Dot Allison - et skotsk talent mellem folk og ambient

Som gammel rotte i hørelyttefaget er det efterhånden sjældent, at jeg støder på noget musik, jeg egentlig ikke ved hvad jeg skal stille op med - andet end at beundre det som kunst og for stadig at være interessant under rotation nr. ca. tredive. Kort sagt kan jeg egentlig kun anbefale We are science - Dot Allisons nummer to - så hårdt som var den en naturlov, men lidt kommentarer er vel alligevel også på sin plads:

Dot Allison var indtil midten af 1990'erne i det hippe skotske electronica-act One Dove, og har siden bl.a. optrådt som gæstevokalist hos Death in Vegas, Arab Stap, Pete Doherty og Massive Attack.

Allisons vokal er lys, svævende og flyvende over musikken, med en elegance som en dykkende isfugl når hun væver sig ind og ud af analoge synthesizers og få, men truende, guitarer og en rytmesektion af overvejende hårdt og stramt programmerede trommer og bas - for så pludselig at forløses op og helt om bag skyerne på himmelske omkvæd som dem i "Substance" og "You can be replaced". Ind imellem musikens gæld til henholdsvis lo-fi og (Detroit) house får vi hendes talenter projiceret op på et mægtigt gobelin af strygere til sugende ambient ("Performance"), og nøgent udstillet står pludselig hendes stemme perfekt med rumklang foran en akustisk og drømmende guitar ("Wishing stone"). Begge skæringer understreger, hvor suverænt hendes register kan strække sig. Foruden at være fortryllende i sig selv kalder vokalen på sammenligninger med Cocteau Twins' salige Elizabeth Fraser (især på "Perfomance"), til Dido (på det effekt- og sjælfulde afslutningsnummer "Lover"), samt til den repetitivt insisterende, men stadig himmelstræbende smukke, vokal fra franske Miss Kittin ("Substance" og "I think I love you").

Pladen indeholder ikke det der bare minder om et svagt nummer (Allisons unikke talent for komposition er i sig selv en beundringsværdig facet), og fra første gang jeg pegede på min "play"-knap vidste jeg på højtalernes anslag, at jeg nu skulle til at traktere mine glade ører med en af de absolut bedste plader fra 00'erne.