Genrer
Djævelens værk
"En nat drømte jeg, at jeg havde indgået en pagt med djævelen ... Jeg rakte ham min violin for at se, om han kunne nogle kønne melodier; men hvor stor var min forbavselse ikke, da jeg hørte en sonate så usædvanlig og skøn, fremført med så overlegent mesterskab at det overgik min vildeste fantasi! Jeg var så overvældet, at jeg glemte at trække vejret og vågnede med et gisp. Straks greb jeg min violin i håb om at kunne genkalde en smule af, hvad jeg netop havde hørt. Men det var forgæves. Det stykke, jeg derefter komponerede, er uden tvivl det bedste, jeg har lavet, og jeg kalder det stadig "Djævelens sonate", selv om det overhovedet ikke når op på siden af det, jeg hørte i min drøm."
Sådan fortæller Giuseppe Tartini selv om det stykke musik, hans berømmelse hviler på. "Il trillo del diavolo", som sonaten for det meste kaldes, hører til det faste udvalg af encores, melodiske knaldperler, som solisten diverterer publikum med efter en vel overstået koncert. At "Djævletrillen" har fået denne status skyldes dels de betydelige tekniske krav, den stiller (og dermed solistens mulighed for at brillere), dels den romantiske historie om dens tilblivelse.
Historien kan godt være sand og ikke bare et billigt PR-nummer fra Tartinis side for at få solgt flere noder. Sonaten blev først trykt 30 år efter hans død, og iøvrigt var han en beskeden mand, som nødigt talte om inspirationen til sine værker. Flittig var han også. Godt 130 violinkoncerter og endnu flere sonater blev det til, men med undtagelse af "Djævletrillen" er det først i de seneste år, disse værker er begyndt at komme på cd.
Tartinis diabolske mesterstykke er skrevet sidst i barokken, omkring 1750, men det er svært at høre på de fleste indspilninger. Ojstrakhs udgave med klaverakkompagnement er i den solide, traditionelle stil, hvor man føler sig hensat til en salon i klunketiden. Anne-Sophie Mutter har lavet flere indspilninger med orkester, og de virker også for tunge, selv om den nyeste med Trondheim Soloists har fået cembalo med.
Locatelli-Trioens udgave med originalinstrumenter kommer tæt på det perfekte: cello og cembalo som continuo, og en violinist, der har rigeligt af både teknik, lethed og sødme. Hør den - det lyder, kan man få sig til at sige det, fandens godt.