Do you believe in magic?

"Do you believe in magic?" spurgte John Sebastian fra gruppen The Lovin' Spoonful i 1965, og det gør alle, der har hørt sangen af samme navn naturligvis. Magien i en ung piges hjerte, magien i musikken, magien i dansen – magien er der, selv om den ikke kan forklares med ord. Det ville være som at forsøge at forklare farven grøn for en blind – eller, som det hedder i sangen: "It's like trying to tell a stranger 'bout rock 'n' roll".

"I believe in magic and I believe in dreams," synger Grace Slick på titelnummeret til lp'en Dreams fra 1980. Og det gør hun med god grund, for på coveret til lp'en ser man faktisk samme Slick i et illusionsnummer, hvor hun svæver frit i luften. Der er vist ingen grund til at tvivle om, at magien findes, når man ser coveret til Dreams – eller når man hører Grace Slicks magiske stemme.

Magien eksisterer – og hvad bedre er, den virker: "I believe in magic / Why? Because it is so quick," sang Arthur Lee fra gruppen Love i 1967 i sangen "The red telephone". Og det er da også fantastisk: ikke bare fungerer magien – den fungerer også hurtigt.

Magien findes overalt, bare man kigger efter den. Men som Jimi Hendrix synger i sin "Spanish castle magic", er magien ikke nødvendigvis der, hvor man tror, den er. Således finder man ikke spanish castle magic i Spanien: "No it's not in Spain / But all the same you know, it's a groovy name / And the wind's just right // It's just a little bit of, said, Spanish castle magic". Det lyder jo spændende; og selv om det måske ikke er i Spanien, man finder magien, er den i hvert fald til stede i Jimi Hendrix' sang.

The Beatles

Et bevis på, at magien ikke altid er der, hvor man tror den er, finder man i The Beatles' sang "Magical mystery tour" – og såmænd også i filmen af samme navn. På trods af enkelte gode momenter i et par af sangene til filmen, bl.a. den fine "The fool on the hill", er både filmen og musikken en rodet affære, som ikke rummer megen magi. Det ser ud, som om der hverken har været instruktør eller manuskriptforfatter på projektet, som bare laller af sted i mere end halvanden time, kun afbrudt af nogle momentvis udmærkede sange. Hertil hører titelsangen ikke.

Faktisk må man nok erkende, at der er mere magi i fem minutter af filmen (og sangene til) A hard day's night, end man ser i hele Magical mystery tour. Hvorfor det forholder sig sådan, kan man spekulere over; men mon ikke filmen fra 1967 er resultatet af et kunstnerisk overmod, hvor de fire musikere efter Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band troede, at alt, hvad de rørte ved, blev til guld? Det er i hvert fald en mulig forklaring. Og heldigvis var Magical mystery tour en enlig svale i et forløb, der senere kastede glimrende musik af sig, bl.a. på det hvide album.

Bruce Springsteen

Magien er overalt i rockmusikken; men man skal ikke tro på alt, hvad man hører. I 2007 udsendte Bruce Springsteen en hel cd med titlen Magic, og hvordan ligger det så med magien på den plade? Jo, Springsteen er en glimrende tekstforfatter, når han anstrenger sig, og det har han heldigvis gjort på en række af numrene på cd'en – ikke mindst på titelnummeret, som præsenterer en både gådefuld og suggestiv tekst, indpakket i en indsmigrende og iørefaldende melodi. Der er ikke noget at sige til, at Springsteen har opkaldt hele pladen efter dette fine nummer, som tekstmæssigt ser så tilforladeligt enkelt ud ved første blik, men som under overfladen rummer flere lag, end man umiddelbart skulle tro.

"Trust none of what you hear / and less of what you see," råder Springsteen lytteren til i sangen – for umiddelbart efter tilsyneladende at ugyldiggøre sine gode råd med den nøgterne konstatering: "This is what will be / this is what will be". Men hvad er det egentlig, der vil blive, sådan som Springsteen forudsiger, at det vil blive? Det er ikke så let at sætte fingeren på. Sangen handler både om fastlåsthed og frihed, om spøgelser i skabet og om at frigøre sig fra dem, om kærlighed og om magt. Der er ganske meget magi i denne sangs fire korte vers.

Også til andre af cd'ens sangtekster har Springsteen fundet det vægtige billedsprog frem, som både får sangene til at vokse i statur og til at blive siddende længe i lytterens hukommelse som andet og mere end iørefaldende rocknumre. "You can't sleep at night / You can't dream your dream / Your fingerprints on file / Left clumsily at the scene / Your own worst enemy has come to town," synger Springsteen i den dystre og ildevarslende sang "Your own worst enemy".

Man kan med god ret spørge om, hvad det egentlig er, der er på færde i denne tekst? Det er ikke let at svare på – men det er helt sikkert ikke noget godt. Til gengæld er der ingen diskussion om, at der er en del magi i Springsteens suggestive billedsprog til teksten, som serveres i en musikalsk ramme, der understøtter og perspektiverer det uheldsvangre i sangen.

Magi er der også i nummeret "Girls in their summer clothes", der ligefrem fortæller om, hvordan det går til om sommeren på Magic Street. Men ikke engang i den tilsyneladende lyse og problemløse sommer-sammenhæng er tingene helt, hvad de ser ud til at være. "She went away / She cut me like a knife," lyder det pludselig et sted langt inde i sangen – og med disse linjer får den ellers så livsglade lovprisning af pigerne i deres sommertøj en uventet drejning og antager et næsten desperat præg - nærmest som sangerens forsøg på at overbevise sig selv om tingenes tilstand, mod bedre vidende. Et fint eksempel på Springsteens magi, når han er bedst.