det bliver interessant at se, om hun også live kan måle sig med sin musikalske storesøster, Oh Land.

Skabet satsning – Mathilde Savery

Et andet navn, der er omgivet af et vist hype, er Mathilde Savery. Af Politiken er hun nomineret som årets upcoming musiknavn, og den blot 19-årige sangerinde har bestemt et potentiale. Hendes udtryk er rock-chick med en vis dosis femme fatale. Blandingen kommer også til udtryk i hendes musik, der bæres af den karakteristiske stemme. I februar udgav hun sin første EP, der trods lidt skramlet lyd viser, at den danske musikscene råder over en usleben diamant, der foretrækker at forblive sådan.

Den norske outsider – Jonas Alaska

For at programmet ikke blot skal rumme danskere og kvinder, er der blevet plads til en norsk mand. Jonas Aslaksen, der har leget bytteleg med bogstaverne i sit kunstnernavn, går for at være Norges svar på Bob Dylan. Den 25-årige trubadur har et enkelt album bag sig og har tidligere gæstet Danmark med stor succes. Hans musik henter folk-feel med harmonika, korklange og en velkontrolleret, akustisk guitar. Han tror på fortællingens kunst, og hans stemme kan folde historierne ud med indlevelse og humor. Stilen er hurtigere og mere munter end Dylan, så der er lagt op til en glad eftermiddag.

Læs Bibzooms guide til SPOT festival 2013