Det KAN lade sig gøre – fællessangskoncert i coronatiden

Vi er nået til uge 44, som over det ganske land er Spil Dansk Ugen.

Denne uge er der et ekstravæld af koncerter – traditionelle, utraditionelle, store, små. Men i år er det naturligvis anderledes, da vilkårene for den levende musikudøvelse ændres lige så ofte, som COVID-19-retningslinjerne ændres.
Når der bydes til aktiv medvirken, syngen med, er det ekstra vanskeligt. Hele to meter skal der være mellem hver syngende publikummer.

Derfor blev der også hurtigt udsolgt til søndagens koncert, hvor (opera)sangeren Joachim Knop og (jazz)pianisten og komponisten Nikolaj Bentzon havde indbudt til ”Nye (og gamle) fædrelandssange”. Et halvt hundrede velspredte stole fylder salen i Kulturhuset i Randers, og på scenen er blot et sortpoleret flygel og et enkelt nodestativ.

De gamle
Uden videre dikkedarer begynder koncerten med en solosang. Den klassisk skolede sanger Joachim Knop synger ”Jeg ser de bøgelyse øer”. Nå, den ku’ vi da godt ha’ sunget med på. Men den er ikke blandt de 10 sangtekster, der ligger på hver stol.

Her må jeg komme med en indrømmelse. Når jeg ser Knop, kan jeg altså ikke lade være med at tænke på den lidt for smarte karakter Peter i ”Anja og Victor”-filmene for snart mange år siden. Men der er sandelig sket noget siden da. Knop er blevet uddannet på Operaakademiet, men har da helt sikkert haft glæde af sit skuespillertalent, som også siden er brugt i flere film.

Ham der Nielsen
Det er nu tid til første fællessang, nemlig ”Underlige aftenlufte”. Allerede her er det klart, at de to herrer med fornøjelse befinder sig på slap line. ”Nå ja, det er jo Carl Nielsen, der har skrevet den!” ”Ja, og selveste Oehlenschläger har skrevet teksten, men det er maaange år før melodien.” Tak, det fremmødte publikum får vist ikke ny viden her; præsentationen vidner om en (måske bevidst) afslappethed grænsende nonchalance omkring sangenes oprindelse. Det klarer vi nok også, vi er jo kommet for at høre og synge gode sange.

”Så har vi lært, at man kun skal synge fire vers, ellers bliver folk trætte.” Så vi synger fire vers af ”Underlige aftenlufte”, hvor sidste vers endog ikke er med i de gængse sangbøger.
Knop kan ikke dy sig: ”Og bag klaveret: Faber! Sludder, Bentzon!” For det er jo unægtelig Philip Faber, der det sidste halve år er blevet hele Danmarks mand bag tangenterne, når det drejer sig om fællessang. Nikolaj Bentzon er hurtig: ”Men nu drejer det sig ikke om FABER, men om BENTZON!”

I løbet af eftermiddagen synger vi tre kendte mere: Fire vers af ”Vor modersmål er dejligt”, fire vers af ”Septembers himmel er så blå” og minsandten seks vers af ”Nu falmer skoven”. ”Ja, det er jo Grundtvig, så der skal vi ha’ alle vers med!” Øøh, vi er mange, der dette efterår har sunget alle ti vers. Måske også derfor, det velsyngende publikum roses for de korrekte punkteringer. ”Dem har jeg først lært Joachim for nylig” må Bentzon med slet skjult skadefro fortælle os.

De nye
Efter ”Septembers himmel”, hvor der sniger sig nogle jazzharmonier ind, må Bentzon og Knop ty til programmet: ”Nå, hvad er det så?”
Og nu er det endelig tid til Nikolaj Bentzons kompositioner. Fra udgivelsen ”7 nye fædrelandssange”, der udkom i 2018, får vi denne eftermiddag i alt fire sange.

Første sang er ”Lyset svinder”. En sommeraften ved bålet med smuk tekst af komponisten selv: ”I solnedgangens skær / for lyset svinder / tiden rinder / du, min hjertenskær.” En inderlig aftensang i mol.
Der er ikke noder på de udleverede ark, så vi må bruge ørerne. Og det er jo også sundt. Og minsandten om ikke publikummet synger godt med efter første gennemspilning. Det er sandelig en cadeau til fællessangskomponisten, men også til publikum.

Det gælder også ”Solen strejfer”. ”Ja ja” siger Bentzon, ”det er jo en sekventiel komposition; det gør det jo lettere at lære den.” Og det er da den mest sangbare af de nye kompositioner, vi præsenteres for. En publikummer spørger da også, om Bentzon har sange med i den nye højskolesangbog? ”Næ, ikke endnu – men det kan komme!” Og så kan Joachim Knop ikke dy sig for at oplyse, at det har Faber…

Og lidt jazz
Sidste år udgav Knop pladen ”Evergreens på dansk”, og herfra hører vi Rodgers & Hammersteins ”It might as well be spring”, som i Knops oversættelse er blevet til ”Forårskuller”. Og her får vi et brillant akkompagnement i verdensformat; wauw.

Fra starten har Bentzon og Knop udtrykt begejstring for, at de ikke behøvede at bruge mikrofon. Men i dette nummer havde sangerens nuancerede udtryk haft glæde af en lettere forstærkning.
Det gælder også en revyvise fra 1945, som sikkert er hylende morsom, men teksten når altså ikke ned til min række; øv. Sangeren skal jo altså også hamle op med et åbent (og velstemt) flygel.

Det bliver til to sange mere fra Bentzons hånd.
”Duften svirrer” er en poetisk forårssang med stærke ord ”Jubelmøde / lyssynsgrøde / fyld dine lungers for / med duft fra den friske jord”. Det er da rigtigt, vores lunger har for (eller foer, som man tidligere skrev). Igen viser publikum en overbevisende læringskurve. Sangen har også en prolog, men ”den skal I for Guds skyld ikke synge!” skynder Bentzon sig at sige, og det’ okay.

Fra salen associerer en publikum til Benny Andersens lyrik, og naturligvis smigres komponisten. ”Ja, nogen har også nævnt os som Andersen & Dissing!”. Måske ikke lige dén sammenligning, jeg først finder på.
Vi er ved at være godt mætte efter knap halvanden time, men slutter værdigt af med ”Danske vinter”, hvor vi blandt andet oplever ”tænding tæsker / råkold blikspands startmishag” – poetisk realisme; dét kan man nikke genkendende til.

En fin eftermiddag med et vindende bekendskab med nye fædrelandssange. Og sange bliver jo først levende, når de synges.

Jeg håber, disse sange bliver hørt af et større publikum – de har fortjent det.

Brug Spil Dansk Ugen – det er levende musik med levende mennesker. Trods coronaen.