Donovan: Sunshine superman

Solskinssupermanden fra Skotland

“We'll be flying at an altitude of thirty-nine thousand feet - Captain High at your service”

Om det er Kaptajn Høj eller Solskinssupermanden der afgiver denne meddelelse, er for så vidt ligegyldigt. Det vigtige er at man kommer godt afsted, og selvom oplysningen måske skulle have ligget på skæring 1 fremfor i slutningen, er det fint at have tjek på denne plades flyvehøjde. Og selvfølgelig destinationen. For vi skal pænt op over skydækket ... og langt, langt væk ...

Det er så tidligt som i 1965 den purunge Donovan ta'r afsæt til sit første storværk. Den funklende og faktisk fænomenale Sunshine superman. Og der bliver på egen donovansk måde ikke lagt fingre imellem. Indspilningerne starter i januar '66 og fortsætter helt frem til forsommeren. Så skulle man mene at titel og udgivelses-timing var i orden. Desværre viser det sig ikke at være tilfældet. Af kontraktlige årsager bliver pladen tilbageholdt i England og skønt den når at udkomme i USA i august 1966, må det have ærgret artisten grøn og purpurfarvet, ikke at få så hipt et udspil på gaden i sit hjemland i tide.

Albummet ER en frontløber for den progressive beat, både tekstmæssigt og musikalsk. Udover sangerens altid sikre akustiske J-45, er det congas, kontrabas, cembalo, obo, strygere, fløjter, klarinet og myriader af sitar og fortryllende triangel, måske ligefrem fagot, der fører os igennem dens, for datiden, meget anderledes fantasia. Vi er hinsides realplan stort set hele vejen igennem og rejser på forunderlig vis bagud i tid – helt tilbage til ridderborgene og paladset med den hvide dronning, prinsesser i blondekjoler, troldmænd og sovende hofnarre med sortseende ravne på skuldrene. Kaskader af krystaller her og syngende børn på bakker af fløjl dér, troner af elfenben, jadetårne, rubindruer og sølvbægre med kastanjefarvet vin fra haverne i Charlemagne. Med andre ord hippie-territorium af allerfornemste og første bølge - helt nede i de bløde hynder, men med stadigt voksende, mere og mere organisk slynget H.

Har man ikke et svagt punkt for det psykedeliske, er der en chance for at visse af teksterne kan opfattes som forvrøvlede kulisser. Selvom Donovan gør sig glimrende som sfærisk poet, magter han ikke rigtigt at lægge flere lag eller reelt dybere betydninger ind i disse halvt overjordiske scenerier. Men hør hvor godt lyrikken fungerer med deres melodier – og gør det så let alligevel at give slip og tage med på dette flight ned-op i det nye andet, ingen rigtigt før har udforsket på denne måde. Hvad der mange år senere døbes baroque-pop, ser med disse skæringer dagens lys, og kastes i samme nu gennem et prisme, der får tonerne til at spaltes i så hypnotiserende nuancer, at ingen ringere end The Beatles vælger at vise den roterende Sunshine S-vinyl i deres kommende promo-film for Sgt. Pepper.

”Season of the witch” er en klassiker. Med Donovan himself på stålklar elektrisk rytmeguitar, starter den side 2 og sikrer sammen med den lisså hyper-hippe, ”The trip”, albummets street credibility. Her bliver pigtrådsmusik trukket direkte ind mellem velourpudernes orientalisme og den dobbelthed bekommer pladen godt. Visse af numrene er indspillet i Hollywood, USA - man gætter næsten på det er dem. Aarrr, det er sejt at høre Don spidde den del af de unge beatniks, der kun er ude på at score cash. Og mindst lisså sejt at trippe med ned af Sunset Boulevard, LA, for i natklubflimmeret at møde både Bobby Dylan og Joannie Baez over en snak om fordelene og ulemperne ved kalejdoskoper og zen ...

Wow ... tiden er gået og vi fik ikke engang talt om titelnummeret, som egentlig er det fedeste.

“Superman and Green Lantern ain’t got nothing on me” ... helt sikkert ikke, Mr. Leitch - forrygende fløjet, intet mindre.

Slutteligt må det nævnes, at vi som co-pop-art-pilot har upcoming producer, Mickey Most. Og at det team med en enkelt undtagelse skal stå bag hele 7 udgivelser de kommende 7 år. Hit efter hit efter hit ...