Genrer
Diana Ross & the Supremes: Anthology
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 431 på listen.
Diana Ross, Florence Ballard, Mary Wilson og mange andre har gennem tiden været medlemmer af R&B–pigegruppen The Supremes. De var et af de største navne i 60'erne og 70'erne med sange som "You can't hurry love", "Baby love", "Where did our love go", "You keep me hangin' on", "Stop! in the name of love" og "Come see about me" - alle utrolig fængende kærlighedssange. Og disse blev med mange andre sange, også oftest om kærlighed, samlet på Anthology i 1974. Denne plade er så udkommet i forskellige udgaver i 1986, 1995 og senest i 2001. Og i dag anmelder jeg så 2001, der er rigtig lang. Hele 50 forskellige sange er at finde på den. Det enorme antal sørger selvfølgelig for, at man opdager masser af sange, man ellers ikke ville kende til. Og jeg er absolut glad for nu at kende "When the lovelight starts shining through his eyes", "I want a guy", "In and out of love", "I hear a symphony". Desværre er der også mange sange på pladen, som bare ikke er så fantastiske igen: "Buttered popcorn", "The tears", deres covers af "Bewitched, bothered and bewildered"," A hard day's night" og "Whistle while you Work", bare for at nævne nogle eksempler.
Opsamlingen er desværre også kronologisk opbygget. Det er virkelig skidt for albummet, for man får det allerbedste lige efter hinanden, og de fleste skal nok et godt stykke ind i pladen, før de kan genkende et nummer. Midten af Disc 1 er derfor en ren hitparade. Starten og slutningen af denne er knap så kendte sange, men man opdager ofte nogle sande guldkorn. Disc 2 er derimod en lidt lunken affære meget af tiden. Det er ret cool, når de spiller sammen med The Temptations, og der er uden tvivl også mange gode sange, som de lavede på egen hånd. Der er dog desværre også sange, der ikke lyder af andet end dollartegn. Der er en god portion af deres senere karriere, som bare er det rene samlebåndsarbejde. Medlemmer kom og gik også meget i løbet af især gruppens senere år, så det er nærmest en smule trist at lytte til side to. Det er ikke decideret forfærdeligt, men det er ordinært. Supremes var i de første to tredjedele af 60'erne nogle friske unge kvinder, der arbejdede sammen med nogle fantastiske sangskrivere om at lave sublime popsange. I slutningen af 60'erne var de bare pinlige forsøg på at gøre deres storhed om igen.
I 1967 forlod Florence Ballard dem, og hendes stemme var måske gruppens smukkeste. Og selvom Diana Ross og Mary Wilson stadig var der, føltes det ikke rigtig som the Supremes længere – det føltes dog som en ganske god efterligning. Sangskriverne lod også til at sænke ambitionerne, når Ballards smukke stemme ikke længere var en del af gruppen, men de var uden tvivl stadig dygtige. I 1970 forlod Diana Ross dem så også, og nu var det bare pinligt. Efter at du på Disc 2 har hørt "Someday we'll be together", skal du bare sige tak for nu. Resten af cd'en er ikke noget at skrive hjem om. Det er ganske vist optaget efter Diana Ross-æraen, men det føles som om, pigegruppegenren bliver skruet 10 år længere tilbage. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, for det er mest af alt covers af sange fra starten af 60'erne. Og det er ikke engang specielt gode covers. Jeg kan især som stor Beatlesnørd sige, at jeg er ekstremt skuffet over deres behandling af "A hard day's night". Den mangler al sin styrke, og især guitarsoloen er her helt til grin. Hvis du er stor Supremes-fan, så er Anthology nok noget for dig, men den er langt fra perfekt. Der er nørde-guf til nørderne, men en god lytteoplevelse får man kun rigtigt på første cd.