Det hænger i luften

Jeg er altid på udkig efter ny musik inden for det – stærkt begrænsede – genreområde, jeg interesserer mig for: klassisk rock fra 1960´erne og starten af 1970´erne, samt diverse udløbere af den form for musik. Som regel får jeg mine input af ny, gammel musik fra besøg i genbrugsbutikker, hollandske plademarkeder, biblioteksudsalg samt i mindre omfang via køb på internettet. Disse kilder til ny musikinspiration har budt på mange gode oplevelser gennem årene; men for ganske nylig fandt jeg min inspiration på et helt uventet sted: i min kærestes diminutive pladesamling, som jeg ikke tidligere havde overvejet som et relevant sted at søge efter nye musikoplevelser.

Blandt nogle gamle Beatles-, ABBA- og Gasolin´-plader stødte jeg på en LP, jeg aldrig tidligere havde set eller hørt om, og som vel heller ikke falder ind under kategorien: klassisk rock med udløbere, men som jeg alligevel fandt det umagen værd at lytte til. LP´en ”Det hænger i luften” (1987) med Flemming Enevold og Holger Laumann må betegnes som dansk underholdning, selv om genrekategorier ofte er en noget luftig størrelse. Biblioteksverdenen har placeret pladen i gruppe 78.797:6, hvor man finder musik i kategorierne evergreens, viser og schlagere. Gruppen er lidt af en rodekasse for alle mulige slags danske sange, som passer ind i overbegrebet ”dansk underholdning”, og det forekommer helt rimeligt at placere Enevolds og Laumanns vise-agtige sange her.  

Historien om, hvorledes denne plade havnede i min kærestes lille LP-samling lyder således: omkring 1987 afholdt den lokale avis i det grønne område en konkurrence, hvor den eneste opgave bestod i at sende sit navn og sin adresse på et postkort til avisen. Blandt de indsendte kort trak avisen derefter lod om nogle eksemplarer af Flemming Enevolds netop udsendte plade ”Det hænger i luften”, og som den ene af de udtrukne vindere kunne min kæreste derefter afhente sin gevinst i tøjbutikken Mr. Harris i Lyngby Storcenter. Tøjbutikken, der af en eller anden grund står som medudgiver af LP´en, havde til lejligheden arrangeret en signeringsseance, hvor de heldige vindere ud over deres plade fik en personlig hilsen fra kunstneren selv: ”Til …. med masser af hilsener fra Flemming Enevold.

Flemming Enevold og Holger Laumann
Og hvem er så Flemming Enevold, er der måske nogle læsere af disse linjer, der vil spørge. Enevold er først og fremmest kendt som skuespiller, og det er på de skrå brædder, han især har gjort sig bemærket, bl.a. med roller i en stribe musicals og revyer, selv om det også er blevet til mange film- og TV-roller i løbet af karrieren. 

Flemming Enevold (1952 - ) begyndte tidligt at synge, bl.a. som 13-årig med Radioens Drengekor, og efter gymnasietiden blev Enevold optaget på Musikkonservatoriet med sang som hovedfag. Alligevel valgte han efter uddannelsen at gå til teatret, hvor han hurtigt blev efterspurgt, ikke mindst til sangroller. Flemming Enevold har altid været splittet mellem sangen og skuespillet – og i 1987 besluttede han sig for at vælge begge dele, da han dels kom ind på Det Kgl. Teater som skuespiller og samtidig indspillede sin første soloplade i selskab med Holger Laumann.

Holger Laumann (1942-2007) er et særdeles kendt navn inden for dansk jazz- og rockmusik, hvor hans saxofon har kunnet høres på et utal af pladeudgivelser, ligesom han har virket som komponist, arrangør, orkesterleder og musikpædagog. I årene inden 1987 arbejdede Laumann med at sætte musik til tekster af forskellige danske forfattere uden egentlig at have et konkret udgivelsesprojekt i tankerne; men da han mødte Flemming Enevold i forbindelse med Tivoli Frihedens sommerrevy i 1986, havde han fundet den sanger, der kunne omsætte hans musik til ”meningsfyldt og iørefaldende populærmusik”, som det udtrykkes på coveret til ”Det hænger i luften”.
  
Som tænkt, så gjort. Sammen med en stribe dygtige musikere indspillede Enevold og Laumann 12 sange i studiet ”Den røde kaffemaskine” i Åbyhøj, og med hjælp fra musikforlaget Rosen og fra forretningsmanden Harris Veggerby lykkedes det at få Flemming Enevolds første (og eneste) soloudspil ud i pladebutikkerne i løbet af 1987. Pladen blev ikke noget giganthit, men havde nok også primært til formål at opfylde en gammel drøm fra Enevolds side om at få udgivet et soloalbum.
  I dag findes pladen på 2 danske biblioteker: Det Kgl. Bibliotek og Odense Bibliotek.

