Disco og knoklemandsrock

Den 20. juni 1980 udgav The Rolling Stones ‘Emotional Rescue’ på lp og titelnummeret som single, og det er blevet tid til den endelige ‘domsfældelse’ over et album, jeg tit har skubbet væk som værende ikke fint nok til min personlige top 10 over rullestens favoritter, i det obligatoriske jubilæumsskriv, der har for vane at følge ved den slags lejligheder. Står det nu helt så skidt til med den plade? Både ja og nej.

Stones hittede bigtime i 1978 med det new wave, disco og punkrock farvede ‘Some Girls’, der vitaliserede bandet og viste, det stadig havde berettigelse i en tid, hvor de nye og frække elever i klassen gjorde oprør mod alt det bestående i musikalsk forstand. Succesen in mente kan man sådan set ikke fortænke Stones i at fortsætte ad samme spor, da de bevæbnet med friskt materiale i starten af 1979 returnerede i studiet for at gå i gang med en follow up til ‘Some Girl’ sekunderet af gamle kendinge som keyboardspilleren Nicky Hopkins og saxofonisten Bobby Keys tilføjet Sugar Blue (mundharpe), der beviste sin kunnen på forgængeren.

Arbejdet med ‘Emotional Rescue’ førte til en del rejseri, da pladen er indspillet, overdubbet og mixet i Bahamas, Paris og New York. Sange var der nok af, entusiasmen høj og produktiviteten stor. Faktisk blev der lidt til overs, som senere fandt vej til efterfølgeren ‘Tattoo You’ i 1981. Bassisten Bill Wyman har i sin selvbiografi ‘Stone alone’ styr på listerne over numre, der nåede at blive rørt i de år, skulle det have nogens interesse. Wymans funky baslinjer er ret prægnante på ‘Emotional Rescue’ titelsangen, hvor der går disco, Mick J falset og saxofon rundhyl i den ikke just til Keith Richards udelte begejstring. Men gesjæften skal jo passes, og nummeret slog an hos publikum.

Det dansante touch er allerede tilstede i åbningsnummeret ‘Dance (Pt. 1)’, hvor Ronnie Wood brød Jagger/Richards monopolet for en bemærkning ved at blive krediteret som medkomponist. Der grooves som så ofte over et riff, og Charlie Watts slår sømmet i på to og fire. ‘Charlie’s Good Tonight’ over hele linjen, og den klippefaste trommeslager lægger et smittende reggae-, ska og dublignende beat på ‘Send It To Me’. Stones har ved flere lejligheder rodet med den slags, men The Wailers blev de dog ikke af det. Ellers kløes der friskt på med djærv knoklemandsrock i ‘Summer Romance’, ‘Let Me Go’, ‘Where The Boys Go’ og ‘She’s So Cold’, hvor Richards trækker diverse Chuck Berry licks af stalden, mens motoren kører, og guitarerne væves ind og ud af hinanden i sirlige mønstre.

Alle indsatser til trods og at der faktisk gås driftssikkert samt yderst kompetent til værks på hele ‘Emotional Rescue’, virker en del af numrene som stiløvelser. Med de nævnte up tempo baskere er vi ovre i sekunda vare afdelingen et pænt stykke vej fra kvaliteten i guldrandede gems som ‘Jumping Jack Flash’, ‘Brown Sugar’, ‘Tumbling Dice’, ‘Happy’ og ‘Shattered’. Dog er der gods at hente i den noget oversete og bluesfarvede ‘Down In The Hole’. Bravo og tommelfingeren op. Det samme er tilfældet med slutsangen ‘All About You’ en bittersød ballade om kuldsejlede relationer begået og sunget af Keith Richards med sin hæse let sprukne vokal. Albummet ville have nydt godt af mere på samme niveau.

Richards bød løbende ind med nye ideer, efter han i 1977 havde været tæt på en længere fængselsstraf grundet arrestation for besiddelse af ulovlige stoffer. I selvbiografien ‘Life’ fortæller han om behovet for igen at træde i karakter ved at tage ansvar på sig, men at Jagger følte sin førerposition udfordret og derfor afviste hans iver. The Glimmer Twins havde det svært med hinanden i det meste af 80’erne, og Richards flettede flere stikpiller ind i sine sange om det anspændte forhold heriblandt ‘All About You’. Men siden orkesteret stadig eksisterer 40 år efter ‘Emotional Rescue’, tyder en del på, at de to af væsen yderst forskellige kombattanter heller ikke kan leve foruden hinanden.

Fansene tog bedre imod ‘Emotional Rescue’ end de fleste anmeldere, der på skrift lagde ansigterne i alvorlige folder: Alt for uambitiøst, formelpræget og gennemsnitligt, lød det blandt andet. Senere har nogle kritikere set mildere på albummet og fremhævet gruppens musiske kompetencer selv på de sange tidligere afvist som rent fyldstof. Værre er det trods alt heller ikke, men i top 10 kommer den stadig ej hos denne signatur.

Må det være en tilladt her at indføje et pubertært ungdomsminde fra 1980, hvor jeg med de øvrige 9.B’ere fra Nygadeskolen i Aabenraa skulle på klassetur til Norge. ‘Emotional Rescue’ og andre af tidens hits fulgte flokken på lydsiden, mens den nyeste pige i klassen vakte en anelse interesse blandt de hormonstyrede handyr, der dog fik strenge ordre om ikke at betragte hendes velformede popo, når hun defilerede frem og tilbage i bussen. ‘La vær med at kig på min røv’, hvæsede den nye, hvilket vi selvfølgelig undlod. Sådan da. For netop The Rolling Stones’ energiladede knoklemandsrock har jo årti efter årti aspireret til den slags ‘livsytringer’.

Det var dengang - tilbage til fremtiden med et lille hurra i anledning af jubilæet for det 15. studiealbum i rækken med mine gamle helte. Revurderet efter en del års afstand er det samlede indtryk af ‘Emotional Rescue’ en anelse mere positivt dog uden at være prangende. Selv halvgamle halunker med forudindtagede skråsikre holdninger kan blive klogere trods de fremhævede minusser i karakterbogen.