Genrer
The Doors: L.A. woman
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 362 på listen.
Den 3. juli 1971 døde en rocklegende. Jeg snakker naturligvis om Doors-frontmanden Jim Morrison. Det sidste album, han nåede at optage med sit band, hed L.A. Woman, og det blev udgivet kun tre måneder før hans død. Lige fra pladens første nummer, "The changeling", bemærker man et fokus på blues. Blues-stilen er blandet med bandets velkendte orgellyd, og det gør sangen interessant. Morrison er vild og seksuel, og han fyrer den virkelig af. Teksten er dog ikke rigtig på Morrisons sædvanlige niveau. Forstå mig ret, det er ikke en dårlig tekst, men den er ikke nær så syret eller poetisk som noget på de første par plader. Det er et skift i tone, og det må man vænne sig til. Det er også til stede på den vidunderlige "Love her madly", hvor Morrison er mere forførende end nogensinde. Melodien er varieret og fængende, og den lyder ikke nær så meget af blues som resten af albummet, selvom elementerne er der. "Been down so long" har til gengæld en bluesmelodi af den gammeldags slags. Robby Kriegers guitar er helt sindssyg, og Morrison lyder mod sangens klimaks fuldstændig manisk.
"Cars hiss by my window" har igen et ret gammeldags bluesmelodi, der følger samme mønster som de fleste gamle Robert Johnson-sange – eller for den sags skyld "Been down so long". Den er dog meget mere stille end denne, og det giver en god kontrast. Morrisons tekst er desuden virkelig malerisk her. Man kan let se de morderiske billeder, han fortæller om, for sig. En god kandidat til mit yndlingsnummer på pladen er titelnummeret. Det er lidt af en vrøvlehistorie, der hopper rundt mellem emnerne, men den er sjov og energisk, og der sker så meget, at man end ikke lægger mærke til, at den med sine næsten 8 minutter er pladens længste sang. Det bliver rigtig dystert og destruktivt på "L'America". Der er meget stemning på dette nummer, og hvor albummet ellers blot var rigtig godt før, begynder det nu at være mesterligt. Der er næsten ingen elementer af blues på "Hyacinth House" – med undtagelse af måske den lyriske struktur. Det er også meget dystert, men hvor Morrison selv var det uhyggelige ved "L'America", virker han her selv skræmt af sangens stemning.
"Crawling king snake" er et cover af en blues-standard af Big Joe Williams. Sangen i sig selv er naturligvis af høj kvalitet, den har trods alt været elsket af bluesfans i årtier. Bandet behandler den også virkelig godt. Noget af det bedste ved deres udgave af nummeret er Robby Kriegers guitar, som er fuldstændig uhæmmet. Selvfølgelig gør Morrison det også sexet som altid. "The WASP (Texas radio and the big beat)" bruger riffet fra bluesklassikeren "I'm a man" af Bo Diddley. Den kører i store portioner i manisk spoken word, hvilket Morrison gør vældig interessant. Ray Manzarek har et af pladens fineste orgel-øjeblikke mod slutningen, og i det hele taget er det en skøn sang. Pladen afsluttes helt perfekt med klassikeren "Riders on the storm". Den er over 7 minutter lang, har flotte torden- og regneffekter, der giver nummeret ekstra liv. Det er en af gruppens mest berømte sange, og med god grund. Den er rigtig smuk og poetisk, og Ray Manzareks klaver er bare smukt. Hele sangen er smuk. Ja, faktisk er hele albummet L.A. woman smukt. Hvis du kan lide at lytte til god musik, og det kan de fleste vel, så lyt til det. Det har ikke et eneste væsentligt problem.