Genrer


Dragende støj i klassisk poprock-format
Den verdenskendte danske lydkunstner Lars Lundehave Hansen har gennem en længere årrække, markeret sig som en af Danmarks visionære lydkunstnere.
Han var et centralt navn på udviklingen af den danske scene for elektronisk støjmusik, som en del af den aalborgensiske musikbevægelse Noisejihad.
Det var tilbage i 1997 at Lars Lundehave Hansen gik sammen med en række af musikere og koncertarrangører omkring spillestedet 1000Fryd i Aalborg om at bane vejen for elektronisk eksperimentalmusik gennem NoiseJihad.
Lars Lundehave Hansen var også den ene halvdel af et af de mest succesrige danske noise-projekter Wäldchengarten.
Siden har han markeret sig gennem en række soloudgivelser og installationer, både i Danmark og internationalt under eget navn.
Seneste soloværk “Terminal Velocity”, som er udkommet i maj 2016, demonstrerer Lars Lundehave Hansens enestående evne til at skabe lydbilleder der på dragende vis, kombinerer drømmende og støjende elementer.
Dragende støj i klassisk poprock-format
Traditionelt for den eksperimenterende elektroniske musikscene omkring ambient og støj er, at der arbejdes med længerevarende kompositioner, hvor fladerne langsomt udvikler sig over længere tidsintervaller.
På seneste album fra Lars Lundehave Hansen - “Terminal Velocity”, er de enkelte værker på albummet korte med ikke færre end 21 vignetter. Albummet er produceret i det legendariske EMS/Elektronmusikstudion i Stockholm
Kunstneren forklarer:
“Under mit ophold i EMS/Elektronmusikstudion gentænkte jeg måder, at skabe klangbaseret, atmosfærisk ambient og forsøgte at indarbejde denne genre i et klassisk poprock-format, der om noget kan siges at være den langstrakte og hensatte ambients diamentrale modsætning. Resultatet blev en række elektroniske droner, der uden at give køb på formelle strukturer som ansats, opbygning og klimaks, bliver afviklet på 3 minutter eller derunder. Sangene holder melodiske skalaer, støjen stemmer og noget kan endda betragtes som en slags kompositoriske stil øvelser forklædt som musik.”
Stor anerkendelse
Lars Lundehave Hansen har spillet verden over, fra Brasilien, Japan og Kina til Indien og hele Europa.
Han har vundet stor anerkendelse, hæder og priser i ind- og udland, heriblandt Statens Kunstfond og en Honorary Mention i ‘Digital Music and Arts’-kategorien ved den anerkendte østrigske lydkunst-festival Ars Electronica i 2011.
Lyt til Lars Lundehave Hansen
I seneste udsendelse i Bibzooms serie om ny elektronisk musik og lydkunst - Ultra FM: Transmissions of Exploratory Music - kan du høre et sammendrag af værker fra det lydunivers som Lars Lundehave Hansen har bevæget sig i gennem årene.
Lyt her eller via rubrikken i øverste venstre hjørne.
Lørdag den 11/6 2016:
"Terminal velocity" udgives på blå vinyl
(Label: Tonometer Music)