Det lysner over agres felt

Det tidlige efterår minder om april: en hyppig skiften mellem lunt solskin, blæst og regn, lyst vejr og mørkt vejr. Det oplever man lige fra starten i Ludvig Holsteins tekst til “Det lysner over agres felt”. Digteren har forladt København for at besøge sin barndomsegn, hvor hans far var landmand. Han går en tur blandt markerne, mens der pløjes, og lyset skifter på et øjeblik:

... det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.

Efteråret er dog forskelligt fra april, for der ligger en sommer imellem, og sommerens varme sidder stadig i jorden. Nu er det frugternes, bærrenes og nøddernes tid. Og de dybe farver, træernes symfoni af gult og brunt, de mange nuancer af rødt fra rønnebærrenes klare rødorange over vildvinens blade til de sortrøde, modne brombær. Det er tydeligt, at Holstein nyder efteråret og glæder sig over vejret, uanset hvordan det arter sig:

Og bag mig sol, og blød mig, regn!

“Det lysner over agres felt” begyndte sit liv som et digt, ligesom så mange andre af de uopslidelige i sangbogen. Det blev trykt i 1915 i Holsteins digtsamling Løv, og syv år senere fik det melodi af Harald Balslev, der var højskoleforstander og medarbejder på Højskolesangbogen. En enkel og rolig melodi, der har gjort “Det lysner” til en elsket efterårssang og et oplagt emne til fællessang. Faktisk er den så enkel, at første og anden linje har nøjagtig samme rytme som tredje og fjerde, bortset fra næstsidste takt, hvor noderne strækkes lidt med en legatobue, og det sidste ord bliver tilsvarende strakt ud.

Når man i dag synger “Det lysner”, er det en tabt verden, der lever op. Teksten er skrevet før traktorens tid, før det industrialiserede landbrug med grisefabrikker og kæmpestore marker. Her blev jorden gjort klar til næste år med hestetrukken plov.

Hvem var Ludvig Holstein? I dag kender ingen ham, bortset fra at han har skrevet sangen “Det er i dag et vejr” (den med hyacinterne), som Kim Larsen gjorde vældigt populær. Men i første halvdel af 1900-tallet var han en anset digter, en af de fineste beskrivere af dansk natur i et enkelt og mundret sprog. Og så kunne han undertiden vise en lavmælt humor. Den dukker også op her til allersidst i sangen, hvor digteren bliver opmærksom på plovmulden under sine støvler og tænker, at han jo ikke er landmand og ikke drømmer om at blive jordbesidder:

Jeg håber, det går an, jeg ta’r,
hvad mine såler bærer.