Diamanter i musikken

For tiden kan man på Amalienborgmuseet i København se en stor udstilling af og om Dronning Margrethes mange smykker. Der er ikke tale om kronjuvelerne, som tilhører den danske stat, men om dronningens private smykker, som hun i tidens løb har arvet, købt eller fået i gave.

Nogle af dronningens smykker mangler på udstillingen, fordi de p.t. er i brug; men der er stadig rigeligt at kigge på, hvis man ellers interesserer sig for smykker – eller for et hjørne af Danmarks kulturhistorie i bredere forstand.

Blandt de mange udstillede smykker finder man bl.a. et par blå plastikøreringe fra Matas; men ellers må man nok sige, at diamanterne er temmelig dominerende i smykkesamlingen.

Diamanter i musikken
Hvis man ikke er interesseret i eller ikke har lejlighed til at besøge udstillingen på Amalienborgmuseet, er der heldigvis andre muligheder for at stifte bekendtskab med de kostbare smykkesten – ikke mindst i populærmusikkens sangtekster, hvor der bestemt ikke er nogen mangel på diamanter.

Her skal blot nævnes et lille udvalg af eksempler på de mange sange om diamanter, og hvorfor ikke starte med den måske mest kendte af dem alle sammen: ”Diamonds are a girl´s best friend” fra musicalen ”Gentlemen prefer blondes”, bygget over Anita Loos´ roman af samme navn. Sangen er i tidens løb blevet indspillet et utal af gange, men den ”rigtige” version er naturligvis Marilyn Monroe´s udgave fra Howard Hawks filmatisering af historien om to umage showgirls om bord på en atlanterhavsdamper. Marilyn Monroe har rollen som Lorelei Lee (et vidunderligt navn!), og det er hende, der synger den iørefaldende sang i en opsætning, som siden har fået status af ikonisk filmscene, ligesom denne udgave af sangen af American Film Institute er blevet udnævnt til en af århundredets bedste filmsange.

”Diamonds are a girl´s best friend” er skrevet af Leo Robin og Jule Style til sangerinden Carol Channing, hvis udgave var både kendt og rost af samtidens publikum og kritikere; men det er svært (læs: umuligt) at konkurrere med et af århundredets helt store ikoner inden for skuespillerfaget: Marilyn Monroe. Enhver, der har set og hørt Monroe´s version af diamantsangen, vil formentlig huske den til sine dages ende, selv om – eller måske netop fordi – filmscenen på alle måder er for meget og næppe ville kunne være blevet til i vore dages me-too-tider.

Men mon ikke de fleste trods alt kan glæde sig over Marilyn Monroe´s sødmefyldte fremførelse af nogle herligt humoristiske og fint turnerede tekstlinjer som: ”Men grow cold/ as girls grow old/ and we all lose our charms in the end/ But square-cut or pear-shaped these rocks don´t lose their shape/ diamonds are a girl´s best friend”.

Næsten lige så kendt som diamantsangen i “Gentlemen prefer blondes” (1953) er titelsangen til James Bond-filmen ”Diamonds are forever” (1971). Filmen er som de øvrige James Bond-film en omgang hæsblæsende ramasjang, denne gang med en diamantdrevet laserkanon i rummet som handlingens omdrejningspunkt; men som altid i Bond-universet er det ikke så meget handlingen, som det er detaljerne og de spektakulære action-optrin, der bærer filmen. Samt naturligvis Sean Connerys karismatiske personlighed – og, ikke at forglemme, den mindeværdige titelsang, fremført af Shirley Bassey. James Bond-filmene har altid kunnet bryste sig af at kunne præsentere nogle øjeblikkeligt iørefaldende og langtidsholdbare titelsange, og titelsangen til ”Diamonds are forever” er ingen undtagelse i den forbindelse.

Shirley Bassey var allerede på Bond-holdet som sangerinde i 1964, hvor hun indspillede den voldsomt dramatiske titelsang til filmen ”Goldfinger”, skrevet af John Barry. Mange vil helt sikkert huske de effektfulde enkeltscener i filmen; men mon ikke lige så mange vil huske den iørefaldende titelsang, som var den første af Shirley Basseys 3 bidrag til Bond-titelsang-serien. Nr. 2 i rækken var sangen ”Diamonds are forever”, som igen er domineret af Basseys mørke, ekspressive stemme, og som igen er skrevet af John Barry. Ud over at præsentere en mindeværdig melodi rummer ”Diamonds are forever” også nogle vittige tekstlinjer med en morale, som ikke er helt ulig moralen i ”Diamonds are a girl´s best friend”: ”Unlike men the diamonds linger/ men are mere mortals, who are not worth going to your grave for/ I don´t need love, for what good will love do me?/ Diamonds never lie to me/ for when love´s gone, they´ll still lustre on/ diamonds are forever”.

Diamanter som metaforer
Der er flere filmsange med diamanter i fokus, men ingen så ikoniske som de to ovenfor nævnte. For at finde flere gode diamantsange er det derfor nødvendigt at udvide søgefeltet ud over filmmusikken, og gør man det, bemærker man hurtigt, at sangene til dels skifter karakter på den måde, at de ikke i så høj grad som filmsangene handler om virkelige, håndgribelige diamanter, men derimod om diamanter som symboler – symboler på rigdom, lykke el.lign.