Musikken
Holger Laumann behersker adskillige instrumenter, og på ”Det hænger i luften” hører man ham både på piano og orgel ud over de forskellige typer saxofoner, man især forbinder med hans navn. Ved siden af disse instrumenter møder man på pladen guitar, bas og trommer – samt de for 1980´erne så karakteristiske og nærmest uundgåelige synthesizere og elektroniske keyboards. Heldigvis er det kun i få af pladens numre, synthesizerne får en fremtrædende rolle og giver musikken et lidt maskinagtigt præg; hovedparten af sangene på LP´en ledsages af et mere afdæmpet akkompagnement, som passer langt bedre til viseformen, end de dominerende synthesizere og keyboards gør det. Men disse instrumenter var åbenbart mere eller mindre obligatoriske ved pladeindspilninger i 1980´erne.

Flemming Enevold er naturligvis hovedleverandør af sangstemme, fordi pladen er hans projekt. Enevold synger klart og med en god gennemslagskraft, som formentlig hænger sammen med hans virke som skuespiller, der gerne skal kunne høres helt ned til de bagerste rækker. På et par af sangene synger Enevold endda lige lovlig meget igennem efter denne lytters smag, hvilket tilfører numrene en overdreven dramatik, som ikke helt svarer til indholdet i teksterne. Men stort set overholder Enevolds sangforedrag de uskrevne regler om intimitet og øjenhøjde, som man normalt forbinder med viseformen (hvis man da ikke lige hedder Jacques Brel).

Ind imellem får Enevold hjælp til det vokale i sangene i form af korstemmer (bl.a. med bidrag fra Enevolds og Laumanns børn) eller i form af en decideret duetstemme. På to af sangene har pladens ophavsmænd således allieret sig med Hanne Boel, og det er der kommet et par fine og professionelle duetter ud af, bl.a. på titelnummeret. Alt i alt svarer den musikalske side af udgivelsen smukt til sangteksternes indhold, som består af en stribe nedtonede kommentarer til og overvejelser over relationerne mellem to mennesker, som ikke altid har lige let ved at finde ud af dét med kærligheden.

Teksterne
De 4 forfattere, hvis digte Holger Laumann har ønsket at sætte musik til, er de to kendte digtere Jesper Jensen og Kristen Bjørnkær samt to måske knap så kendte navne, Rolf Gregersen og Steen Andersen. Sidstnævnte optræder i den netbaserede forfatterbibliografi bibliografi.dk med en del titler, mens Gregersen ikke er så let at finde oplysninger om. Måske drejer det sig om den folkeskolelærer, som ifølge hans nekrolog var en ”legendarisk sangskriver” – og måske ikke. Under alle omstændigheder er Gregersen ophavsmand til 4 af sangene på ”Det hænger i luften”, mens Jensen og Bjørnkær står for 3 sange hver, og Steen Andersen tegner sig for de 2 sidste bidrag til pladen.
 
Alle 12 tekster handler om kærlighed og parforhold, og via sangteksterne kommer pladen hele vejen rundt om et kærlighedsforhold, med diverse afstikkere ned ad dets mange veje og vildveje. Vi møder de nyforelskede, de usikkert forelskede og de ulykkeligt forelskede samt de afsluttede kærlighedsforhold i en række sange, hvis udtryk spænder fra det underspillet humoristiske over det lavmælt melankolske til det nærmest panegyrisk overstrømmende. Det er sjældent, teksterne når dybt i deres afdækning af kærlighedsforholdets anatomi og mekanismer; men der bliver dog undervejs formuleret så mange erkendelser om parforholdets vanskelige vilkår, at lytteren forstår, hvorfor Holger Laumann har ønsket at sætte musik til ordene.
 
Teksten til sangen ”Hver dag” er dog holdt i så overordnede og generelle formuleringer, at det kan være svært at se, hvad sangen har at gøre i forbindelse med forsøgene på at sætte fokus på kærlighedens mysterier. Også flere af de andre tekster forekommer en smule letbenede i forhold til det erklærede mål om ”meningsfyldt populærmusik”, bl.a. et par af Kristen Bjørnkærs lidt for forudsigelige tekster. 
  Bedst i denne lytters ører forekommer Jesper Jensens centrallyriske og flertydige tekst til ”Næsten et år” samt forfatterens afsluttende sang på albummet, ”En alt for hurtig afsked”. Den bittersøde sang om alle parforholdets usagte ord rummer et par linjer, der giver mindelser om Frank Jægers bedste digtning: ”Minder vi ikke mere kan dele/ lever som længsel/ som længsel i det ny der sker”. Fint formuleret.
  
Lån pladen fra Odense Bibliotek og lyt selv til Enevolds og Laumanns forsøg på at dechifrere den gådefulde kærlighed i musikalsk form.