Der er dog naturligvis også sange i populærmusikken om ægte diamanter i form af konkrete smykkesten; men for størstepartens vedkommende optræder diamanterne her som metaforer, billeder på noget værdifuldt, svært opnåeligt – som f.eks. i Tom Pettys sang ”Like a diamond” (2002): ”She´s gonna shine/ forever/ like a diamond/ in the sunlight”.

En af de smukkeste sange om diamanter i overført betydning, forstået som noget dyrebart og uerstatteligt, er Joan Baez´ bittersøde kærlighedserklæring til Bob Dylan i sangen ”Diamonds and rust” (1975). Joan Baez hjalp og støttede Bob Dylan, da han endnu ikke var kendt, og hun var en vigtig brik i hans tidlige karriere; men med tiden mistede Dylan interessen for Joan Baez og lod hende lidt i stikken – i hvert fald ifølge Baez selv. Derfor havde hun noget ambivalente følelser over for Dylan, da hun skrev ”Diamonds and rust”, hvis titel i koncentreret form fortæller, hvad hun fik med sig fra forholdet til sangeren: ”It´s all come back too clearly/ Yes, I loved you dearly/ and if you´re offering me diamonds and rust/ I´ve already paid”. Hun fortryder ikke noget; men følelserne er rustet, og diamanterne findes kun i erindringen.

En sang om diamanter, der er mere bitter end sød, er Leonard Cohens ”Diamonds in the mine” (1971), som via en række temmelig hadske formuleringer beretter om et forhold, hvor manden bebrejder en kvinde, at hun ikke er frugtbar – symbolsk og/eller reelt? Man kan ikke læse dette udsagn eksplicit i Cohens tekst, som rummer flere fortolkningsmuligheder; men der er næppe nogen tvivl om, at sangens gentagne opremsninger af positive værdier, som desværre glimrer ved deres fravær hos sangtekstens ”you”, skal opfattes som direkte anklager mod denne person: ”And there are no letters in your mailbox/ and there are no grapes upon the vine/ and there are no chokolates in your boxes anymore/ and there are no diamonds in your mine”. Der er ikke megen sympati eller empati at finde i sangen, og Cohens fremførelse af teksten, som han til slut nærmest råber ud, understøtter fuldt ud dette indtryk. Faktisk er der tale om en ganske ubehagelig sang, trods det tilsyneladende attraktive emne, diamanter.

Ulf Lundells ”Diamanter” (1984) handler også om et stormfuldt og modsætningsfyldt forhold mellem to mennesker: men i modsætning til situationen i ”Diamonds and rust” er der stadig gode stunder i vente for jeg-personen i Lundells sang og for hans veninde: ”Jag vill bara va på väg genom natten/ med dej och se gryningen komme/ med diamanter i skyn/ diamanter i skyn”. Her er diamanterne et entydigt positivt billede på livets gyldne øjeblikke, og det samme er tilfældet i Emmylou Harris´ ”Diamonds in my crown” (1985), hvor diamant-metaforen dog ikke refererer til enkeltstående lykkelige stunder, men til hele livet.

Hos Emmylou Harris bliver diamanterne i kronen til et symbol på kompensationen for udståede strabadser og lidelser – en variation af H.C. Andersens udtalelse: ”først går man så gruelig meget igennem, og så bliver man berømt”. Eller med Emmylou Harris´ord: ”Shining down someday I know, brighter than all their streets of gold/ when the burdens that I carry, I will lay down/ and the sorrows I have known, I´ll see them all be overthrown/ there´ll be a diamond, a diamond in my crown”. Også i Eric Claptons “Diamonds made from rain” (2000) er diamanterne et symbol på glæde over livet trods diverse problemer og modgang. Hør blot: ”Everything that I´ve endured/ for the wisdom of a pearl/ I wouldn´t change a thing/ you can make diamonds from the rain”.

Hvis man kigger efter, er der faktisk ganske mange diamanter i populærmusikkens tekster, og der er som ovenfor antydet både tale om håndgribelige smykkesten og om metaforer for lykke og fremgang i teksterne. Lad mig slutte af med at nævne endnu et par eksempler på den ene eller den anden slags diamanter i populærmusikken. Alle kender The Beatles´ ”Lucy in the sky with diamonds”, hvor diamanterne vist nærmest er opfundet for at levere D´et til sangens forbogstaver: LSD.

I The Rolling Stones´ ”Play with fire” er diamanterne til gengæld helt konkrete og er her et udtryk for en overvældende rigdom; men diamanternes lykkerus er flygtig, og diamanterne kan forsvinde lige så hurtigt, som de kom. Så er der sangen "Rubies and diamonds" af altid gode Carla Olson, som i øvrigt meget snart fylder rundt (70 år). Kim Larsen synger om diamanter i ”Hold ud”, og C.V. Jørgensen er lige inde på smykkestenene i teksten til ”Hotel Halleluja”. Og sidst men ikke mindst kan man i sammenhængen pege på Paul Simons ”Diamonds on the soles of her shoes” (1986): ”Well, that´s one way to lose/ these walking blues/ diamonds on the soles of my shoes”.

Led selv videre efter flere diamanter i musikken – der er nok af dem - eller besøg udstillingen på Amalienborgmuseet.